Debat

Akademikerne: Den danske model kan give kæmpe fordele i andre EU-lande

DEBAT: Vi skal passe på, at vores iver for at passe på den danske model ikke overstråler mulighederne ved at udbrede principperne til andre EU-borgere. Det skriver Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Der er mere fokus på at passe på den danske model end at udbrede principperne til resten af Europa. Det er ærgerligt, mener Akademikerne.
Der er mere fokus på at passe på den danske model end at udbrede principperne til resten af Europa. Det er ærgerligt, mener Akademikerne.Foto: norden.org
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Qvistgaard 
Formand for Akademikerne

Hvordan kan det være, at I i Danmark er glade for og stolte af jeres velfærdsstat og gode lønninger, men samtidig ønsker I ikke, at andre europæiske lande skal have nogle af de samme goder?

Sådan lød spørgsmålet fra EU-kommissær Marianna Thyssen til både Folketingets politikere og arbejdsmarkedets parter i Danmark, da hun for nylig besøgte Danmark.

Når EU-Kommissionen foreslår initiativer på arbejdsmarkedsområdet, lyder svaret fra Danmark som oftest nej tak. Men i vor iver for at passe på vor egen danske model, glemmer vi helt at tage stilling til de kæmpe fordele, der kan være i de nye initiativer for borgere i andre EU-lande.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det er unægtelig svært at forklare og forsvare, at den sociale sikring og tryghed, vi har udviklet i den danske flexicurity-model – og som vi i en lang årrække turnerede rundt i hele verden og stolt promoverede – ikke er noget, vi vil være med til at hjælpe andre med at få. Og vor forklaring på, hvorfor vi ikke vil hjælpe andre på vej, lyder, at det vil gå ud over vores egen model og arbejdsmarked.

Men hånden på hjertet, er det korrekt? Er det virkelig sådan, at hvis vi hjælper andre, så kommer det til at ske på bekostning af os og vor model?

Er det virkelig sådan, at hvis vi hjælper andre, så kommer det til at ske på bekostning af os og vor model?

Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne

Modellen er reguleret
Når danske politikere på det skarpeste tager afstand fra kommissionens forslag om at drøfte mulighederne for udviklingen af et socialt Europa, får man det fejlagtige indtryk, at den danske model alene er reguleret via aftaler/overenskomster indgået af arbejdsmarkedets parter. Men sådan er det jo langt fra.

For det første består reguleringen af det danske arbejdsmarked af både love og aftaler/overenskomster. Mere end halvdelen af Akademikernes medlemmer er beskæftiget på det private arbejdsmarked, og de er typisk ikke omfattet af en overenskomst.

For det andet har vi jo gennem årene vist, at EU-regulering sagtens kan håndteres og tilpasses den danske model gennem implementering i overenskomster eller lovgivning.

For det tredje håber jeg inderligt, at vi også fremadrettet kan hjælpe andre EU-lande uden først at spørge, om det nu kan betale sig og gavner os selv. Et velfungerende indre marked vil i længden være til fordel for os alle.

Initiativet giver anledning til optimisme
Da kommissær Juncker tiltrådte som kommissionsformand erklærede han, at kommissionen ville være ”Big on big things and small on small things”. Kommissionens initiativ om en europæisk søjle for sociale rettigheder er et stort og ambitiøst projekt.

Det er på sin plads med et stort socialt projekt med de store forandringer og udfordringer, vi kommer til at se på vore arbejdsmarkeder de kommende år – ikke mindst de grænseoverskriderende effekter af digitaliseringen.

Jeg synes, at kommissionens initiativ giver anledning til at være optimistisk med hensyn til udviklingen af EU.

Selvom optimister er kendt for at se muligheder i alle fejl og pessimister for at se fejl i alle muligheder, så vil jeg gerne opfordre pessimisterne til at undersøge og overveje, om der ikke skulle være enkelte dele af kommissionens udspil, der kunne bane vejen for en positiv udvikling – også for den danske model.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Qvistgaard

Direktør, Præsteforeningen, fhv. formand, Akademikerne
cand.jur. (Københavns Uni. 1995), MPG (2015)

0:000:00