General og forsvarschef Flemming Lentfer har fået tildelt kommandørkorset af 1. grad af Dannebrogordenen.
Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse til Altinget.
Generalen har dedikeret sit liv til militærtjeneste og startede som værnepligtig i Forsvaret tilbage i 1983. Han har sidenhen gjort karriere indenfor Flyvevåbnet, og fra december 2020 har han været forsvarschef i Forsvaret.
"Flemming Lentfer er en stærk leder med meget bred erfaring fra Forsvaret. Han har en professionel tilgang til, hvad der forventes af et moderne forsvar," udtalte Forsvarsminister Trine Bramsen i en pressemeddelelse fra oktober 2020 om Flemming Lentfners tiltrædelse som forsvarschef.
Udover at blive hædret med det prestigefyldte kommandørkors af 1. grad, har den 57-årige general en række dekorationer bag sig. I 2007 fik han blandt andet tildelt Ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen, og i 2013 fik han tildelt Kommandørkorset af Dannebrogordenen.



















