Forskere: Aftaleautonomi er en hjørnesten i den danske model

DEBAT: Der var stor diskussion om den danske model under og efter overenskomstforhandlingerne i 2018. Men nu bakker både arbejdstagere og arbejdsgivere op om modellen, selvom der stadig er uenighed om social dumping, skriver Nana Wesley og Søren Kaj Andersen.

Af Nana Wesley Hansen og Søren Kaj Andersen
Arbejdsmarkedsforskere, FAOS, Københavns Universitet

På tværs af det offentlige og det private arbejdsmarked er arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer grundlæggende enige om, at aftaleautonomien ikke skal sættes over styr. Christianborg skal ikke fastsætte nogen mindsteløn, og politikerne skal holde fingrene væk, hvis der skal justeres i den offentlige aftalemodel.

Når de forhandlende parter vil bevare aftaleautonomien, så skyldes det ikke alene, at man vil beholde magten til at regulere løn og vilkår, men i høj grad også, at både lønmodtagere- og arbejdsgivere ser værdi i de resultater, som man kan opnå via aftalemodellen.

Fra tjenestemænd til overenskomstansættelse og modernisering  
Under OK18 var både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, ude og lufte idéer om, at man bør se på, om måden, man forhandler de offentlige ansattes overenskomster på, kan ændres. Sidenhen har flere centrale aktører været ude og understrege, at den danske model hverken skal justeres eller suppleres fra Christiansborg. Der er snarere behov for intern refleksion og fælles dialog mellem parterne.

Parternes vilje til selv at finde løsninger skal ses i lyset af aftalesystemets succes. Historisk har lønmodtagerne på det offentlige arbejdsmarked – med akademikerne i front – ført an for at opnå overenskomstansættelse. Det gav nemlig mere i løn og bedre karrieremuligheder end den traditionelle tjenestemandsansættelse.

Siden lanceringen af moderniseringsprojektet i den offentlige sektor i 1983 har aftaleautonomien for de offentlige arbejdsgivere tydeligvis banet vejen for større fleksibilitet i løn og arbejdsvilkår, der kan udvikle ledere og medarbejdere samt forbedre serviceydelserne. Først fra 2011 – altså efter den finansielle krise – har man koblet overenskomsterne mere direkte til styring af de offentlige udgifter, hvilket har øget interessemodsætningerne mellem parterne markant.

Reparationsarbejde i det offentlige
Til trods for store uenigheder op til og under OK18, har den senere diskussion vist, at der grundlæggende stadig er enighed om værdien af aftaleautonomien. Fagforeningerne anerkender – som især KL og regionerne understregede under og efter OK18 – at de statslige, kommunale og regionale arbejdspladser har forskellige opgaver og udfordringer, og at løsningerne ikke kan være ens.

De offentlige fagforeninger påpeger også, at det konfliktprægede OK18-forløb nok var nødvendigt, men blev for meget beskyttelse af det eksisterende end et forlig, som indeholdt større nyskabelser. Endelig er parterne enige om – selvom det kan blive svært i praksis – at de som ansvarlige forhandlingsparter må tøjle lysten til at bruge sociale medier under forhandlingerne.

Men fagforeningerne stiller også krav til arbejdsgiverne – uden om Christiansborg vel at mærke – om genetableringen af et fælles udgangspunkt for forståelse af lønudviklingen og principperne omkring reguleringsordningen. Det kan lede til nyskabelser i aftalemodellen. Derudover fremhæver lønmodtagerne på tværs, at arbejdsgiverne må vise kompromisvillighed i forhold til ledelsesretten over lærernes arbejdstid ved OK21.

Fremadrettet vil staten fortsat have behov for at tøjle de offentlige udgifter gennem styring af løn og arbejdstid. Aftaleautonomien er en måde for politikerne at sikre en armslængde til sådanne svære diskussioner. Den udskældte Moderniseringsstyrelse er også i proces med at ændre strategisk retning. Alligevel er det svært at forestille sig, at en ny regering – uanset partifarve – ikke vil betyde mere gennemgående forandringer af styrelsen. Men det syntes at være så langt, Christiansborg uden problemer direkte kan blande sig i modeldiskussionerne om det offentlige aftalesystem. 

Forhandlede gevinster i det private
Da Lars Løkke på Facebook gjorde sig tanker om en lovfastsat mindsteløn, blev det forudsigeligt skudt ned fra alle væsentlige organisationer og partier i dagene derefter. At løn skal forhandles og fastsættes i overenskomsterne er et princip, der står stærkt blandt arbejdsmarkedets parter, og det er der helt praktiske begrundelser for.  

For fagbevægelsen er de kollektive overenskomster midlet, der skal sikre en fair fordeling af værdiskabelsen via relativt høje lønninger. Vi har reelt ikke arbejdende fattige i Danmark, hvilket betyder, at selv de lavest lønnede har en forholdsvis høj løn.

De sammenkædede forhandlinger på det private arbejdsmarked, hvor industriens aftaler sætter rammen, er afgørende for at sikre en nogenlunde ensartet lønudvikling for alle grupper på Fagbevægelsens Hovedorganisation/Dansk Arbejdsgiverforening-området. For fagbevægelsen skal de aftalte overenskomster endvidere skabe tryghed og repræsentation via tillidsrepræsentanter på den enkelte arbejdsplads.

På arbejdsgiversiden er det afgørende, at overenskomsterne kan skabe fleksibilitet for virksomhederne. Det drejer sig i vid udstrækning om fleksibilitet i lønfastsættelsen og tilrettelæggelsen af arbejdstiden, der ofte forhandles på plads med tillidsrepræsentanter ude på virksomhederne. Endvidere handler det om en fleksibel udvikling af kompetencer, så virksomheder hurtigt og smidigt kan udvikle og tilpasse produktion og services. Midlerne her er alt fra sidemandsoplæring til kostbare eksterne kurser.

Der er i danske virksomheder ganske mange 'high-road-jobs', det vil sige jobs, hvor kvalitetsprodukter og -services udføres fleksibelt og effektivt, hvilket samtidigt er forudsætningen for relativt høje lønninger. Det er sådanne dynamikker, der ligger bag, når OECD kan berette, at Danmark er et af kun tre OECD-lande, der siden midten af firserne har set en voksende middelklasse.

Værn mod løndumping er forsat en udfordring
Der er dog slanger i paradiset. Løndumping er blevet en vedvarende udfordring mellem arbejdsmarkedets parter. Dansk Byggeris administrerende direktør, Lars Storr-Hansen, påpeger, at det medfører en udhuling af den danske model, når kommuner og regioner landet over indfører arbejdsklausuler og kædeansvar.

Her formulerer kommuner og regioner typisk krav til virksomheder, der udfører opgaver om at efterleve bestemmelser om løn og vilkår i overenskomster (arbejdsklausuler). Det suppleres i nogle tilfælde af, at hovedentreprenører bliver gjort ansvarlige for løn og vilkår hos underleverandører (kædeansvar).

3F er lodret uenig. Formand for Byggegruppen i 3F, Kim Lind Larsen, peger på, at den ligeværdighed, der ellers er grundlaget for den danske model, er blevet ændret med det stigende antal danske og udenlandske virksomheder med udenlandsk arbejdskraft.

Og det er her, at Lars Løkke med sit facebookopslag rammer et ømt punkt. Nok er der en principiel enighed om, at der ikke skal pilles ved aftaleautonomien, men hvilke værktøjer der konkret skal benyttes som værn mod løndumping er aftaleparterne i byggeriet ikke enige om, og det skaber dønninger ind på de andre private aftaleområder.

Det kommer vi givet til at høre mere om, når overenskomstfornyelserne på det private område – OK20 – for alvor går i gang.

Forrige artikel HK/Privat: Lønmodtagerne sikres af den danske model – ikke politikerne HK/Privat: Lønmodtagerne sikres af den danske model – ikke politikerne Næste artikel DA: Husk, at flexicurity er mere end DA: Husk, at flexicurity er mere end "hyre og fyre" med et fingerknips