Debat

Debat: Brug for afkolonisering af sindene

DEBAT: Der er brug for mindre refleksbetonet magtudøvelse, færre fordomme, mere respekt og mere forståelse i det dansk-grønlandske forhold, mener Mikael Hertig.

Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, og Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, ved et pressemøde i Nuuk i august 2019.
Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, og Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, ved et pressemøde i Nuuk i august 2019.Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mikael Hertig
Cand.scient.pol., studerende på SDU

"Tag det roligt," sagde ræven, "det er kun en overgang." Den var ved at blive flået.

Vi lever hele tiden i mellemtiden. Siden omkring 1970 til nu, det vil sige de sidste 50 år, har forholdet mellem Grønland og Danmark været præget af den grønlandske befolknings ønske om større uafhængighed af dansk dominans. I den internationale postkoloniale litteratur vinder vendingen “Afkolonisering af sindene” (decolonization of minds) frem. Hermed menes, at den tidligere kolonimagt skal afklæde sig dominansen, men vedstå relationen.

Grønland er fortsat på ondt og godt afhængig på mange ledder og kanter af at have været dansk koloni. Mindre magt og dominans, større indlevelse og forståelse. Det gælder begge veje. Rejsen går fra kontrol til tillid.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Oppe mod nord har debatten om Grønlands selvstændighed trumfet alle dagsordener ud. Det opleves, som om grønlænderne tænker: “Lad os frigøre os fra Danmark først, så kan vi altid bagefter finde ud af, hvad det er for et samfund, vi ønsker os siden.”

Det går nogenlunde
I Grønland går politikken overordnet ud på at rejse den økonomiske styrke, så landet kan blive selvstændigt uden yderligere velstandstab. På den ene side kan det udlægges som en slags: “Det går jo nogenlunde, og hvad sker der, hvis vi mister det bloktilskud, der fylder en femtedel af bruttonationalproduktet?“

Danmark er elefanten i lokalet. Vi − den tidligere kolonimagt − opleves åbenbart som forstyrrende element. Det trumfer alt andet ud. Andre emner nedprioriteres. Grønlænderne diskuterer sjældent, hvad det er for et samfund, befolkningen ønsker sig nu, i mellemtiden eller siden i fremtiden. Danskerne skal lige ud først.

Det kan Danmark gøre noget ved. Vi lever i en uendelig lang mellemtid. Spørgsmålet er så, hvilke krav vi i Danmark bør stille til os selv. Her handler det om at opmuntre til at fortsætte den klare kursændring, Mette Frederiksens regering allerede har indledt. For eksempel venter de overlevende fra tvangsadoptionerne til Danmark endnu. De venter fortsat på en undskyldning.

Kaldte på oprør
Grønland og Danmark lever i symbiose. Formelt set er kolonitiden forbi, men hvad har vi? Oprøret mod danificeringspolitikken efter den formelle overgang til ligestilling med 1953-grundloven var nødvendigt. Grønlænderne ville ikke finde sig i at skulle fordanskes. De vil være sig selv, blive sig selv og finde sig selv midt i den hybridkultur, befolkningen allerede er i.

Det kolonialistiske præg i den danske politik kaldte på oprør fra de inuitter, der prøver at få deres fangeridentitet med over i et moderne samfund, og som først manifest og siden noget mere latent fortsat får at vide, at målet for deres personlige liv skulle være at blive dansk.

De tidligere danske regeringers holdning til Grønland har ud over skåltalerne været karakteriseret ved en selvfed forventning om, at grønlænderne skal være taknemlige for bloktilskuddet og i øvrigt se op til Danmark på grund af de “danske værdier”; herved forstår danskerne idealforestillinger om lighed, demokrati og ytringsfrihed og så videre. Ikke hvordan det danske samfund fungerer i den danske virkelighed, grønlændere i Danmark dagligt diskrimineres i.

Grønlænderne har ikke følt sig fuldt respekterede igennem årtier. Irritationen er sparet sammen, og det er fortsat problematisk. Konsekvensen er, at ønsket om formel selvstændighed spærrer for det meget større spørgsmål om grønlandsk identitet og fremtid.

Ulighed af sydeuropæisk omfang
Det grønlandske samfund er præget af meget store problemer med rødder i kolonitiden. Uligheden har mange årsager, men først og fremmest sætter fiskeindustriens beslutninger om at åbne og lukke for indhandling og fabrikker dagsordenen for, hvordan livet i bosættelse eller bygd udfolder sig. Ejerstrukturen er en blanding af monopolisme og statsmonopoler, og uligheden er af sydeuropæisk omfang. Der er danskere involveret i ejerskabet af den private del af produktionsapparatet.

Den danske måde at håndtere Grønland på har meget længe været i vejen. Senest blev regeringen i 2013 inviteret til at tage del i en forsoningskommission, som skulle se på fortidens synder både på dansk og grønlandsk side. Der er masser at tage fat på af fejl i det dansk-grønlandske forhold. Som oplægget var, var sigtet at nå større indbyrdes forståelse. Som regel beskyldes grønlænderne for at have en slags nulfejlskultur. Men Helle Thorning-Schmidt klappede i.

Genopbygning af tillid
Historien om Trumps købstilbud og senere aflysning af at mødes med Dronningen og Mette Frederiksen gav anledning til at vise, at et tiltrængt dansk paradigmeskift i grønlandspolitikken er på vej. Rigsfællesskabet er under nyorientering. Allerede før sin tiltræden var der tegn til en mere respekterende, mere opmærksom dansk grønlandspolitik.

Relationen mellem statsminister og landsstyreformand synes noget mere ideel end tidligere. Det er en lille begyndelse. Hvis det fortsætter sådan de kommende år, vil genopbygningen af tillid mellem Danmark og Grønland kunne ændre på forholdene.

Vi må håbe, de gode takter fortsætter. Jo mindre dansk politik er i vejen for udviklingen af Grønlands egen selvforståelse og politiske udvikling, des bedre.
“Forståelse er en rejse ind i den andens land,” lyder et tyrkisk digt. Mindre refleksbetonet magtudøvelse, færre fordomme, mere respekt og forståelse – des mere tid får grønlænderne til at prioritere deres samfundvision op og modstanden mod den tidligere kolonimagt ned.

På den måde vil befolkningen i Grønland kunne tage stilling til, hvilket samfund de ønsker sig. Der er forskel på frigørelse (liberation) og selvstændiggørelse (independence).

Det sker ved, at vi i begge lande afkoloniserer vore sind.

----- 

Mikael Hertig er cand.scient.pol. Han har undervist i forvaltningsret på Ledelsesakademiet i Nuuk og i Persondataret på Grønlands Universitet. Han studerer International Law, Human Rights and International Security ved SDU.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00