Nordatlantiske folketingsmedlemmer og branchefolk: Ny filmaftale bør sikre flere film fra hele rigsfællesskabet
Den kommende filmaftale bør sikre, at film på færøsk og grønlandsk ikke har særligt vanskeligt ved at få økonomisk støtte grundet sprogkravene i filmloven, lyder det fra branchefolk og nordatlantiske medlemmer af Folketinget. Også Det Danske Filminstitut bakker op.
Karl Emil Frost
Journalist og redaktørDanskproducerede film på færøsk og grønlandsk bør ikke have særligt vanskeligt ved at opnå økonomisk støtte fra Det Danske Filminstitut.
Sådan lyder det fra en stribe færøske og grønlandske filmskabere i et brev til Kulturudvalget i Folketinget.
I den kommende filmaftale vil de have slået fast, at ansøgninger om støtte til film på grønlandsk og færøsk ikke skal vurderes ud fra særlige kulturelle, geografiske eller sproglige hensyn.