HK-formand: Jeg ville ønske, Bosse havde ret. Men det har hun ikke

Af Simon Tøgern
Formand for HK Privat 

Altinget bragte mandag 2. november et indlæg, hvor formanden for Europabevægelsen, Stine Bosse, søger at modgå modstanden mod EU-Kommissionens model for en EU-mindsteløn.

Efter at have læst indlægget sidder jeg tilbage med et ønske om, at Stine har ret. Men det har hun desværre ikke.

Den danske model skal ikke forsvares, fordi den er "dansk", eller fordi den er "vores". Den er heller ikke uden fejl eller begrænsninger.

Men den skal forsvares, fordi det uden sammenligning er den model, der har sikret almindelige lønmodtagere de bedste vilkår i et kapitalistisk samfund. Hverken mere eller mindre. Og fordi der med udgangspunkt i den model er opbygget et sindrigt og afbalanceret system, som sikrer, at lønmodtagernes repræsentanter får indflydelse på en lang række vigtige samfundsforhold.

Det er senest eksemplificeret med aftalerne i forbindelse med coronanedlukningen.

I ingen af de EU-lande, som har en lovfastsat mindsteløn, har lønmodtagerne vilkår, der tåler sammenligning med dem, vi kender her i landet

Simon Tøgern  
Formand for HK Privat

Reglerne efterleves
I ingen af de EU-lande, som har en lovfastsat mindsteløn, har lønmodtagerne vilkår, der tåler sammenligning med dem, vi kender her i landet.

Noget af det særlige ved den danske model for regulering af arbejdsmarkedet er, at regler og aftaler rent faktisk efterleves, og at brud sanktioneres.

Det er de samme parter, som centralt fastsætter reglerne, der desuden håndhæver reglerne lokalt, ligesom de løbende efter forhandling tilpasser dem til de lokale forhold på den enkelte virksomhed.

Det særlige er altså ikke de konkrete overenskomstbestemmelser, men de institutioner, organisationer eller bevægelser, som opretholder dem.

Sandheden er desværre, at de herskende politiske vinde siden henholdsvis 1980'erne i Vesteuropa og 1990'erne i Øst- og Centraleuropa har gjort alt for at modarbejde og bekæmpe enhver ansats til frie, demokratiske og uafhængige faglige organisationer og enhver form for kollektiv forhandling.

Mindstelønnen som argument
Det er de samme borgerlige kræfter, som i dag står i spidsen for de fleste EU-landes regeringer, og som dominerer i Europa-Parlamentet. Det har formodningen mod sig, at de samme politiske kræfter nu vil bane vejen for en fri og stærk fagbevægelse.

For hvorfor skulle de samme mennesker, som hjemme bekæmper fagbevægelsen, pludselig skifte politik, når de kom til Bruxelles?

En EU-mindsteløn eller en EU-standard for fastsættelse af nationale mindstelønninger vil med sikkerhed blive brugt som argument for, at virksomheder fra lavtlønnende EU-lande kan undslå sig danske overenskomster og lønne efter hjemlige standarder, når de opererer i for eksempel Danmark. I første omgang sikkert kun når de beskæftiger landsmænd.

Men er den mekanisme først sat i gang, så vil løn- og arbejdsforhold for de mange herboende lønmodtagere langsomt blive undermineret. Her vil være dem nederst i jobpyramiden med de korteste uddannelser, som bliver ramt først og hårdest.

Bøller og mafiatyper
Man skal passe på med at gætte på andre menneskers motiver, men EU-Kommissionens forslag fremstår mere som et forsøg på at dække over flere årtiers asocial og reaktionær politik. Det er et forsøg, som kan risikere på sigt at svække den nordiske model for regulering af arbejdsmarkedet.

EU kan og bør selvfølgelig bidrage til at løfte den tiendedel af de europæiske lønmodtagere, som er working poor, ud af fattigdom. Det vil sige de mennesker, hvis job er så dårligt aflønnet, at de ikke kan leve af det.

Man kunne eksempelvis starte med at sikre sig, at alle medlemslandene reelt respekterer friheden til at organisere sig og retten til at forhandle kollektivt.

Mange steder i Østeuropa vil bekæmpelse af bøller og mafiatypers union busting være mere velkommen end et tal på et stykke papir i Bruxelles.

Danske virksomheder med afdelinger og leverandører i Østeuropa kunne for eksempel gå forrest.