Ellemanns stressforløb gør ham kun endnu mere kvalificeret til et job på Borgen

Under stor bevågenhed og debat er Jakob Ellemann-Jensen vendt tilbage til sit kontor på Holmens Kanal. Siden februar har Venstre-formanden været stresssygemeldt, mens en ballade om hasteindkøbte våben for milliarder har udrullet sig.

Om våbensagen bør få konsekvenser for Ellemann-Jensens fremtid som Forsvarsminister eller partiformand, må Folketinget og Venstres bagland afgøre. Men det ville være utroligt dejligt, hvis vi snart kunne holde op med at debattere, om en stresssygemelding diskvalificerer fra toppolitik. Det gør den ikke. Snarere tværtimod.

For selvfølgelig har vi brug for politikere, der repræsenterer danskerne som de er: langtuddannede, kortuddannede og ufaglærte. Unge og ældre. Forskellige køn, forskellige hudfarver, dem fra de københavnske saloner såvel som dem fra den jyske muld.

Og så har vi brug for politikere, der har haft psykisk mistrivsel helt inde på livet og forstår, hvad så mange danskere bøvler med. For det er ret mange.

Der er brug for politikere som Ellemann, der ved hvordan over en fjerdedel af befolkningen egentlig går rundt og har det

Anja Søndergaard Elsby

Når mellem hver fjerde og hver tredje dansker ifølge Sundhedsstyrelsen ligger alt for højt på stressskalaen, er det nok ikke en overdrivelse at kategorisere stress som en folkesygdom og et decideret samfundsproblem. Især unge indtager en ærgerlig førsteplads i stressstatistikken.

Først og fremmest er det trist, at der i et rigt, ressourcestærkt og højtudviklet samfund går så mange rundt med en knækket psyke.

Dernæst er det også træls, at statskassen hvert år går glip af mange milliarder fordi arbejdsrelateret stress selvfølgelig betyder sygefravær. Milliarder, man kunne bruge på alt muligt; bedre børnehaver, skoler, ældrepleje eller måske våben.

Men den genindtrådte Forsvarsminister er da heller ikke alene. Listen af politikere der har måtte trække stikket på grund af stress tæller også politikere som Alex Vanopslagh, Jacob Mark og Ida Auken. Og sandsynligvis endnu flere.

For nylig diagnosticerede den tidligere Venstre-minister Karsten Lauritzen dansk politik i sin helhed som stressramt, da han påpegede, at Christiansborg sandsynligvis var blevet tvangslukket, hvis Arbejdstilsynet havde lagt vejen forbi.

Tempoet er skruet alt for højt i vejret på Slotsholmen, og det mærker alle der arbejder i og omkring politik. Med andre ord er der ikke noget at sige til, at man knækker. Man kan snarere undre sig over, at der er nogen, der ikke gør.

En kræftknude er til at føle på. Et brækket ben kan man se. Men psykisk mistrivsel som stress, angst og depression er måske en kende abstrakt for dem, der ikke har haft det inde på livet.

Derfor er det vigtigt, at beslutningstagere i toppen af dansk politik har forståelse for og erfaringer med, at man ikke bare kan tage mental sundhed for givet. Det er noget, der kræver langt mere ro på, end vi har i dag.

Det kræver et nedsat tempo og et arbejdsmarked med et godt arbejdsmiljø, en uddannelsessektor hvor trivsel opprioriteres og i det hele taget en velfærdsstat, hvor produktivitet og grønthøsteri ikke altid kommer i første række.