Lokalpolitiker: Det er pissehårdt at være byrådsmedlem og småbørnsforælder på samme tid

Hvor kolleger i andre livsfaser har mulighed for at lade op, forberede sig eller evaluere i fred, venter der os andre uendelige mængder vasketøj, madpakker, Aula-notifikationer og non-stop-konflikthåndtering. Og måske også et barn, der holder én vågen det meste af natten oven i.

Jeg har ikke et civilt erhverv ved siden af hvervet som kulturudvalgsformand – dels på grund af helbred, men i disse år også fordi det ganske enkelt ikke ville hænge sammen med at være en nærværende mor, som jeg gerne vil være det. 

Som folkevalgt giver det altid shitstorm, hvis man vil have mere i løn, men lad mig sige det sådan: Vederlagets størrelse gør det mildest talt vanskeligt at vælge, som vi har gjort hjemme hos os. Så det kræver benhård økonomisk prioritering og planlægning – hver måned. Det er vi heldigvis gode til, uden at vores børn lider basale materielle afsavn.

Jeg har en fantastisk mand, som har båret det tunge læs derhjemme. 

Da jeg stort set ikke holdt barsel – én måned med den ene, ingen med den anden – holdt han skansen hjemme uden at kny. Gik endeløse ture med barnevognen i nærområdet, imens jeg var til møder eller konferencer – eller kørte på rådhuset til mig, så jeg kunne løbe ud og amme på bagsædet af bilen under en pause i et møde.

Hver gang jeg siger, “jeg skal til møde – aftensmaden er klar til at blive varmet”, siger han: “jeg skal nok klare resten”. 

Uden ham: ingen mig i politik. 

Rammerne afholder mange fra at stille op 

Og her er noget, vi ikke siger højt nok: Det er pissehårdt.

Hvis vi ikke siger det højt, ændrer vi heller ikke på de rammer, der afholder mange fra at gå ind i – eller genopstille til – kommunalbestyrelsen.

Signe Bekker Dhinam (S)
Medlem af Aabenraa Byråd. Formand for kultur- og fritidsudvalget samt medlem af økonomiudvalget

Jeg – og flere af mine kolleger, der har fået eller har haft små børn undervejs – har nok sat en ære i at få det til at se ud, som om det ikke er det. For ikke at stille os selv dårligere i andres øjne. Hverken kollegaers eller borgeres. I chefens for andres vedkommende – i vælgernes for mit eget.

Men hvis vi ikke siger det højt, ændrer vi heller ikke på de rammer, der afholder mange fra at gå ind i – eller genopstille til – kommunalbestyrelsen.

Om et halvt år er der kommunalvalg. Og allerede nu stiger forventningen til, hvor synlige og tilgængelige vi som kommunalpolitikere skal være. 

Det forstår jeg godt. Men det giver os ikke flere timer i døgnet eller gør det mindre udfordrende at få familielivet til at hænge sammen. Derfor kommer jeg også det næste halve år til “bare at passe mit hverv”; det er min “valgkamp”.

Hvis flere småbørnsforældre skal have mulighed for at engagere sig i byrådsarbejde, kræver det forandring. Det kræver, at vi – politisk – tør ændre på, hvordan og hvornår vi gør tingene.

At vi tænker fleksibilitet og hensyn ind i vores mødestrukturer og arbejdsformer.

Og det kræver noget af borgerne også. Forventningen om, at vi er til stede ved alle arrangementer og svarer lynhurtigt på alle henvendelser – også når institutionerne har lukket – skal vi turde tage op. Politik er et hverv. Men vi er også mennesker. Med børn. Med liv. Med grænser.

Nu, hvor vores yngste snart fylder tre år, begynder der – langsomt – at komme en form for overskud igen. Overskud til at tænke større, tage initiativ og måske gøre lidt mere, end det absolut nødvendige. Og det føles godt. Men det gør det også tydeligt, hvor benhårdt det har været, og hvor fristende det kunne have været at kaste håndklædet i ringen undervejs.

Men det er vigtigt, at der også sidder forældre til hjemmeboende børn med ved bordet, når vi træffer beslutninger til vores borgeres bedste. For kun sådan kan vi sikre, at virkeligheden uden for byrådssalen bliver hørt og forstået – og får plads i de beslutninger, vi træffer.