Analytikere: Pædagogmanglen løses ikke ved at rekruttere fra nabokommunen

Et nulsumsspil 

I en tid hvor overenskomstforhandlinger sætter fokus på løn og arbejdsvilkår, er der derfor behov for at se på, hvilke indsatser der samlet set bidrager til, at flere pædagoger tilvælger både faget og arbejdet i dagtilbud.

Tallene kalder ikke kun på handling, men på de rigtige handlinger. Når så mange stillinger står tomme, er spørgsmålet ikke, hvordan den enkelte kommune handler hurtigst muligt, men hvordan kommunerne samlet set bidrager til, at der bliver flere uddannede pædagoger at ansætte.

Når kommuner primært rekrutterer pædagoger fra hinanden, flytter manglen blot adresse. Det kan give lokale gevinster – men samlet set er det et nulsumsspil.

Bella Marckmann og Line Bjerre
Chefkonsulenter på hhv. EVA og Vive

Men rekrutteringskrisen løses ikke ved, at kommuner konkurrerer om de samme pædagoger. Den løses kun, hvis der samlet set bliver flere uddannede pædagoger at ansætte – og flere, der har lyst til at blive i faget.

Når kommuner primært rekrutterer pædagoger fra hinanden, flytter manglen blot adresse. Det kan give lokale gevinster – men samlet set er det et nulsumsspil.

Vejen til flere pædagoger

EVA’s inspirationskatalog "Flere pædagoger til daginstitutioner" peger på, at der allerede findes solid viden om, hvordan kommunerne kan bidrage til at styrke rekruttering og fastholdelse. Overordnet går vejen til flere pædagoger for kommunerne ad tre spor.

Spor 1: Flere ind på pædagoguddannelse

Her har kommunerne ikke mindst et nært og oplagt potentiale blandt erfarne pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, som allerede arbejder i dagtilbud.

Mange har både motivationen og erfaring til at tage en meritpædagoguddannelse. Med tydelig ledelsesopbakning, konkrete opfordringer fra ledere og kolleger og rammer, der gør det muligt at kombinere arbejde og uddannelse, kan kommunerne bidrage aktivt til, at flere tager skridtet.

Et tæt samarbejde med professionshøjskolerne er her afgørende – blandt andet for at udvikle fleksible meritforløb og for at skabe klare og overskuelige veje fra praksis til uddannelse.

Spor 2: Flere godt igennem uddannelse og praktik

Praktikken er et centralt omdrejningspunkt i pædagoguddannelsen, fordi den former de studerendes billede af pædagogfaget. Samtidig har den betydning for både frafald og senere tilknytning.

Vi kan for eksempel se fra vores undersøgelser, at mange studerende i praktikken oplever at stå med opgaver, de ikke føler sig klædt på til. Introduktion, kvalificeret vejledning og ledelsesopmærksomhed i praktikken spiller en vigtig rolle. Kommunerne er derfor ikke blot praktikværter, men meduddannere.

Et styrket fokus på det fælles uddannelsesansvar i samarbejde med professionshøjskolerne om blandt andet vejlederkompetencer og sammenhæng mellem teori og praksis rummer et betydeligt uudnyttet potentiale for at få flere godt igennem uddannelsen.

Spor 3: Flere pædagoger til at blive i faget

For det tredje kræver løsningen, at pædagoger oplever gode rammer for at blive og udvikle sig i faget. For mange pædagoger handler det om at kunne bruge deres faglighed i hverdagen og i mødet med børnene – for eksempel have tid og ro til at trøste et barn, hjælpe et barn ind i legen og arbejde bevidst med relationer og fællesskaber.

Det forudsætter rammer, der understøtter pædagogisk refleksion, faglig sparring og udvikling – og et arbejdsmiljø, hvor man ikke konstant må prioritere mellem det mest nødvendige og det fagligt ønskelige.

Viden peger på, at systematiske indsatser for onboarding, løbende kompetenceudvikling, efter- og videreuddannelse, rammer for faglig refleksion og et bæredygtigt arbejdsmiljø kan styrke pædagogers tilknytning til dagtilbudsområdet over tid.

Rekrutteringskrisen er en fælles opgave

I den sammenhæng spiller løn og arbejdsvilkår også en rolle, fordi de er med til at forme pædagogernes samlede oplevelse af, om ansvar, faglighed og vilkår hænger sammen.

Og det spiller en rolle i forhold til, hvor attraktiv pædagoguddannelsen og arbejdslivet som pædagog opleves.

Fælles for indsatserne er, at de kræver sammenhæng og prioritering på tværs af politisk niveau, forvaltning og institutionsledelse. Samtidig kan kommunerne med fordel lære af hinanden og dele viden om de greb, der har vist sig virksomme, så erfaringer kommer flere til gavn.

Rekrutteringsudfordringen er med andre ord en fælles opgave.

Hvis ambitionen er at sikre daginstitutioner af høj kvalitet – også fremover – kræver det fælles investeringer i uddannelse, arbejdsvilkår og fastholdelse.

Det er gennem disse langsigtede og koordinerede indsatser, at der reelt kan komme flere uddannede pædagoger til daginstitutionerne.

Alternativet er, at manglen fortsat flytter rundt mellem kommuner – med konsekvenser for kvaliteten i dagtilbuddene og for de børn, der er mest afhængige af et stabilt og fagligt stærkt personale.