Aki-Matilda Høegh-Dam: Grønland er ikke et tosproget land
Grønlandsk fortjener sin plads som det primære sprog i vores offentlige institutioner, og det er vores fælles ansvar at sikre, at det bliver en realitet, skriver Aki-Matilda Høegh-Dam.
Aki-Matilda Høegh-Dam
MF (Siumut)Sprogdebatten i Grønland er kompleks og fyldt med stærke følelser.
På den ene side står en historisk sorg og vrede over årtiers kolonial undertrykkelse af det grønlandske sprog, hvor vi systematisk blev frataget retten til vores eget sprog i vores eget land. På den anden side står en del af befolkningen, som primært taler dansk, og som føler sig ekskluderet, når der tales om at styrke grønlandsk systematisk.
Enhver, der kender vores historie og har relationer til de mennesker, der er berørt, forstår, at følelserne ofte løber højt. Men jeg tror på, at vi kan sikre vores sprog igen, uden at isolere de inuit, der er blevet frataget deres modersmål.
Burde ikke være kontroversielt
Der er dem, der hævder, at Grønland er et tosproget land. Det er dog ikke en virkelighed, jeg kan genkende.
Kun de grønlandsksprogede bliver presset til at blive tosprogede, fordi vi systematisk og institutionelt stadig den dag i dag presser alle til at lære dansk fra barnsben af.
Jeg tror på, at vi kan sikre vores sprog igen, uden at isolere de inuit, der er blevet frataget deres modersmål.
Aki-Matilda Høegh-Dam (SI)
MF
Hvis du er dansksproget, kan du leve hele dit liv uden nogensinde at føle dig nødsaget til at lære grønlandsk. Dette skaber ikke alene en ulige fordeling af sproglige ressourcer og muligheder, men det skaber også et større incitament til at lære dansk frem for grønlandsk i Grønland.
Det burde ikke være kontroversielt at kræve, at vores offentlige institutioner og systemer skal yde en større indsats for at fremme grønlandsk.
I dag er grønlandsk ofte underprioriteret, selv i offentlige institutioner, til trods for, at majoriteten af landets befolkning, og dem som er med til at finansiere institutionerne, taler grønlandsk.
Hvorfor skulle det dermed være kontroversielt at kræve, at grønlandsk får en større rolle i vores offentlige liv, men aldrig kontroversielt, at vi systemisk bliver pålagt at tale dansk, hvis vi vil interagere med de institutioner, vi selv har finansieret?
Omkostningstungt at oversætte
Et af de steder, hvor der ofte diskuteres oversættelser, er i Naalakkersuisut og Inatsisartut – og debatten er bestemt ikke ny.
Ifølge et §37-spørgsmål fra 2017 havde Naalakkersuisut (den grønlandske regering) alene udgifter til tolkning og oversættelser for 31,7 millioner kroner i 2016 og 30,1 millioner kroner i 2017.
Dette beløb er en betydelig post i vores økonomi, og hvis vi ser på det i forhold til vores BNP, svarer det til, at man i Danmark brugte cirka 3,6 milliarder kroner om året alene på regeringens tolkning, hvis de skulle bruge en tilsvarende andel af deres BNP. Dette beløb dækker desuden kun Naalakkersuisut og ikke Inatsisartut (parlamentet) eller andre offentlige institutioner.
Derfor kan jeg være forstående for, når man i Danmark ikke ønsker, at alt skal simultantolkes i Folketingssalen. Vi i Grønland kender netop allerede den omkostning, det medfører.
Flere har dog kritiseret, hvad det vil gøre ved den demokratiske proces i Grønland, hvis det ikke længere bliver muligt at følge med i Inatsisartut på dansk. Men som Folketinget har forklaret mig: "Hvorfor skulle Folketinget simultantolke alt til grønlandsk, hvis man ikke er sikre på, at det alligevel bliver hørt?"
I Grønlands parlament, Inatsisartut, har formanden for partiet Naleraq, Pele Broberg, foreslået, at fjerne dansk fra den politiske forsamling. I dag bliver al grønlandsk debat i salen simultantolket til dansk og omvendt.
I lyset af dette foreslår jeg derfor en anmodningsbaseret model for oversættelser og simultantolkninger i Inatsisartut. Det kan ses som en overgang fra den nuværende store omkostning til en mere demokratisk, men også billigere løsning.
I stedet for automatisk at oversætte alle debatter og dokumenter bør vi kun tilbyde oversættelse, når journalister, politikere eller befolkningen anmoder om det til de områder, de ved, de vil følge med i eller læse.
Dette vil højst sandsynligt reducere de økonomiske omkostninger betydeligt, samtidig med at vi bevarer muligheden for at sikre demokratisk deltagelse for alle, inklusive dem, der hverken taler dansk eller grønlandsk – og dermed være en fordel for borgere med anden sproglig baggrund.
Sprog, privilegier og rettigheder
Der er et ordsprog, der lyder: "When you are privileged, equality feels like oppression". Denne sprogdebat handler i høj grad om et opgør med vores kolonihistorie, men så sandeligt også om privilegier og rettigheder.
Dem, der har nydt privilegiet ved at kunne klare sig uden at lære grønlandsk, har ofte svært ved at forstå, hvorfor det er nødvendigt at gøre grønlandsk til det primære sprog i vores offentlige institutioner. Når der stilles systemiske og politiske krav om at bruge grønlandsk, kan det derfor føles som en trussel for nogle, men i virkeligheden er det de grønlandsksprogede, der oplever denne uretfærdighed dagligt, når de presses til at tale dansk for at kunne begå sig i eget land.
Vi skal dog ikke være bange for at styrke vores sprog. Grønlandsk er ikke kun de grønlandsksprogedes sprog – det er også de dansksprogede inuits sprog, som de har mistet. Det er min opfattelse, at mange dansksprogede inuit forstår dette og støtter genoprettelsen af deres egen kulturelle arv, de har mistet.
Mens mange sprog som dansk og fransk har deres hjemlande, har grønlandsk kun ét hjem, hvor det kan få lov at trives – her i Grønland.
En anmodningsbaseret model for oversættelser er et skridt i den rigtige retning, men vi skal længere. Det skal være muligt at tage en uddannelse, få et job og leve et fuldt liv på grønlandsk, uden at blive fremmedgjort i eget land for ikke at beherske dansk.
Grønlandsk fortjener sin plads som det primære sprog i vores offentlige institutioner, og det er vores fælles ansvar at sikre, at det bliver en realitet – for alle, også vores dansksprogede landsmænd, der fortjener at blive dobbeltsprogede igen.
For i sidste ende ønsker vi alle det samme: lige rettigheder og muligheder.