Bliv abonnent
Annonce
Kommentar af 
Poyâ Pâkzâd

Grøn industripolitik risikerer at blive en arbejdsmarkedsfuser

Så længe efterspørgslen på nødvendige faggrupper langt overstiger udbuddet, er der stort behov for massive investeringer i uddannelse og opkvalificering, skriver Poya Pakzad.
Så længe efterspørgslen på nødvendige faggrupper langt overstiger udbuddet, er der stort behov for massive investeringer i uddannelse og opkvalificering, skriver Poya Pakzad.Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix
21. november 2024 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Europa står over for en monumental udfordring i den grønne omstilling. Det er ikke teknologien, det skorter på. Det er ikke ambitionerne, der mangler. Det er demografien, stupid! Arbejdsstyrken skrumper.

Hvad, der burde være et grønt triumftog, er bremset af noget så simpelt som manglen på kompetente hænder og kloge hoveder. Ja, vi vidste det allerede, for advarslerne har tårnet sig op gennem en årrække.

Faktum er bare, at selvom der sker en del på området, kan de grønne ambitioner og kapløbet med Kina og USA ikke engang skimte målstregen fra horisonten. Det er skidt for omstillingen og skidt for konkurrenceevnen.

Læs også

Mere end halvdelen af europæiske virksomhederne meddeler, at manglen på kvalificerede medarbejdere udgør et af deres mest presserende problemer. EU har desperat brug for et ryk på uddannelsesområdet.

Vi har brug for langt bedre data, massiv investering i livslang læring og en genoplivning af henlagte faguddannelser med økonomiske incitamenter, der batter, som stipendier og andre håndgribelige gulerødder.

EU har desperat brug for et ryk på uddannelsesområdet.

Poya Pakzad

Især inden for kritiske værdikæder, som energi og grønne teknologier, er det bydende nødvendigt, at industrien og det offentlige går hånd i hånd om at sikre, at vi både uddanner og rekrutterer den arbejdskraft, der kan føre os fremad.  

Men problemet forventes desværre, som tingene er lige nu, at blive endnu højere i fremtiden.

Det er ikke kun i den grønne, men også den blå sektor, at behovet for arbejdskraft til at vedligeholde og udbygge vores vandforsyning og spildevandssystemer vil mangedobles.

Cowi anslog for eksempel i januar, at havvind kræver 21.489 årsværk i Det Blå Danmark fra 2023-2035 – svarende til 1.653 ekstra årsværk årligt.

Behovet topper i 2028-2030 med op til 4.542 ekstra medarbejdere om året. Til sammenligning har Det Blå Danmark i dag 63.000 ansatte, og væksten har været små 65 personer fra 2011 til 2021.

Foto: Søfartsstyrelsen

På det el-tekniske område – en hjørnesten i den grønne omstilling – ser fremtiden heller ikke lys ud. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil vi frem mod 2035 stå med en mangel på hele 9.500 fagfolk med el-tekniske kompetencer.

Udbuddet af elektrikere forventes at falde med 1.000 personer, mens behovet stiger med 6.500. Og selv om beslægtede fag som el-installatører og maskinmestre bidrager med en nødtørftig vækst på 5.000 personer, vil det stadig ikke være nok til at indfri den stigende efterspørgsel på yderligere 7.000.

Foto: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Ifølge Klimarådet kan den grønne omstilling skabe mellem 24.000-50.000 nye jobs frem mod 2030, især inden for sektorer som vedvarende energi, bygge- og anlægsbranchen samt industrien. Concito finder meget det samme.

Det er imponerende – men mest på papiret. Så længe efterspørgslen på nødvendige faggrupper langt overstiger udbuddet, er der stort behov for massive investeringer i uddannelse og opkvalificering.

Uddannelse, rekruttering og arbejdsvilkår skal sættes øverst på dagsordenen.

Poya Pakzad

Det er ikke kun op til politikerne at sikre arbejdskraft til den grønne omstilling. Industrien selv skal selvfølgelig også bidrage ved at investere i lærlingeordninger, efteruddannelse og samarbejder med uddannelsesinstitutioner.

Offentlig-private partnerskaber kan spille en nøglerolle i at skabe uddannelsesforløb, der matcher de behov, virksomhederne står med.

Danmarks grønne ambitioner er en mulighed for at styrke vores position som global leder inden for grøn teknologi. Men uden handling risikerer vi at bremse den grønne omstilling og forspilde muligheden for at føre en industripolitik, der skaber tusindvis af arbejdspladser og fremtidssikrer danskernes velstand.

Uddannelse, rekruttering og arbejdsvilkår skal sættes øverst på dagsordenen, hvis vi skal undgå at stagnere.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026