Grønlænder i Danmark: Dybvads svar i en paneldebat illustrerede et mangeårigt svigt af grønlændere

Udover undertegnede bestod panelet af den grønlandske stud. jur. hos Stenbroens Jurister Kaja Mikaelsen, daværende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek og debatten var modereret af direktør for Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck.

Temaet for debatten var "Opgør med diskrimination mod inuit og grønlændere i Danmark". Et tema, som heldigvis har fået mere opmærksomhed på det seneste, blandt andet takket være Institut for Menneskerettigheders store indsats med at bringe dette samfundsproblem frem i lyset.

Men måske også fordi det er blevet "in" at tale om, efter den amerikanske præsident bragte det på banen, og danske politikere derefter langt om længe var villige til at indrømme, at der er et reelt problem med racistisk diskrimination af grønlændere i Danmark.

Ja, de stod nærmest i kø for at få lov til at sige det på tv. Noget, der havde været tæt på utænkeligt for blot et par år siden.  

En symptomatisk reaktion på årelangt svigt

Det er en positiv ting, at samtalen nu i højere grad handler om, hvordan vi kan komme dette problem til livs, frem for om det overhovedet er et problem.

Det sætter jeg som grønlandsk borger i Danmark personligt pris på.

Men selvom Kaare Dybvad Bek måske udtrykte sig som beskrevet i et forsøg på venskabeligt drilleri, så er hans reaktion desværre symptomatisk for den danske stats håndtering af problematikken med den fortsatte systematiske diskrimination af grønlændere i Danmark.

Det er godt, at danske toppolitikere er villige til at tale om det. Men der skal meget mere til.

Det er godt at konfrontere fortiden. Men der er også brug for en konfrontation af nutiden.

Malu Rosing
Cand.mag. i Tværkulturelle studier

For sandheden er, at grønlandske borgere i Danmark lever i en realitet, hvor der er en risiko for at blive nægtet kritisk hjælp, fordi ambulancereddere formoder, at problemet er fuldskab.

Hvor grønlandske studerende på studiet bliver mødt med ubehagelige fordomme og til tider forskelsbehandling fra både medstuderende og fra undervisere.

Hvor det ikke engang er muligt at prioritere det moderne rigsfællesskab på skoleskemaet, men at danske unge ved mere om den grønlandske natur end det grønlandske folk og stadig associerer ord som "misbrug" med Grønland.

Hvor grønlandsktalende ikke kan kommunikere med deres sagsbehandler, fagperson eller sundhedspersonale, fordi de ikke kan få tildelt en ellers berettiget tolk, fordi det er for dyrt og besværligt, og hvor grønlandske børn stadig bliver tvangsfjernet på ulovligt grundlag.

Undskyldninger runger hult

Det er vores realitet. Og det er ikke noget nyt. Det er udfordringer, som vi har kendt til i 100 år og en dansk sommer.   

Så når danske ministre som Kaare Dybvad Bek udtrykker, at han "bare er glad for at være bestået", så tapper han ind i en årelang tradition af mangel på ansvarstagen og lappeløsninger på meget konkrete, akutte, seriøse og langvarige udfordringer, som mange grønlændere står overfor i deres danske dagligdag – fordi de er grønlandske.

Eller når statsminister Mette Frederiksen rejser til Grønland med en undskyldning for systematiske overgreb, der skete for få årtier siden, samtidig med, at 143 af de kvinder, der ufrivilligt fik opsat spiraler – de kvinder, som undskyldningen var rettet imod – aktivt skal kæmpe i en retssag mod staten for at få ret til erstatning for selvsamme overgreb, så runger den undskyldning altså hult.  

Det er godt med en undskyldning. Det er godt at konfrontere fortiden. Men der er også brug for en konfrontation af nutiden.

Nogles fortid er manges nutid

Problemet er, at det ikke lader til, at hverken statsministeren eller resten af statsmagten har forstået, at det, de refererer til som ”fortid”, er mange grønlænderes nutid.

De overgreb, som skete i forbindelse med spiralkampagnen, de skete på nulevende kroppe. De har fortsatte konsekvenser for kvindernes liv og for det grønlandske samfund.  

En undskyldning uden handling er ikke forsoning, men noget nærmere et mediestunt og en fortsættelse af overgrebet og den systematiske forskelsbehandling.

Det samme er en utilfredsstillende handlingsplan for det gennemgående samfundsproblem, at grønlandske borgere fortsat forskelsbehandles i Danmark. Det er ikke fortid.

Det er Grønlands og grønlænderes aktuelle realitet, som er et produkt af den koloniale fortid.  

Hvis vi skal opnå en reel forbedring af rigsfællesskabet, som Mette Frederiksen udtrykker et ønske om, så kræver det en sammenhængende, langsigtet og gennemtænkt proces, baseret på gensidig, gennemgående respekt og med henblik på reel forsoning.

Ikke flere lappeløsninger. Ikke sporadiske retssager og handlingsplaner, der står til en karakter på 4. Ikke flere undskyldninger for uundskyldelige forhold uden konkrete løsninger.