Debat

3F: EU’s sociale søjle kan blive en milepæl

DEBAT: EU's sociale søjle kan styrke arbejdstagernes rettigheder og er en gylden mulighed for at sikre fair bevægelighed i EU. En skam, at DF per automatik er imod, skriver Tina Christensen, næstformand for 3F. 

Foto: /ritzau/Yves Logghe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tina Christensen
Næstformand for 3F

Retten til frit at bevæge sig på tværs af grænserne i EU er et grundlæggende element i det europæiske samarbejde. Varer, service, penge og arbejdstagere kan søge derhen, hvor de ønsker. Det har bidraget til øget samhandel og samkvem og stor velstandsstigning for medlemslandene og borgerne.

Men den grænseløse, frie bevægelighed har også omkostninger, og de er blevet stadig tydeligere de seneste ti år.

Stats- og regeringschefernes sociale topmøde i Gøteborg fredag 17. november og vedtagelsen af en social søjle for EU-samarbejdet kan blive en milepæl for, at borgernes og arbejdstagernes rettigheder skal spille en langt større rolle fremover.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Social dumping svækker EU-støtte
Penge-ejeres trang til at søge beskatning, hvor den er lavest, er blevet så stærk, at den truer velfærden, den sociale retfærdighed og samfundenes sammenhængskraft.

Arbejdstagernes frie bevægelighed er samtidig taget til og har – på grund af manglende regulering – skabt en praksis med social dumping på ringere løn- og arbejdsvilkår, så befolkningens støtte til EU-samarbejdet i flere medlemslande er alvorligt svækket.

Det er måske ikke overraskende, men temmelig unuanceret, at Vistisen siger klart nej til alt fra Bruxelles – og dermed siger nej til løsninger på udfordringerne med den frie bevægelighed.

Tina Christensen
Næstformand for 3F

Vi så konsekvenserne mest dramatisk med den britiske befolknings nej til fortsat EU-medlemskab. Stemningen blandt danskerne er også negativ over for den store tilstrømning af østeuropæisk arbejdskraft over de senere år:

44 procent mener ifølge seneste måling, at arbejdskraftens frie bevægelighed er en ulempe for Danmark, mens et mindretal på 39 procent fastholder, at det samlet set er en fordel.

Fri bevægelighed, fair bevægelighed
I 3F fastholder vi, at vores EU-kolleger er velkomne på det danske arbejdsmarked, så længe der er tale om fair bevægelighed, og de arbejder på danske løn- og arbejdsvilkår. Men vi har i årevis måttet føre en intens kamp for at overenskomstdække og sikre de østeuropæiske kolleger danske løn- og arbejdsvilkår.

Antallet af udstationerede medarbejdere er endog steget markant gennem årene med 45 procent fra 2010 til 2014. Vores sager om social dumping er også eksploderet både i antal og omfang – med eksempler på boder og efterbetalinger på henholdsvis 19 og 22 millioner kroner!

Derfor er det nødvendigt med effektive redskaber både på europæisk og nationalt niveau, så den frie bevægelighed også bliver en fair bevægelighed.

For en dansker kan EU's sociale søjle og vilje til social dialog lyde som abc-for-nybegyndere, men for en række medlemslande og for institutionerne i Bruxelles kan den sociale søjle blive et vendepunkt.

Nu skal vi sikre, at søjlen og principperne omsættes i konkret handling og initiativer. Præcis som vi har set med revisionen af EU's udstationeringsdirektiv, hvor det ser ud til, at hensynet til fair bevægelighed for arbejdstagerne nu vægtes højere end tidligere.

Unuanceret DF'er
MEP Anders Vistisen (DF) anerkender ganske vist ikke i sit indlæg på Altinget 21. november de opnåede fremskridt og får så den sociale søjle oversat til ”EU's sociale union” med hensyn til børnepasning, boliger til hjemløse og så videre.

Det er måske ikke overraskende, men temmelig unuanceret, at Vistisen siger klart nej til alt fra Bruxelles – og dermed siger nej til løsninger på udfordringerne med den frie bevægelighed, når DF i øvrigt er enig i 3F's mål om danske løn- og arbejdsvilkår til udlændinge i arbejde i Danmark.

Siden udspillet i foråret til principper for den sociale søjle i EU har 3F netop kæmpet for respekt for den særlige danske arbejdsmarkedsmodel, parternes rolle og de kollektive aftaler og forhandlinger.

Bekymringerne, som vi deler med LO/FTF/AC, arbejdsgiverne og et flertal i Folketinget er dog delvist imødekommet med nogle klare formuleringer i forordet – præamblen – til EU's sociale søjle, hvor man netop understreger, at der udelukkende er tale om at supplere medlemsstaternes indsats og samtidig respektere nærhedsprincippet, kompetencefordelingen og nationalstaternes autonomi, hvad angår social- og beskæftigelsespolitik. Det er vi glade for i 3F.

Nu fortsætter vi kampen for reelle forbedringer for de europæiske lønmodtagere og en klar, politisk EU-erklæring om, at lønmodtagernes rettigheder ganske enkelt har forrang for de økonomiske friheder, en såkaldt social protokol.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00