Grønlandsforskere: Danmark skylder Grønland at rette op på årtiers efterslæb

Den grønlandske ø-drift

Grønlands 71 byer og bygder fungerer som ø-drift, hvor hvert bosted skal have eget elværk, vandforsyning, skole, sundhedstilbud, butik med videre. (Qaqortoq og Narsaq har et fælles vandkraftværk). Ingen by eller bygd har vejforbindelse til en anden, og ingen steder er det muligt at pendle på daglig basis.

Det giver nogle helt særlige udfordringer i forhold til infrastruktur – og medfører uundgåeligt højere driftsomkostninger.

Ved indførelsen af Hjemmestyret i 1979 blev finansieringen af hjemtagne områder fastlagt på baggrund af Danmarks historiske udgifter på de pågældende områder.

Grønland skulle dermed efter hjemtagelsen af et område løfte det danske investeringsefterslæb med et økonomisk grundlag, der historisk set havde været for lille til blot at drive området på et acceptabelt niveau.

Her kommer et par eksempler.

Nogen kan – med rette – sige, at Danmark ikke har gjort nok.

Kåre Hendriksen, Birger Poppel og Ulrik Jørgensen
Hhv. lektor, emeritus og pensioneret professor

Vandforsyning i Upernavik

Med de danske G50- og G60-planer fra 1950'erne og 1960'erne var målet, at befolkningen skulle forlade blandt andet Upernavik distriktet og flytte sydpå for at arbejde i torskefiskeriet. Derfor blev der kun investeret meget beskedent i distriktets infrastruktur, selvom en stor del af befolkningen blev boende.

Op gennem 1980'erne brød torskefiskeriet i Sydgrønland sammen – blandt andet på grund af internationalt overfiskeri – og der opstod en massiv arbejdsløshed, der næsten slog bunden ud af landskassen.

I de følgende år blev der fundet hellefisk i Upernavik distriktet, og i dag er distriktets 2.700 personer blandt dem, der målt per indbygger bidrager mest til Grønlands eksportindtægter. Men de nødvendige investeringer fulgte ikke med, fordi Grønland ikke havde det økonomiske råderum, og fordi det ikke blev prioriteret.

Boligerne i Upernavik by med 1.100 indbyggere har ikke indlagt vand, og byen er uden kloak. Paradokset er, at der er masser af vand på naboøen, og at etableringen af en vandforsyning for et årti siden blev vurderet til 50 millioner kroner. I en grønlandsk sammenhæng er det en stor investering, som ikke blev prioriteret. I en dansk sammenhæng er det derimod en lille investering.

Der er tale om et generelt problem i Grønland: Omkring 15 procent af husstandene mangler indlagt vand, cirka 25 procent er ikke kloakeret, og mange er fortsat henvist til toiletspand og natrenovation.

Således opfyldes FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling i forhold til vand og sanitet – og i forhold til sundhed – ikke, på trods af rigsfællesskabets tilslutning til FN's Verdensmål.

Boliger i Qaanaaq

Da befolkningen i Thule blev tvangsflyttet på grund af USA's Thule Air Base i 1953, blev erstatningsbyen Qaanaaq anlagt på en moræneskråning med permafrost. I takt med klimaforandringerne tør permafrosten, og husene sætter sig, så over halvdelen har synlige sætningsskader, og det blæser ind gennem sprækkerne.

Samtidig har Qaanaaq en meget stor boligmangel. I 2017 var der 100 personer over 18 år på venteliste til en bolig i en by med 630 indbyggere. De boligløse i Grønlands nordligste by overnatter hos venner og familie.

Igen er det tale om et generelt problem. I de større byer – specielt Nuuk – er der en tilsvarende boligmangel, og i de mindre byer og i bygderne bor en stor del af befolkningen i små og meget dårligt isolerede huse bygget i 1950'erne og 1960'erne.

Danmark har dermed haft god tid til at rette op på vandforsyning, kloakering samt boliger, som Grønland først overtog ansvaret for i 1987.

Et acceptabelt serviceniveau inden for sundhedsvæsenet forudsætter en opgradering.

Kåre Hendriksen, Birger Poppel og Ulrik Jørgensen
Hhv. lektor, emeritus og pensioneret professor

Sundhedsvæsenet

Så sent som i 1992 overtog Hjemmestyret ansvaret for sundhedsvæsenet. I langt de fleste lægedistrikter var der kun lejlighedsvis besøg af en læge, og sygehusene var ofte nedslidte.

Også her overtog Hjemmestyret det beløb, som Danmark gennem de seneste år havde brugt på sundhedsvæsenet – et beløb der tilmed skulle dække transport af patienter til Rigshospitalet og behandlingen der.

Derfor gennemførte Selvstyret i 2011 en regionalisering af sundhedsvæsenet med fem lægebemandede sundhedsdistrikter, fast lægebemanding i byer med mere end 1.200 indbyggere (inklusive bygder) samt en formalisering af, at de øvrige distrikter kun lejlighedsvis er lægebemandede. Det er en struktur, der uundgåeligt har konsekvenser for serviceniveauet for den grønlandske befolkning.

Sundhedsvæsenets centrale problem er todelt: Dels er det vanskeligt at rekruttere kvalificerede læger og sygeplejersker, dels er det økonomiske råderum alt for lille – og de to udfordringer hænger uløseligt sammen.

Det danske ansvar

Det er tankevækkende, at Grønlands udenrigslufthavne indtil åbningen af den nye lufthavn i Nuuk i november 2024 bestod af tidligere amerikanske militærlufthavne, og at Grønland samtidig selv har finansieret indenrigslufthavnene. Den eneste undtagelse er gruslandingsbanen i Qaanaaq, som Danmark i forbindelse med Thule-sagen i 1999 gav til byen som kompensation for tvangsflytningen i 1953.

Der kunne nævnes mange flere af den type eksempler rundt om i Grønland. Pointen er, at nogen – med rette – kan sige, at Danmark ikke har gjort nok.

Danmark definerede Grønlands økonomiske råderum for infrastruktur, boliger og sundhedsvæsen ud fra, hvad Danmark havde brugt på områderne i de foregående år. Samtidig var det ved indførelsen af Selvstyret et ufravigeligt dansk krav, at bloktilskuddet ikke måtte stige i takt med de udgifter, den danske stat sparer, når Grønland hjemtager sagsområder – herunder politi, retsvæsen, fiskeriinspektion, redningstjeneste og forsvar, som fortsat er dansk ansvar.

Der er behov for, at regeringen og Folketinget går i dialog med Naalakkersuisut om et substantielt løft af sundhedsvæsenet og den nødvendige infrastruktur i Grønland.

Kåre Hendriksen, Birger Poppel og Ulrik Jørgensen
Hhv. lektor, emeritus og pensioneret professor

Blandt danske politikere lyder det ofte, at "vi ikke skal blande os i Grønlands indre anliggender". Men der er behov for, at regeringen og Folketinget går i dialog med Naalakkersuisut (den grønlandske regering) om et substantielt løft af sundhedsvæsenet og den nødvendige infrastruktur i Grønland – særligt de steder, hvor Danmark ikke fik etableret den nødvendige infrastruktur, mens ansvaret var dansk.

Et acceptabelt serviceniveau inden for sundhedsvæsenet forudsætter en opgradering. Og investeringer i infrastruktur er en forudsætning for at udnytte de lokale erhvervspotentialer, der er knyttet til Grønlands naturressourcer.

Den nyligt indgåede aftale mellem Naalakkersuisut og den danske regering om blandt andet finansiering af en landingsbane ved Ittoqqortoormiit og en havneudvidelse i Qaqortoq samt dansk betaling for transport og behandling af patienter på Rigshospitalet kan ses som en begyndende erkendelse af et øget dansk ansvar. Men der skal mere til.