Debat

Professorer om “Danmark kan mere III”: Det er katastrofalt og historieløst at skære på djøf'ere

Forslaget om at skære på antallet af kommunale og regionale djøf'ere hviler på forkerte antagelser, dyrker falske modsætninger og vil have katastrofale konsekvenser for fagligheden, skriver Kurt Klaudi Klausen og Jacob Torfing.

Den siddende regering har netop foreslået at reducere de kommunale og regionale udgifter til unødvendigt bureaukrati og administration med 2,5 milliarder kroner. Det er katastrofalt, skriver Kurt Klaudi Klausen og Jacob Torfing.
Den siddende regering har netop foreslået at reducere de kommunale og regionale udgifter til unødvendigt bureaukrati og administration med 2,5 milliarder kroner. Det er katastrofalt, skriver Kurt Klaudi Klausen og Jacob Torfing.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jacob Torfing
Kurt Klaudi Klausen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den siddende regering har netop foreslået at reducere de kommunale og regionale udgifter til unødvendigt bureaukrati og administration med 2,5 milliarder kroner og overføre midlerne til kernevelfærd. Hermed søger man at nulstille det, der er blevet investeret i djøf-fagligheden siden 2007.

Det lyder umiddelbart tillokkende og tilforladeligt. Vi tolker det som endnu en afbureaukratiseringsøvelse, der forsøger at udmønte regeringens såkaldte nærhedsreform. Men er det klogt at skille sig af med djøf'erne i regioner og kommuner og vil det føre til flere frontlinjemedarbejdere med borgerkontakt?

Men er det klogt at skille sig af med djøf'erne i regioner og kommuner, og vil det føre til flere frontlinjemedarbejdere med borgerkontakt?

Kurt Klaudi Klausen og Jacob Torfing
Hhv. professor på SDU og professor på RUC

Regeringen har selv bedt djøf'ere om at effektivisere

Regeringens forslag om at reducere antallet af djøf’ere i regioner og kommuner forekommer hovedløst, fordi de tilgrundliggende antagelser ikke holder stik. Forslaget er samtidig historieløst, fordi regeringen glemmer, at den selv har bedt kommuner og regioner om at professionalisere sagsbehandling og myndighedsudøvelse, samt styrke effektivisering, omstilling og innovation, i forbindelse med Strukturreformen. Forslaget giver kun mening som en del af en valgkamp.

Det er korrekt, at der siden årtusindskiftet og ikke mindst i kølvandet på Strukturreformen er blevet ansat flere djøf’ere i de kommunale forvaltninger. Men forestillingen om, at man kan strømline og skabe besparelser ved at skille sig af med dem, er forkert.

Forestillingen om, at man kan strømline og skabe besparelser, ved at skille sig af med dem, er forkert. 

Kurt Klaudi Klausen og Jacob Torfing
Hhv. professor på SDU og professor på RUC

Det er jo typisk djøf’erne, der har været med til at sikre en stadig omstilling af den offentlige sektor, samtidig med at de er garanterne for, at administrative afgørelser er baseret på retssikkerhed, lovlighed og stærk faglighed, og for at der ikke sker sagsbehandlingsfejl og korruption.

Fejlagtig skelnen mellem kolde og varme hænder

Dertil kommer, at det fejlagtigt antages, at der kan skelnes mellem varme og kolde hænder, og at afskedigelser af djøf’ere vil føre til flere sosu'er og pædagoger. Dels er der ikke sådan en automatik, da det hele taget er vanskeligt at besætte disse stillinger, og rekrutteringen til mange velfærdsprofessionsuddannelser er faldende. Dels er sondringen mellem varme og kolde hænder forkert og katastrofal.

Tilføjer en administrativ sagsbehandler ikke værdi til samfundet, og skabes der ikke uproduktive ’vi’ vs. ’de’ relationer, når man bliver ved med at benytte falske modsætninger? Det svarer til den falske forestilling om, at kun private virksomheder tilføjer værdi til samfundet og bringer os tilbage til Glistrups had til ’papirnussere’.

Sondringen mellem varme og kolde hænder er forkert og katastrofal.

Kurt Klaudi Klausen og Jacob Torfing
Hhv. professor på SDU og professor på RUC

Vi skal huske på, at regering og folketing med modernisering og reformer såsom Strukturreformen i 2007 selv bestilte en professionalisering af regioner og kommuner, så sagsbehandlingen kunne bliver fagligt stærkere, baseret på ekspertise, mindre sårbarhed og med større kvalitet.

Naiv tilgang med katastrofale konsekvenser

Det er den ’vare’ regioner og kommuner har leveret, samtidig med at de effektivt har håndteret finanskrisens krav om budgetoverholdelse, produktivitets- og effektivitetsstigninger, professionelt arbejde med innovationsdagsordenen og senest håndteringen af Covid-19 krisen.

Det er naivt at tro, disse forhold kunne have været løst uden de hårdtarbejdende og fleksible djøf’ere, som arbejder bag linjerne med at få det hele til at spille – og derfor nemt overses, når man skal udnævne hverdagens helte.

Men det lyder meget smart og vil utvivlsomt være vældig populært i en valgkamp at slå til lyd for, at vi skal have færre djøf’ere. Det er blot en skam, at forslaget hviler på forkerte antagelser, dyrker falske modsætninger og vil have katastrofale konsekvenser for fagligheden, omstillingsevnen og innovationskraften i regioner og kommuner.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00