Debat

Akademikerne: Vi skal gøre mere for at sikre job til nyuddannede

DEBAT: Uddannelsernes byplaceringer og virksomhedernes manglende erfaring med at ansætte akademikere er en udfordring for nyuddannedes jobmuligheder. Nyuddannede og virksomheder mangler viden om hinanden, skriver Lars Qvistgaard.

For mange akademiske dimittender ender på jobcenter i for lang tid, mener Lars Qvistgaard fra Akademikerne. 
For mange akademiske dimittender ender på jobcenter i for lang tid, mener Lars Qvistgaard fra Akademikerne. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er en fantastisk følelse at blive færdiguddannet.

Man er klar til nye udfordringer og en ny hverdag, hvor man får lov til at vise verden, hvad man har lært.

Desværre oplever mange unge akademikere, at deres arbejdsliv starter i jobcentret, og det tager mere tid, end man håber på, før det første job er landet.

Når det første job er i hus, kan akademikerne til gengæld se frem til et arbejdsliv med meget få ledighedsperioder. Samtidig har vi et erhvervsliv, der mangler arbejdskraft.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Der er derfor al mulig grund til at få forkortet søgeledigheden.

Flere barrierer for nyuddannede
Når nogle nyuddannede ender i kø i jobcentret, er årsagen ikke, at der ikke er behov for dem i dansk erhvervsliv. I virksomhederne vokser behovet for mere viden og de kompetencer, som akademikere bibringer, hastigt i disse år og vil kun fortsætte i fremtiden.

Skal søgeperioden for nyuddannede forkortes, giver det mening at sætte fokus på, hvordan vi for alvor sikrer hurtigere og bedre match på arbejdsmarkedet. 

Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Selvom en mindre del af nyuddannede kan have svært ved at finde job med det samme, kommer de efter en periode med jobsøgning ind på arbejdsmarkedet. Efter et år er ledigheden faldet til 14 procent, og året efter er den på linje med resten af arbejdsmarkedet. 

Men det er en fejlslutning, hvis man lægger den forsinkelse, der opstår i overgangen til første job, til last for den enkelte. Der er i dag flere barrierer på det akademiske arbejdsmarked, der først skal nedbrydes.

Udfordringen er kort sagt, at virksomhederne i Danmark nu engang ligger over hele landet, mens nyuddannede primært bor i uddannelsesbyerne.

Samtidig mangler virksomheder og nyuddannede viden om hinanden.

Men der er bestemt et stort potentiale i at styrke arbejdsmarkedet for både virksomheder og nyuddannede. Det indfries, når både virksomheder og nyuddannede oplever, at de har nemmere ved at finde hinanden og at finde sammen.

Hurtigt og bedre match
Skal søgeperioden for nyuddannede forkortes, giver det mening at sætte fokus på, hvordan vi for alvor sikrer hurtigere og bedre match på arbejdsmarkedet.

Vi skal sørge for, at både nyuddannede og virksomheder bliver klædt væsentlig bedre på. Vi kan begynde med at kigge på nogle af de steder, hvor vi allerede ved, der hurtigt vil ske store fremskridt ved at gøre en forskel.

Læs også

For mange nyuddannede er stadig ikke opmærksomme på det store jobpotentiale, der ligger i de små og mellemstore virksomheder over hele landet.

Nyuddannede skal søge bredere og især have fokus på de uløste opgaver i virksomhederne. De skal se sig selv som jobmagere mere end jobtagere og have større forståelse for virksomhedernes verden, blandt andet kunder og bundlinje.

For meget fokus på lokal rekruttering
For mange små og mellemstore virksomheder mangler erfaring med at finde og ansætte akademikere. Problemet er, at de ofte tænker rekruttering meget lokalt. Og de, som har erfaring med at ansætte akademikere, skal turde at ansætte en anden profil end drømmeprofilen. Virksomhederne skal blive bedre til bruge søgekanaler, der når bredere ud, og øge rekrutteringsgrundlaget ved at få indsigt i den brede palet af kompetencer, som nyuddannede kan bidrage med. 

Beskæftigelsessystemets opdeling i 98 kommuner afhjælper ikke problematikken med at skabe bredere rekruttering for virksomheder, der efterspørger akademisk viden.

Det akademiske arbejdsmarked er nationalt. Men de mange gode ildsjæle i systemet kæmper ofte med et økonomisk perspektiv om at få egne borgere i job først.

Vi ser frem til, at regeringen præsenterer deres planer for det ”partnerskab” om at få nyuddannede hurtigere i job, som de lige efter nytår meldte ud var på tegnebrættet.

Vi ønsker, at partnerskabet skal bruges til at få arbejdsmarkedet til at virke bedre til gavn for både nyuddannede og virksomheder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Qvistgaard

Direktør, Præsteforeningen, fhv. formand, Akademikerne
cand.jur. (Københavns Uni. 1995), MPG (2015)

0:000:00