HK-formand: Drop eksperimenterne og få sikret den danske models fremtid

Modellen skal gives blodtilførsel
Samtidig er det vigtigt at understrege, at arbejdsmarkedets parter er nødt til at være stærke for at kunne forhandle med hinanden.

Det er derfor, at vi giver skattefradrag til folk, når de er medlem af en fagforening.

Fordi vi gerne vil understøtte, at de er medlem af en organisation, som er med til at regulere vilkårene på arbejdsmarkedet.

I det lys er det svært at forstå, at politikerne samtidig støtter et delvist skattefinansieret skruebrækkeri i form af skattefradrag for abonnement på forskellige kommercielle (og en enkelt indremissionsk) retshjælpsforsikringer.

Dermed understøtter de tendensen til en lavere organiseringsgrad, der på sigt svækker overenskomstdækningen og dermed også hele forhandlingsmodellens evne til at regulere arbejdsmarkedet.

Så hvis nogle politikerne kigger på den danske model og synes, at den ser lidt bleg ud, så kunne det jo være, fordi de selv har åreladet den gennem flere årtier.

Den nærliggende løsning er at stoppe blødningen og give modellen en blodtilførsel. Ikke at overveje at skifte den ud.

Modellen er dynamisk
For en af de bedste argumenter for at holde fast i den danske model er, at den faktisk er enormt dynamisk.

Arbejdsdelingen mellem staten/Folketinget og overenskomstparterne har aldrig været statisk, men under løbende tilpasning.

Oprindeligt var pension alene noget, som Folketinget beskæftigede sig med. Men først blev temaet en del af de offentligt ansattes overenskomster og fra 1990'erne også for de privat ansatte.

Før var ferie noget, der hørte til i den af Folketinget vedtagne ferielov. Det er sidenhen blev suppleret af de i overenskomsterne fastsatte feriefridage – den sjette ferieuge.

Nyt er det også, at efter- og videreuddannelse er noget, som man er berettiget til i kraft af ens overenskomst, og som et langt stykke ad vejen også er finansieret af midler fremskaffet via overenskomsterne.

Nej tak til politiske luner
Til gengæld kan danske lønmodtagere kun se til med en vis bæven, når folketingspolitikere nærmer sig arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål.

Tag for eksempel halveringen af dagpengeperioden, som skete på foranledning af Dansk Folkeparti og blev forklaret af Pia Kjærsgaard med en henkastet bemærkning om, at dansk fagbevægelse trængte til "en lærestreg".

Den slags ideologisk og krigerisk hovsapolitik står i skærende kontrast til den måde, som dansk fagbevægelse og de modstående arbejdsgiverorganisationer møjsommeligt gnaver sig igennem små og store udfordringer.

Men det er også vigtigt at slå fast, at vi ikke bare skal holde fast i modellen, bare fordi den allerede er der, eller fordi den er "vores", eller fordi den er "dansk".

Vi skal holde fast i modellen, fordi den virker i forhold til at sikre et dynamisk, rimeligt trygt og konfliktfrit arbejdsmarked.

Det er svært at undervurdere den betydning, som det har, at væsentlige samfundsforhold reguleres af ansvarlige, demokratiske og ikkestatslige aktører. Det betyder, at mange deles om ansvaret.

Det er for eksempel svært at se for sig, at en idé som kompetencefondene blive udviklet og implementeret på det franske eller engelske arbejdsmarked.

For her er der ingen, der tager ansvar.