5 A'er: Sidste år kom en bog om Grønlands rolle i sikkerhedspolitik. Den er endnu mere aktuel nu

Grønlands centrale position for sikkerheden i Arktis blev tydeliggjort i en tid, hvor Arktis i stigende grad blev set som et geopolitisk og strategisk vigtigt område.

Som USA's daværende udenrigsminister, Mike Pompeo, sagde, skyldtes det især klimaforandringer, isens afsmeltning og den medfølgende globale interesse og forventninger om konkurrence om regionens ressourcer.

Nu er det, der kunne have været afskrevet som en provokation i 2019, dukket op igen. Denne gang med større insisteren og større kontroverser, særligt i betragtning af, at Grønlands regeringen allerede i 2019 svarede bestemt og utvetydigt, at Grønland er "åbent for forretninger, men ikke til salg".

Et postkolonialt suverænitetsspil

Bogen Greenland in Arctic Security - (De)securitization Dynamics under Climatic Thaw and Geopolitical Freeze redigeret af de tre danske forskere Marc Jacobsen, Ole Wæver og Ulrik Pram Gad, udkom i 2024 med det ambitiøse mål at give en "bredere forståelse af, hvor Grønland ønsker at bevæge sig hen og de begrænsninger, som det nye Arktis pålægger".

Bogen udkom omtrent samtidig med, at Grønland offentliggjorde sin længe ventede udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi, og var dermed veltimet i forståelsen af kompleksiteterne i og omkring Grønlands sikkerhed.

Den seneste udvikling i Nuuk og Mar-a-Lago gør kun bogen endnu mere relevant.

Federica Eyja Scarpa
Ph.d-studerende, University of Lapland

Den seneste udvikling i Nuuk og Mar-a-Lago gør kun bogen endnu mere relevant.

Bogen er det første sammenhængende og metodisk velunderbyggede forsøg på at opstille en nuanceret sikkerhedsstruktur for et territorium, der indtil nu har kunnet undgå de traditionelle kategorier inden for studiet af international politik.

Ifølge redaktørerne udspringer udfordringerne primært af Grønlands delvise suverænitet, der, på trods af at være det mest autonome statsråd i verden, stadig formelt tilhører Danmark.

Men Grønlands ambitioner om statsopbygning, deres de facto internationale handlekraft og USA's mangeårige militære tilstedeværelse har udvandet dansk suverænitet og skabt rum for postkoloniale suverænitetsspil – primært mellem Grønland og Danmark. Ydermere har det formet USA's og andre stormagters interesser i Arktis.

De dynamikker rejser igen spørgsmål om, hvor langt Grønland kan gå uden Danmark – og hvor langt Danmark kan gå uden Grønland.

Sikkerhedsliggørelse af Arktis

Eftersom sikkerhedspolitikken stadig formelt varetages af Danmark, dikterer beslutninger om at sikkerhedsliggøre eller af-sikkerhedsliggøre visse forhold jurisdiktion, hvilket skaber plads til strategiske manøvrer fra de involverede aktører.

Begreberne stammer fra den såkaldte Københavnerskoles sikkerhedsliggørelses-teori, der identificerer handlinger, der ophæver (sikkerhedsliggør) eller udvander (af-sikkerhedsliggør) spørgsmål fra normal politik, tilbyder et værdifuldt standpunkt til at forstå dynamikken og forsøgene i disse postkoloniale suverænitetsspil, hvilket i Grønlands tilfælde giver en unik platform for en ny kritisk tilgang til (arktiske) sikkerhedsstudier.

Bogens analyse af forskellige casestudier fremhæver hver især forskellige aspekter af (af)sikkerhedsliggørelse i og omkring Grønland og spænder fra stormagtskonkurrence til infrastruktur og Grønlands identitet. De viser, at Grønlands (af)sikkerhedsliggørelses-taktik sigter mod at opnå uafhængighed ved at opbygge en selvforsynende økonomi.

Disse forsøg møder dog også både interne og eksterne trusler. Internt flettes klimaændringer sammen med af-sikkerhedsliggørelse af identiteter, hvilket skaber konflikt mellem beskyttelsen af Grønlands traditionelle livsstil og sikring af en selvhjulpen økonomi, der kan kræve kompromisser på miljøområdet.

Udadtil kan Grønlands uafhængighedsproces og af-sikkerhedsliggørelses-taktik være truet af, at andre – primært Danmark og USA, eller rettere USA via Danmark – sikkerhedsliggør Grønland.

I den forstand spiller det "gensidigt tvetydige forhold mellem Nuuk og København samt København og Washington" en rolle både i bogen og for Grønlands rolle i sikkerhedspolitik.

USA's sikkerhedsliggørelse af Arktis, som reaktion på Kina og Rusland (bogen, der blev færdiggjort i 2022, kunne ikke fuldt ud dække afsmitningen af Ruslands invasion af Ukraine i Arktis), har udløst både træk og modtræk fra de tre hovedstæder, hvad angår både sikkerhedspolitik og suverænitet.

Fred i Arktis

Som et af bogens kapitler fremhæver, kan Danmark acceptere USA's sikkerhedsliggørelse af Arktis via dets "pengediplomati", som det skete med Grønlands lufthavnsprojekt for at imødegå et kinesisk bud.

Det samme kan Danmark gøre ved at øge sine forsvarsudgifter for at inddæmme Rusland. Derfor blev Grønlands forsøg på at fremstille lufthavnsprojektet som økonomisk udvikling undermineret af, at Danmark imødekom USA's sikkerhedspolitiske bekymringer.

Forstærkede amerikanske interesser for Grønland har skabt skepsis i Danmark.

Federica Eyja Scarpa
Ph.d-studerende, University of Lapland

Det er særligt symbolsk i forholdet mellem Grønland og Danmark, da Grønlands hang til militær af-sikkerhedsliggørelse kombinerer en vigtig taktik i suverænitetsspillet med Danmark med det strategiske mål at bevare freden i regionen.

Denne tilgang, der er baseret på en idealiseret forestilling om en fredselskende inuitnation, som argumenteret for i bogen, også har den positive side, at den undgår de omkostninger, der er forbundet med at opretholde et dyrt militærapparat, som i øjeblikket ikke er indregnet i de økonomiske omkostninger ved et uafhængigt Grønland.

Selvom analysen er indsigtsfuld, kan den risikere at underkende en sikkerhedsstrategi, som på ingen måde udelukkende er romantisk eller økonomisk drevet, men er forankret i en lige så værdifuld alternativ vision, der muligvis er mere i overensstemmelse med Olof Palmes fælles sikkerhedsperspektiv end det amerikanske.

Set på den måde bliver det mere tydeligt, hvordan Grønlands seneste udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik har øget indsatsen i suverænitetsspil med Danmark.

Skepsis i Danmark

På den anden side har den forstærkede amerikanske interesse for Grønland skabt skepsis i Danmark, som oplever sit sikkerhedspolitiks referent object, "rigsfællesskabet", blive truet.

Denne situation, som let kunne have været sikkerhedsliggjort i andre sammenhæng, blev imidlertid i stedet af-sikkerhedsliggjort af Danmark ved at anerkende Grønlands internationale handlekraft i et forsøg på at gøre rigsfællesskabets interne forhold mere ligeværdige og modstandsdygtige over for udefrakommende påvirkning.

Dette særlige valg er til dels en del af vanskelighederne ved at modgå USA, men vigtigst af alt i den særlige nordiske tradition, der gør det vanskeligt at sikkerhedsliggøre nationale mindretals løsrivelse eksplicit.

Muligvis er det her, sikkerhedsliggørelsesteorien og bogen møder begrænsningerne ved en mere kritisk læsning af en retorik, der siden 1953 primært synes at have haft til formål at rense Danmark for koloniale beskyldninger, snarere end pragmatisk at fremme Grønlands afkoloniseringsproces.

Det ville i det mindste have været legitimt at spørge kritisk, om Grønlands unikke autonomi er et produkt af en banebrydende tilgang til menneskerettigheder, der er indlejret i nordisk exceptionalisme og derfor faktisk støttes i dets næste skridt, eller snarere det desillusionerende resultat af en ufuldstændig afkoloniseringsproces fra et land, der ikke er parat til at se Grønland forlade dem.

Værdifulde perspektiver

Med Selvstyreloven fra 2009 blev grønlænderne anerkendt som et folk i henhold til folkeretten, hvilket, når Grønland ønsker det, kan føre til selvstændighed, som nævnt i bogen, eller til en såkaldt free association-aftale med Danmark.

Hvad, der imidlertid ikke refereres til, er, at kommunikationen om Grønlands ændring af status i 2009 til FN blev fremlagt på dagsordenen under "Gennemførelse af erklæringen om tildeling af uafhængighed til kolonilande og folk" (UNGA A/64/676).

De postkoloniale suverænitetsspil, der analyseres i bogen, kunne have været mere effektivt funderet.

Federica Eyja Scarpa
Ph.d-studerende, University of Lapland

Denne pointe kunne, set i lyset af de nyligt opståede skandaler og igangværende historiske undersøgelser af forholdet mellem Grønland og Danmark, vise, at de postkoloniale suverænitetsspil, der analyseres i bogen, kunne have været mere effektivt funderet – og forstået – inden for en konceptuel ramme, der er funderet i benægtelsen af Grønlands suverænitet, snarere end den mere generiske forestilling om Grønlands delvise suverænitet.

En kritisk indramning af disse udgangspunkter kan give yderligere værdifulde perspektiver på de forhindringer, Grønland kan møde på sin vej mod fuld selvbestemmelse – såvel som potentielle forklaringer på Trumps "provokationer" – og dermed rejse vigtige forskningsspørgsmål om Grønlands (og Arktis') sikkerhed.

Uanset om Grønland vælger selvstændighed eller free association – som ikke behøver være med Danmark – ligger beslutningen hos befolkningen. Den kræver både opbakning fra både Grønlands parlamentet, Inatsisartut, og en folkeafstemning.