
Mens de fleste har blikket stift rettet mod næste uges folkemøde, er nogle af ugens politiske debatter måske gået din næse forbi.
Men frygt ej – her er tre politiske godbidder, der fangede min opmærksomhed i ugens løb.
Venstrefløjen indleder jagten på de unge mænd
Debatten om den vrede unge mand fik nyt liv med Netflix-serien 'Adolescence', der rystede Storbritannien i en sådan grad, at premierminister Keir Starmer ville gøre den obligatorisk for britiske skolebørn.
Siden har debatten krydset Nordsøen til vores egen lille andedam.
I tirsdagens Deadline fortalte 15-årige Sander blandt andet om det aktuelle fænomen mewing – en trend på sociale medier, hvor unge ønsker at forme en mere "skarp" og "maskulin" kæbelinje ved hjælp af særlige mundstillinger og tungeteknikker.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg – kun ti år ældre end Sander – følte mig utrolig gammel og klodset, da jeg forsøgte at imitere øvelserne.
Det bliver interessant at følge, om venstrefløjens bejleri til de unge kan ændre på, at Liberal Alliance fortsat er de unges foretrukne parti.
Kasper Valentin Poulsen
Debatredaktør, Altinget
Også i Altingets spalter har vi haft fokus på de unge mænd. Senest i et debatindlæg fra socialdemokraten Carl Emil Lind Christensen, som skriver, at "venstrefløjen er nødt til at tage de unge mænd alvorligt".
Noget lignende sagde en anden socialdemokrat, Magnus Barsøe, da jeg interviewede ham for nylig. Han efterspurgte mandlige rollemodeller, "der kan tale om maskulinitet og ligestilling på en ordentlig måde".
Det bliver interessant at følge, om venstrefløjens bejleri til de unge – og særligt de unge mænd – kan ændre på, at Liberal Alliance fortsat er de unges foretrukne parti.
I Altingets seneste måling står hele 20,6 procent af vælgerne i aldersgruppen 18-34-årige til at stemme på højrefløjspartiet, mens kun 13,7 procent vil sætte deres kryds ved S.
Skolevalgets Voldemort
Vi slipper ikke de unge helt endnu.
For Israel-Palæstina-konflikten er blevet "he who must not be named", efter Folketingets Præsidium har besluttet, at emnet slet og ret ikke må debatteres ved det kommende skolevalg.
Det er – mildt sagt – ikke faldet i god jord hos alle.
Tidligere politisk ordfører for Alternativet og kommentarskribent her på Altinget, Carolina Magdalene Maier, kalder beslutningen for "censur" og kritiserer, "at et lille antal mennesker i Folketingets Præsidium gør sig til herre over, hvad danske skoleelever må og ikke må debattere."
Hver uge giver en af Altingets debatredaktører sit bud på tre nedslag i den politiske debat, der har gjort indtryk.
DSU-formand Katrine Evelyn Jensen er uenig. Hun mener, at vi sætter de unges sikkerhed på spil, hvis Israel-Palæstina-konflikten bliver et tema i skolevalget.
Men hvad sker der, hvis man alligevel tager den forbudte debat med eleverne?
Det undersøgte Jyllands-Posten og Politiken, da de tidligere på ugen samlede skoleelever og ungdomspolitikere til debat om det bandlyste emne.
Læs og vurder selv, om det blev en demokratisk oplevelse eller en brat opvågnen.
Hvor skal pengene komme fra, Mette?
I torsdags var det som bekendt grundlovsdag. Vanen tro havde DR inviteret til partilederdebat aftenen forinden.
Debatten stod i forsvarets tegn, eftersom Nato pønser på at hæve medlemslandenes forsvarsudgifter til hele fem procent af BNP – hvilket svarer til 150 milliarder kroner om året.
Under partilederdebatten på DR1 var der bred enighed om, at vi skal opruste. Men da snakken faldt på finansiering, svævede politikerne rundt i floskler, for pengene måtte selvfølgelig ikke gå fra børn, ældre eller noget andet.
Hvor kommer de fem procent fra? Det har Donald Trump jo trukket ud et vist sted af sin krop.
Pelle Dragsted (EL)
Politisk ordfører
Nicolai Wammen kan muligvis finde et par milliarder i Finansministeriets skuffer, men det bliver svært at støve, hvad der svarer til to Femern-forbindelser, op hvert år.
Enhedslistens Pelle Dragsted dristede sig til at stille spørgsmål ved hele regnestykket:
"Hvor kommer de fem procent fra? Det har Donald Trump jo trukket ud et vist sted af sin krop. Nu danser vores statsminister rundt efter den pibe."
Man må give Dragsted ret i én ting: Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt det er blevet debatteret, og hvor få ramaskrig, der er blevet udstødt.
Derfor vil Altinget i den kommende tid have fokus på, hvor pengene skal komme fra.
God pinse!
Omtalte personer
- Vraget ordfører er stadig i chok efter folketingsexit: "Jeg har ikke engang lyst til at gå Caminoen"
- Debattør: Djøf pisser på sine minoritetsmedlemmer, når fagforeningen nægter at tage stilling
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Fagforening: Regeringen er ved at smide en historisk mulighed for ligestilling på gulvet
- Afgående ordfører for Konservative sår tvivl om omstridt arbejdskraftordning
























