Debat

Horesta: Uden udenlandsk arbejdskraft kollapser vores branche

DEBAT: Kvalifikationer kommer før hudfarve, religion og etnisk baggrund. Det er en helt basal og nødvendig indstilling, hvis hotel-, restaurations- og turistbranchen skal udvikle sig, skriver Horestas formand, Jens Zimmer Christensen. Stop fremmedhetzen, lyder hans budskab.

Formanden for Horesta, Jens Zimmer Christensen, er bekymret for følgerne af en udlændingedebat, der er domineret af frygt for det fremmede.
Formanden for Horesta, Jens Zimmer Christensen, er bekymret for følgerne af en udlændingedebat, der er domineret af frygt for det fremmede.Foto: Pressefoto/HORESTA
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Zimmer Christensen
Formand for HORESTA

I hotel-, restaurant- turisterhvervet arbejder vi til daglig i en international atmosfære, hvor nøgleopgaven er at levere god service til vores gæster. Uanset om de kommer fra Randers, Rostock, Rimini eller Rio.

Denne atmosfære gør det til en helt naturlig ting for os at have en medarbejderstab med en bred palet af sprogkundskaber og med pas i andre kulører end det rødbedefarvede.

Hver fjerde medarbejder i hotel- og restauranterhvervet har i dag udenlandsk baggrund, og det er rent faktisk noget, vi er stolte af. 

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit debatindlæg til [email protected].

En lavpraktisk nødvendighed
For os og vores medarbejdere er det naturligt at skulle forholde sig til og sætte sig ind i mange forskellige kulturer og baggrunde. I forlængelse af det ser vi - som den naturligste ting - på medarbejdernes kvalifikationer, før vi vurderer på hudfarve, religion og de udfordringer, der er forbundet med at integrere udlændinge og nydanskere på arbejdspladsen.

Når det er sagt, skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at udenlandsk arbejdskraft for os helt lavpraktisk er en nødvendighed. 

Adgang til udenlandsk arbejdskraft vil blive helt afgørende for, om blandt andre hotel-, restaurant- og turisterhvervet kan indfri sit store vækstpotentiale.

Jens Zimmer Christensen
Formand for Horesta

Hvis man fjernede alle medarbejdere i vores erhverv med udenlandsk baggrund, ville vores sektor ganske enkelt være tæt på kollaps.

Virkeligheden er nemlig allerede i dag, at vi har betydelig mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Udlændinge skal indfri vækstpotentialet
I HORESTA gennemførte vi for nylig en medlemsundersøgelse, der viste, at 38 procent af virksomhederne i branchen i det, der blev betegnet som høj grad eller i meget høj grad oplever mangel på arbejdskraft. 37 procent oplever i nogen grad problemet.

Konsekvenserne er betydelige og en direkte trussel mod væksten i vores erhverv. 22 procent af virksomhederne i undersøgelse har således måttet takke nej til bookinger på grund af for få hænder og hoveder. 

Det er markant, og desværre er der ingen udsigt til forbedringer, hvis man iagttager de demografiske prognoser for de kommende ti år. Her kan vi se frem til en virkelighed, hvor én ny medarbejder træder ind på arbejdsmarkedet, for hver gang fire træder ud.

Det er mere, end en aktiv beskæftigelsesindsats i Danmark kan klare alene, og derfor vil adgang til udenlandsk arbejdskraft blive helt afgørende for, om blandt andre hotel-, restaurant- og turisterhvervet kan indfri sit store vækstpotentiale. 

Afgørende at arbejdsmarkedet er attraktivt
Her slås vi som erhverv om den faglærte arbejdskraft med vores nabolande. Og her er det afgørende for vores tiltrækningskraft, at udlændinge vurderer det danske samfund generelt - og det danske arbejdsmarked specifikt - som attraktivt.

På denne baggrund er det nedslående at opleve, hvordan debatten om udlændinge i disse år er domineret af frygt for det fremmede, mens mediebilledet er styret af radikaliserede syrienskrigere, utilpassede bandemedlemmer og løntrykkende østeuropæere.

Disse eksempler er alvorlige, men heldigvis få og ikke kendetegnende for den virkelighed, som er domineret af mange tusinde udlændinge, der til en overenskomstmæssig løn hver dag passer deres arbejde med glæde og stolthed. 

Alle disse mennesker er ikke at finde i mediebilledet og forsvinder i politikernes leflen for de mest primitive instinkter hos vælgerne.

Stop hetzen mod de nye danskere
Hvis man som udlænding ved, at man risikerer at blive mødt med mistillid og afstand i Danmark, er der stor risiko for, at Sverige, Tyskland eller et helt tredje land fremstår som et attraktivt alternativ. 

Jeg håber virkelig, at vi som samfund bliver langt bedre til at nuancere billedet af vores internationale arbejdskraft. At vi lærer at sætte pris på de nye danskere og de udlændinge, som bidrager til, at vores tandhjul kører rundt. 

Både ud fra menneskelige hensyn og ud fra et branchespecifikt hensyn til fremtiden for vores erhverv.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Zimmer Christensen

Præsident for den europæiske hotelorganisation Hotrec, fhv. hotelejer og formand for Horesta
Eksamen i Søret (Købmandsskolen, København 1970)

0:000:00