Selv tyske konservative frygter potentiel historisk dansk sejr over EU-mindsteløn: ”Det risikerer at ødelægge mange års sociale fremskridt”

BRUXELLES: Det er nu lidt over en uge siden, at der blev detoneret en mindre bombe i europæisk arbejdsmarkedspolitik. Bomben blev kastet af EU-Domstolens generaladvokat, Nicholas Emiliou, da han gav Danmark utvetydigt ret i, at EU med sit nye mindstelønsdirektiv har overtrådt sine beføjelser, og at direktivet derfor bør ende i skraldespanden.
Generaladvokatens udtalelse om mindstelønsdirektivet er dybt bekymrende. Den risikerer at ødelægge de mange års fremskridt, der er gjort for at beskytte arbejdstagerrettigheder og fremme social retfærdighed i EU.
Dennis Radtke
Tysk EU-parlamentariker (CDU)
Budskabet fra Luxembourg om, at hele direktivet bør annulleres, får nu manden, der var med til at føre forslaget gennem Europa-Parlamentet, til at tage bladet fra munden.
Den tyske politiker Dennis Radtke fra det konservative CDU var ordfører på forslaget sammen med den hollandske socialdemokrat Agnes Jongerius. Han er chokeret over den nye juridiske analyse, der skal fungere som en ledetråd, når EU-dommerne senere på året skal fælde den endelige dom i det danske forsøg på at få smidt de nye regler ud.





















