Breum: Krigen i Ukraine rykker mere magt og indflydelse til Grønland og Færøerne

Foråret 2022 har for alvor lært os betydningen af mellemrigspolitikken. Ikke indenrigspolitik, ikke udenrigs, men den eskalerende mængde af politik, der forhandles under stadig mere tvingende involvering af beslutningstagerne fra Færøerne og Grønland.

Grundloven er der ikke rokket ved, men den reelle beslutningskraft i kongeriget forskydes på centrale punkter mod nord i højt tempo. Her følger de seneste fem mest prægnante eksempler:

1) Kongeriget fik i denne måned sin landegrænse nr. to ved deling af Hans Ø plus en ny havgrænse mod Canada; verdens længste. En folkeretligt bindende, historisk aftale om kongerigets udstrækning og deling af Hans Ø. Begge dele resultat af et diplomatisk samarbejde så intenst mellem regeringen og Naalakkersuisut (Grønlands landsstyre, red.), at det savner fortilfælde.

2) Den 9. juni i Thorshavn mødtes ikke mindre end ti regeringsmedlemmer fra Færøerne, Grønland og Danmark for første gang i rigsfællesskabets nye, permanente Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg. Her koordineres nu synspunkter på de mest påtrængende spørgsmål.

Denne første gang gjaldt det bl.a. “Ruslandskrigen”, “NATO-topmødet i juni 2022”, “Strategisk partnerskab med USA” og “Inddragelse i det kommende forsvarsforlig”. Udvekslingerne fandt sted blandt andet på baggrund af klassificerede oplysninger.

Kontaktudvalget er endnu langt fra et Mellemrigspolitisk Nævn på linje med Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget - men noget nyt er på vej.

3) Samme dag indgik Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) en formel aftale med formanden for Naalakkersuisut Muté B. Egede om en udredning af alt væsentligt i den grønlandsk-danske historie siden 2. verdenskrig. Udredningen skal bane vej for “forsoning med historien”.

Kongeriget har akut behov for sikring af den fælles kurs og sammenhold i Nordatlanten og Arktis, hvor stormagterne trænger sig på; fortidens fejl kan ikke stå i vejen. Med aftalen om den endelige udredning af fortiden - som Helle Thorning Schmidt (S) blankt afviste - erkender Mette Frederiksen nu, at et langtidsholdbart samarbejde med Grønland kræver en tilbundsgående genoprettelse af tabt tillid.

4) Færøerne har foråret igennem ligesom Norge insisteret på fortsat at servicere den russiske fiskeflåde, uanset at det for nogen kan stride mod ånden i det vestlige sanktionsregime - og regeringen har ikke grebet ind. Briterne, Peter Skaarup fra DF og andre andre er pikerede, men Færøernes økonomi er afhængig af Rusland i en grad, der trodser vanetænkningen.

Tórshavn har nu vedtaget sin egen lov om sanktioner; færingerne taler om, at Færøerne med dansk accept for første gang her fører rendyrket udenrigspolitik.

5) Forsvarsminister Trine Bramsen (S) måtte i sin tid som minister igennem pinsomme forhandlinger med Nuuk og Tórshavn. Først i maj og juni i år kunne afløseren Morten Bødskov (S) underskrive aftaler med Nuuk og Tórshavn om en række udvidelser af det danske forsvars indsats i Arktis.

Det var de første aftaler af den slags nogensinde underskrevet af en dansk forsvarsminister, og de grønlandske forhandlere udvirkede endda en skriftlig garanti for, at Grønland også vil blive direkte inddraget i forhandlingerne om næste forsvarsforlig.

Listen over nyskabelser kunne snildt forlænges.

Putins atomarsenaler

Mellemrigspolitikken bringer Nuuk og Tórshavn stadig dybere ind i udenrigs, forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Nuuk har længe rutinemæssigt deltaget i fortrolige forhandlinger med USA om de amerikanske militære styrkers indretning i Grønland. I Nordgrønland er statslige investeringer fra USA ved at trænge Kina ud af spillet om en mægtig forekomst af zink, der efter krigen i Ukraine står ekstra skarpt i strategernes søgelys; også her er Nuuk involveret.

På Færøerne benytter et stigende antal amerikanske flådefartøjer i dag de færøske havne, mens uroen fra Ukraine trækker op i Nordatlanten. Putins vigtigste atomarsenaler ligger i Arktis, og en ny dansk luftovervågningsradar på Færøerne er nu endelig forhandlet på plads mellem Tórshavn og forsvarsminister Bødskov.

For et par år siden var det Kinas interesse for Færøernes tele-netværk, der pirrede nerverne, men regeringen har ikke formået at overtale Færøerne og Grønland til at lade nye udenlandske investeringer omfatte af dansk sikkerheds-lovgivning. 

Sådan bliver det ved. Minedrift, havne, infrastruktur, satellitter, fisk og geografi spiller alt sammen ind, og Ruslands krig i Ukraine skærper årvågenheden.

Stadig mere alvorstungt

Det kan næppe overraske, at politikere i Tórshavn og Nuuk tænker nyt om det ansvar, de har for at sikre borgernes ve og vel - uanset om det skal ske sammen med, igennem eller i yderste fald udenom Danmark.

Vicecenterleder fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet, Kristian Søby Kristensen forklarede på Folkemødet på Bornholm, hvordan spørgsmålet om Grønlands og Færøernes udenrigs- og sikkerhedspolitiske kompetence bliver stadig mere alvorstungt i takt med krigen i Ukraine; dét er mellemrigspolitikken centrale kerne.

Søby Kristensen og kollegaen Lin Alexandra Mortensgaard beskrev første gang mellemrigspolitikkens natur i “Rigsfællesskabets Arktiske Militærstrategiske Problemkompleks” tidligere på foråret:

“De juridiske og politiske dynamikker bevirker, at alle spørgsmål af sikkerhedspolitisk betydning (...) automatisk medfører en intern dialog eller decideret forhandling i Rigsfællesskabet. Dette skaber set fra et dansk perspektiv (...) en udfordring for Danmark, fordi udenrigspolitiske beslutninger aldrig kun er ”udenrigs”, men per definition også “mellemrigs”,” lød det.

Tandemkørsel

Mette Frederiksen og resten af regeringen svarer igen ved at omfavne Tórshavn og Nuuk stadig varmere. Kongerigets nye grænse mod Canada og delingen af Hans Ø blev til efter ekstraordinært tæt tandem-kørsel mellem Danmark og Grønland - for nu at tage et eksempel.

I tre år samordnede Udenrigsministeriets juridiske tjeneste og det grønlandske Departement for Udenrigsanliggender synspunkter og prioriteter forud for alle centrale træf  med Canada, og den endelige aftale blev underskrevet i Ottawa ikke kun af Danmarks og Canadas udenrigsministre, men også af Muté B. Egede, formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre.

I folkeretlig forstand kunne aftalen fint være indgået uden Muté B. Egedes underskrift. Men Canada accepterede den ny virkelighed i kongeriget, så der blev plads til tre signaturer.

Aftalens titel afspejler på samme måde Grønlands voksende betydning som udenrigspolitisk aktør; Naalakkersuisut nævnes specifikt som medspiller. Nuuk vandt også konkrete resultater: I aftalen lover København og Ottawa bl.a. fortsat dialog om egentlig inuit-kontrol over store områder i nord mellem Grønland og Canada.

Væggene står stadig

Inddragelsen af Grønland og Færøerne sker ikke, fordi regeringens jurister har ændret syn på Grundloven. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken anses fortsat som en del af regeringens magtmonopol, der kun kan gradbøjes på snævre, hjemtagne områder. Møblerne kan omrokeres inden for råderummet, men væggene står stadig efter dansk opfattelse urokkeligt på Grundloven.

Sluterklæringen fra det ny kontaktudvalgs møde i Tórshavn, nøje overvåget af de danske jurister, afspejler tilstanden. Kontaktudvalget beskrives alene som en “politisk overbygning” på det eksisterende, men det slås samtidig fast, at Danmarks, Grønlands og Færøernes interesser kan være forskellige:

“Udvalget giver mulighed for politisk dialog baseret på den samme viden. Derved kan der opnås en fælles forståelse for udviklingen i verden og det trusselsbillede, Danmark, Færøerne og Grønland står over for. Udvalget kan på dette grundlag drøfte, hvilke konkrete hensyn hvert land og riget samlet skal tage for at sikre alle tre landes interesser,” lyder det. 

Efter alt at dømme drives regeringen i disse delvist uudforskede mellemrigspolitiske radarfelter af to lige stærke -  men ikke altid let forenelige - kræfter:

For det første et stærkt ønske om at bevare riget intakt, enigt og handlekraftigt, især fordi det betyder alverden for selvforståelsen i Danmark og for alliancerne med USA og andre partnere.

For det andet et mere politisk betonet ønske om at imødekomme det, regeringen opfatter som forståelige og rimelige grønlandske og færøske ambitioner om stadig mere selvbestemmelse, også når det gælder forsvaret og forholdet til fremmede magter.