DPU-leder: Professionsoprøret kan veksles til en udvikling af velfærdsstaten

Af Claus Holm
Institutleder, DPU (Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse), Aarhus Universitet

Hvis vi bedre vil forstå og reagere fornuftigt på, at sygeplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, ja selv læger, med tiltagende styrke kritiserer det åg af kontrol og dokumentationskrav, de arbejder under, så skal vi løfte os op og se på historien.

Hvis vi frem for at se på den enkelte sag i et nutidigt lys, ser på en længere historisk bevægelse, så træder et billede frem af, at der er et pendul, som er svinget for langt.

Helt tilbage i 1973 ulmede et oprør. Et oprør mod dem, vi i dag kalder for de velfærdsprofessionelle. Socialdemokrat og professor Jørgen Dich skrev bogen Den herskende klasse, der indeholdt en sønderlemmende kritik af de offentligt ansatte og velfærdsstaten.

Selvsamme Dich havde været rådgiver for K.K. Steincke og Stauning helt tilbage i 1930’erne og var dermed en af arkitekterne bag den voksende velfærdsstat, han kritiserede så hårdt kort før sin død i 1975.

Dich stod alene
Budskabet var, at de offentlige udgifter var ude af kontrol, og at velfærdsstaten voksede uden styring. Risikoen var, at den blev en byrde i stedet for en forudsætning for samfundsøkonomien. Og Dichs påstand var, at de offentligt ansattes perfektionisme var en stærk drivkraft. Man ønskede det maksimale – det perfekte, det bedste – og ikke nødvendigvis ”kun” det optimale i en afvejning af omkostninger og nytteværdi.

Var der for meget autonomi og for stort råderum blandt de offentligt ansatte i 1970’erne, så er der nu oprørsk stemning over, at råderummet er blevet for småt. Og detailstyringens første offer risikerer at blive de offentligt ansattes professionelle dømmekraft.

Claus Holm
Institutleder, DPU

Jørgen Dich gik altså op imod populære ønsker om lavere klassekvotienter, dyrere medicinsk udstyr, længere uddannelser og så videre.

Men Dich stod alene. Og han vidste det godt – i hvert fald kaldte han sin kritik for ”hjemløs”. Hvem ville dog stille sig op på en ølkasse og forvente folkets opbakning til, at børn, unge, ældre og udsatte grupper skulle have mindre end det bedste.

Uhyret blev tøjlet
Alligevel er det lykkedes skiftende socialdemokratiske og borgerlige regeringer i et langt træk fra slutningen af 1970’erne til i dag at gennemføre reformer med vægt på styring af den offentlige økonomi.

De socialdemokratiske finansministre Knud Heinesen og Svend Jakobsen gjorde i perioden fra 1978 til 1982 de første forsøg, og de blev siden blev fulgt af Schlüter.

For at gøre en lang historie kort, så kan man sige, at new public management (NPM) ikke var og ikke er et borgerligt projekt. I hvert fald ikke i Danmark, hvor NPM-politik går på tværs af venstre og højre over en meget lang periode.

Ny uro med modsat fortegn
I dag, 45 år senere, møder projektet en ny uro. Nu reagerer de, som Dich kaldte ”den herskende klasse” – dem, vi i dag noget mere respektfuldt omtaler som velfærdsprofessionelle – fordi styringen har taget overhånd. Spørgsmålet er, om trangen til kontrol reelt er muteret til mistillid.

Var der for meget autonomi og for stort råderum blandt de offentligt ansatte i 1970’erne, så er der nu oprørsk stemning over, at råderummet er blevet for småt. Og detailstyringens første offer risikerer at blive de offentligt ansattes professionelle dømmekraft.

Eksemplerne er mange. Senest så vi svendborgsagen, hvor en yngre læge efter en patients død i første omgang blev frikendt i byretten, så dømt for mangelfuld dokumentation i Landsretten og endelig frikendt ved Højesteret.

Uanset frikendelsen, spørger lægerne nu sig selv, om de fortsat trygt kan prioritere patienterne, eller om det reelt er vigtigere at ”dække egen og sundhedsvæsenets ryg” først – altså prioritere dokumentation over behandling.

Lærerne er et andet eksempel. Siden folkeskolereformen og sidste overenskomst – og igen i de igangværende forhandlinger – har de kæmpet for at genvinde deres professionelle råderum.

På ældreområdet synes der at være enighed om, at dokumentationskravene er blevet unødigt omfattende, så sosu’erne bruger unødig tid på registrering frem for på pleje af de ældre.

Pendulet er svinget for langt
Med eksemplerne in mente kan man sige, at det er lykkedes at få styr på de offentligt ansatte. Det relevante spørgsmål er nu, om prisen har været for høj.

Vi har i en årrække kunnet følge en slags ulmende modoprør fra de offentligt ansatte, der kæmper for tillid og for råderum til deres professionelle dømmekraft.

Der er en lige forbindelse fra 1970’ernes kritik af den vildtvoksende velfærdsstat over den efterfølgende og stadig aktuelle styringsiver til det ulmende modoprør.

Pendulet er svinget for langt. Samtidig er der dog næppe mange, som ønsker sig, at det skal svinge tilbage til 1970’erne – blandt andet fordi den øgede styring rent faktisk har haft positiv effekt på en række velfærdsområder.

Men måske er det muligt at få det til at svinge i en ny retning, hvor tillid versus styring ikke er et nulsumsspil. En retning præget af tillid til fagprofessionernes dømmekraft.

Ikke en blind tillid, men en betinget tillid. Tillid er – med en frase – noget, man gør sig fortjent til, og tidligere tiders krav om den professionelle myndigheds frihed og ”send flere penge”-retorik er ikke et hverken ønskeligt eller sandsynligt scenarie.

For eksempel er vi i dag langt væk fra ”den enerådende, privatpraktiserende lærer i klasseværelset”. Derimod er læreren en del af, hvad man kunne kalde ’en omringet profession’.

Omringet af nye krav til at gøre deres ydelse synlig i en samarbejds- og udviklingskultur med kolleger, forskere, ledere, politikere og forældre. Det er med udgangspunkt i disse rammer, at lærere i dag forventes at agere selvstændigt, men ikke enerådende.

Kræver tillid begge veje
Succes med det kræver en ny tillid til de velfærdsprofessionelle – lærerne, pædagogerne, sygeplejerskerne og så videre og deres professionelle dømmekraft.

Modsat skal de også gøre sig umage for at genvinde politikere og lederes tillid til, at de kan og vil arbejde for at skabe den bedste offentlige sektor – ikke alene ud fra en professionsperfektionistisk synsvinkel, men også ud fra et helhedshensyn til budgetter, prioriteringer, retssikkerhed med videre.

Samtidig skal lederne turde udvikle og udøve faglig ledelse – frem for at finde sig i den populære Djøf- og akademiker-bashing. Og politikerne skal måske til at lede visionært efter fremtidens mål for eksempelvis skolen frem for af gammel vane at fortsætte ud ad kontrolvejen.

Løsninger bor ikke ude i grøfterne. Hvis alle går et stykke ud på broen og nærmer sig hinanden, er der en chance for, at det ulmende professionsoprør kan veksles til en ny udvikling af velfærdsstaten drevet af professioner med høj status.