Enhedslisten har barrikaderet sig i Nørrebros ekkokammer. Langt fra arbejderne, langt fra virkeligheden

I mange vestlige lande er det politiske fokus på at hindre højrepopulistiske partiers fremmarch, når midterregeringer træder til.

Det gælder blandt andet i Tyskland, England, Frankrig og Italien, hvor venstrefløjen ofte har svært ved at blive andet end en nødvendig barriere mod yderfløjene.

Danmark adskiller sig på dette punkt. Her er højrepopulismen ikke i samme omfang en trussel, og Socialdemokratiet har overtaget mange af højrefløjens mærkesager.

Det kan på den ene side være en styrke, men på den anden side kan det også skjule venstrefløjens reelle krise og marginalisering.

Det borgerlige Danmark er i ruiner, men venstrefløjen har ikke formået at kapitalisere på det.

Peter Bitsch Hjortshøj
Forfatter, idéhistoriestuderende og Wolt-bud

Den danske arbejderklasse bevæger sig stadig mere mod de blå partier, og det burde vække alvorlig bekymring på venstrefløjen.

Socialdemokratiet er stadig det foretrukne parti blandt arbejderne med 16 procent, men Liberal Alliance har overhalet Enhedslisten med ti procent mod fire procent.

Ved skolevalget i 2024 fik Liberal Alliance over 30 procent af stemmerne blandt unge, mens den ydre venstrefløj stod pinligt svagt for nogle, der historisk ræsonnerer med ungdommen.

Det er et alarmerende billede af, hvordan venstrefløjen mister fodfæste blandt både historiske og kommende vælgergrupper.

At venstrefløjen først for alvor er begyndt at interessere sig for skolevalget nu, efter at debatten om Israel og Palæstina i visse kredse er blevet forbudt at diskutere, er symptomatisk for, hvor langt den har været ude af kontakt med virkeligheden.

En ny Megafon-måling viser, at 71 procent af danskerne undgår debatten om Israel og Palæstina, fordi den er for polariseret. Kun 11 procent føler sig trygge ved at deltage.

Det handler ikke om to lige stærke fløje, men at den propalæstinensiske venstrefløj opleves som dominerende og ekskluderende, så folk trækker sig.

Ironisk nok er det netop denne fløj, der tidligere har talt meget om safe spaces, som i dag kæmper med at skabe rum, hvor folk føler sig velkomne og hørt.

Jeg vil gøre det helt klart: Jeg finder konflikten i Israel og Palæstina frygtelig, og det er afgørende at have en seriøs og inkluderende debat om det. Men hvis man ønsker folkelig opbakning, må man forstå, at mange føler sig afskrækket og ekskluderet i den nuværende debatkultur.

Venstrefløjen har i dag skabt sin egen lukkede, akademiske verden fyldt med moraliserende dogmer.

Alt udenfor boblen fremstår absurd og forkert – fra folk, der kører benzinbil i klimakrisen, til dem, der deltager i krig, til rigmænd, der tjener på fattige, til sexchikane og fordomme.

Selvfølgelig skal venstrefløjen kritisere og forsøge at ændre disse uretfærdigheder – det synes jeg også.

Venstrefløjen har i dag skabt sin egen lukkede, akademiske verden fyldt med moraliserende dogmer.

Peter Bitsch Hjortshøj
Forfatter, idéhistoriestuderende og Wolt-bud

Men før man kan ændre virkeligheden, må man først træde ind i den – også når den er uperfekt, kompleks og udfordrende. Ellers gør man sig selv for fin og fremmedgør netop dem, man ønsker at få med.

Denne situation i Danmark er ikke fundamentalt anderledes end den globale krise for venstrefløjen: Mange venstreorienterede partier taber fodfæste og mister kontakten til store vælgergrupper.

Socialdemokratiet har i Danmark genvundet noget opbakning blandt arbejderne, men det er på bekostning af en midterpolitik, der sjældent genkendes som venstreorienteret.

Enhedslisten og det yderste venstre kæmper stadig med at nå bredt ud til den nye arbejderklasse, mens højrefløjen øger sin tilslutning.

Pelle Dragsted og Enhedslisten står ved en korsvej. I sin 1. maj-tale nævnte Dragsted håndværkere udsat for asbest – en vigtig kamp – men hvor er anerkendelsen af den nye arbejderklasse?

Madbuddene, tjenerne, de unge i usikre jobs, der sjældent høres? At holde fast i gamle arbejdskampe og fagforeninger fra 1980'erne rækker ikke længere.

Verden står midt i store udfordringer med klimakrise, øget ulighed, teknologisk disruption og en global økonomi i forandring.

Før man kan ændre virkeligheden, må man først træde ind i den.

Peter Bitsch Hjortshøj
Forfatter, idéhistoriestuderende og Wolt-bud

Her burde venstrefløjen have masser af muligheder for at skabe folkelig opbakning ved at tale til de bekymringer, folk har i deres hverdag. Men det sker ikke, når fokus er på akademiske sandheder og identitetspolitik, der kun rammer en snæver urban elite.

Neil Kinnocks ord fra 1985 er stadig rammende: "Change cannot be left to chance… It must be shaped to the benefit of society, by those who have democratic power."

Venstrefløjen kan ikke leve i sin egen boble, hvor alt udenfor virker forkert og absurd. Hvis ikke de tør ryste deres identitet og møde folk på deres præmisser, også med alt det uperfekte og komplekse, risikerer de at blive en marginaliseret elite.

Det handler ikke om at have de "rigtige" teorier eller at være mest moralsk korrekt. Det handler om at skabe en folkelig bevægelse, der taler folks sprog og skaber reel forandring.

Jeg anfægter ikke venstrefløjens moralske hjerte – det er jeg overbevist om, sidder på rette sted. Det er forbindelsen til virkeligheden, jeg mener er kappet af ekkokamre og fraværet af højrepopulistiske brøl i gaderne.

Venstrefløjen har en rolle i en verden, der falder fra hinanden, men det kræver, at den tager del i den i stedet for blot at analysere den, mens den ryster på hovedet og søger anerkendelse på Nørrebros gader.

Hvis ikke Enhedslisten tager denne ærlige og selvkritiske dialog op på årsmødet, bliver 1. maj næste år blot endnu en dag, hvor arbejderne vender ryggen til, mens venstrefløjen taler over deres hoveder.