Bliv abonnent
Annonce
Kommentar af 
Maja Hagedorn Hansen

Gabestok eller vigtig journalistik? Derfor bringer vi embedsfolks løn

På listen over de højest lønnede embedsfolk i 2024 er blandt andre øverst fra venstre Christian Dons Christensen, departementschef i By-, Land- og Kirkeministeriet, Lars Frelle-Petersen, departementschef i Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, Hanne Meldgaard, departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet, Jens Brøchner, departementschef i  Erhvervsministeriet og Stig Henneberg, departementschef i Økonomiministeriet.
På listen over de højest lønnede embedsfolk i 2024 er blandt andre øverst fra venstre Christian Dons Christensen, departementschef i By-, Land- og Kirkeministeriet, Lars Frelle-Petersen, departementschef i Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, Hanne Meldgaard, departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet, Jens Brøchner, departementschef i  Erhvervsministeriet og Stig Henneberg, departementschef i Økonomiministeriet.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
14. maj 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

3.264.127 kroner.

Så meget tjente Finansministeriets departementschef, Kent Harnisch, i 2024.

Det kan du læse på Altinget, der bringer en liste over de bedst lønnede embedsfolk.

Vores opgørelse vil uden tvivl vække forargelse blandt nogle læsere. Er det ikke bare at sætte folk i gabestokken?

Tallet i bunden af lønsedlen er jo stadig en privat sag, som de færreste af os drømmer om at få udstillet i offentligheden.

Samtidig er løn en kompleks størrelse: Det er summen af ansvar, erfaring og arbejdsopgaver, og det kan være svært at få plads til nuancerne på sådan en liste. 

Læs også

Tre gode argumenter

Så hvorfor i alverden bruger Altinget tid og spalteplads på opgørelsen?

Det er der (mindst) tre gode grunde til. Den første handler om gennemsigtighed. 

Lønnen betales af skatteyderne, og derfor har vi også krav på at kunne få indsigt i, hvordan pengene egentlig bliver brugt. Er lønningerne højere end hos vores naboer i Sverige og Norge? Og er der en logisk sammenhæng mellem gage og resultater? 

Om serien

Altinget undersøger lønningerne blandt de øverste embedsfolk i staten.

Med serien vil vi skabe åbenhed og debat om et emne, der ofte betragtes som tabu.

Vi spørger, om de nuværende lønninger overhovedet er tilstrækkelige til at tiltrække de bedste ledere?

Om der er en skævhed mellem mænd og kvinder?

Og hvorfor især tre uddannelser leder til de mest vellønnede job på Slotsholmen?

Har du gode idéer eller input, kan du sende en mail til loen@altinget.dk.

Det ser vi nærmere på i den kommende tid.

Den anden grund handler om retfærdighed. Listen giver anledning til at spørge, om der er skævheder i den måde, vi lønner embedsfolkene på?

For selv om det er en kvinde, der indtager andenpladsen, er der en klar overvægt af mænd i toppen. Hvad er forklaringen på det?

Og hvad med de tre uddannelser, der dominerer på cv’et på toppen af lønstigen? Hvad betyder det for den måde, landet ledes på, at langt de fleste kommer fra den samme akademiske baggrund?

Åbenhed om løn er en forudsætning for at få øje på mønstre og forholde sig til dem.

Er lønnen for høj eller for lav?

Den tredje grund handler om rekruttering.

Med listen lægger vi op til diskussion om, hvorvidt de bedst lønnede overhovedet er godt nok betalt? Bør lønnen i højere grad matche det private erhvervsliv? Og er det blevet sværere at hyre de bedste folk til at løse de store opgaver, som Danmark står overfor i 2025? Eller er det overhovedet lønnen, der bør være det vigtigste på karrierestigen?

Hos Altinget er vi ikke bange for at tage diskussionen.

Derfor håber jeg, du vil læse med og deltage i debatten, når vi de kommende uger dykker dybere ned i emnet.

Hvis du har ris, ros eller idéer, kan du skrive til loen@altinget.dk.

Om opgørelsen

Listen er baseret på opgørelser fra ministerierne og styrelserne, som Altinget har fået aktindsigt i.  

Altinget har bedt hvert ministerium om en opgørelse over de 15 højest lønnede medarbejdere i ministeriet og de tilhørende styrelser baseret på deres samlede årsløn i 2024. I nogle tilfælde har det været nødvendigt at søge selvstændigt hos styrelserne. 

Ældreministeriet, Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og Ministeriet for Grøn Trepart, der alle blev oprettet i august 2024, er ikke med i opgørelsen.  

Transportministeriet og de underliggende styrelser har kun kunnet udlevere lønopgørelser på månedsbasis. Altinget har ganget dem med 12 for at kunne sammenligne dem med årslønningerne fra de andre ministerier og styrelser. 

Den samlede løn består af grundløn, faste tillæg, pensionsbidrag, engangsvederlag, feriegodtgørelse og øvrige udbetalinger herunder seniorbonus, midlertidige tillæg og restferie. Fratrædelsesgodtgørelser er fraregnet. 

Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse har ikke medtaget Forsvarets Efterretningstjeneste i deres udtræk, da det ikke “systemteknisk” har været muligt at gøre det på samme måde som for øvrige medarbejdere i Forsvaret.  

 

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026