Ældre Sagen: Arbejdslivet skal slutte værdigt og ikke i meningsløse ressourceforløb

Af Bjarne Hastrup
Administrerende direktør i Ældre Sagen

Det er ikke alle, som kan arbejde, indtil de kan gå på folkepension.

Nogle bliver slidt ned efter mange år på arbejdsmarkedet, andre bliver ramt af sygdom.

Nogle er født med handicap, og endnu andre har andre udfordringer, som begrænser dem.

Uanset årsag skal man kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen, hvis man ikke kan arbejde. Og det skal ske på en værdig måde.

Det er mere end fem år siden, at reformen af førtidspension og fleksjob trådte i kraft. Tiden har vist, at der er behov for væsentlige ændringer.

Det kan ikke være rigtigt, at mennesker med nedsat arbejdsevne kan placeres i minifleksjob i flere år uden udvikling.

Bjarne Hastrup
Direktør i Ældre Sagen

Der dukker alt for tit nye, skræmmende eksempler op om mennesker med alvorlige fysiske og psykiske udfordringer, som trækkes gennem opslidende og uværdige forløb i beskæftigelsessystemet i forgæves forsøg på at udvikle deres arbejdsevne. Det kan vi ikke være bekendt.

Behov for markante ændringer af reformen
Reformen byggede på overvejende gode intentioner.

Vi skulle blandt andet fokusere på potentialer og ressourcer i stedet for at afskrive mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og parkere dem på varig passiv forsørgelse. Det ville både have stor værdi for den enkelte og for samfundet.

Det nuværende system sikrer imidlertid ikke mennesker med store udfordringer og nedsat arbejdsevne værdige forløb og afslutninger på arbejdslivet.

Det er uholdbart – og problemet bliver endnu mere presserende i de kommende år, hvor folkepensionsalderen vil stige.

Det er derfor positivt, at politikerne har taget arbejdshandskerne på igen for at forbedre reformen. Der er stærkt behov for yderligere og mere markante ændringer af reformen af førtidspension og fleksjob samt seniorførtidspensionsordningen. Små præciseringer er langt fra tilstrækkeligt.

Maks tre år i ressourceforløb
Vi opfordrer blandt andet politikerne til at se nærmere på, hvor længe mennesker skal holdes hen i systemet.

Der bør være en øvre grænse på tre år i alt i ressourceforløb – og det skal være med en ydelse på sygedagpengeniveau undervejs.

Fleksjob på meget få timer om ugen skal være udviklende i stedet for opbevarende. Tal fra Jobindsats (august 2018) viser, at efter to år i de små fleksjob på op til fem timer om ugen har 65 procent af de fleksjobansatte ikke ændret arbejdstid, og 9 procent har endda været nødt til at gå ned i tid.

Det kan ikke være rigtigt, at mennesker med så nedsat arbejdsevne kan placeres i minifleksjob i flere år uden udvikling. Hvis der ikke er sket en længerevarende stigning i antallet af arbejdstimer inden for et år, bør man indstilles til førtidspension, ressourceforløb eller fortsat fleksjob ud fra eget ønske.

Det vil både forhindre, at minifleksjob bliver en parkeringsplads for mennesker med svært nedsat arbejdsevne, og give vished om, hvor længe det kan forventes, at man forsøger at udvikle arbejdsevnen i et minifleksjob.

Udvid målgruppen for seniorførtidspension
Vi opfordrer også politikerne til at se på rimeligheden i, at man som visiteret til fleksjob risikerer at få mindre i ledighedsydelse, alene fordi man har nået alderen for fleksydelse, og det er selvom, man ikke engang er med i ordningen.

Politikerne bør også se på seniorførtidspensionsordningen. Langt færre end forventet tilkendes seniorførtidspension. Vi mener, at målgruppen for seniorførtidspension bør udvides.

Med en stigende folkepensionsalder og et haltende arbejdsmiljø bør det fremover være muligt at søge seniorførtidspension fra ens 60. år. Man bør også kunne søge seniorførtidspension, selvom man ikke har aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet. Det må være tilstrækkeligt, at man har haft et langt arbejdsliv.

Kommunerne skal kunne ansøge for borgeren
Endelig bør kommunerne selv kunne rejse ansøgning om seniorførtidspension for en borger.

Det skal ikke være et nedslidt menneskes ansvar alene.

Mennesker skal ikke trækkes gennem langtrukne og ydmygende forløb, førend de kan erklæres værdige til at forlade arbejdsmarkedet.

Det er mennesker, som har brug for ro omkring sig og vished om deres fremtid – beskæftigelsesmæssigt såvel som økonomisk.

En ro og vished, som vil kunne højne livskvaliteten. Men det er systemet endnu ikke indrettet til.