Grønlandsk forfatter: Hvis Helle Thorning-Schmidt havde lyttet, havde vi ikke stået her

Juaaka Lyberth
Forfatter og kommunalbestyrelsesmedlem i Nuuk for Inuit Ataqatigiit (IA)
Ligeværdighed og respekt i samspillet mellem Grønland og Danmark – både på det menneskelige og det politiske plan – er det højeste ønske fra Grønland lige nu. Det er, hvad jeg kan udlede af den historiske TV-debat søndag 19. januar, 2025.
Det stod klart i debatten, at grønlændere ikke længere ønsker at blive betragtet som "andenrangsborgere" i Kongeriget. Det er den følelse mange grønlændere, især grønlændere bosat i Danmark, oplever i deres hverdag, fremgik det i debatten.
At der kommer en undskyldning for overgreb, især dem staten har begået, og i særdeleshed hvad angår spiralskandalen, som Grønlands regeringschef Múte B. Egede, og andre grønlandske politikere, kalder for folkemord, er også et stort ønske fra Grønland.
Drømmen om et selvstændigt Grønland
Det blev også slået fast i debatten, at Grønlands ønske om statsdannelse ikke står lige for døren.
En selvstændig grønlandsk statsdannelse er for de fleste grønlandske partier en drøm i fremtiden. Kun partiet Naleraq sagde, at Grønland vil blive en selvstændig stat om ti år. Det var også stifteren af partiet Naleraq, som i sin tid sagde, at Grønland vil blive en selvstændig stat i år 2021.
Grønlands ønske om statsdannelse står ikke lige for døren.
Juaaka Lyberth
Forfatter og kommunalbestyrelsesmedlem i Nuuk for Inuit Ataqatigiit (IA)
Alle grønlandske partier er dog enige om, at selvom Grønland bliver en selvstændig stat, vil båndende til Danmark ikke blive kappet over. At Grønland vil fortsætte med at være en del af den vesteuropæiske familie og alliance. Underforstået Danmark, Norden og Nato, men at Grønland også vil være åben for handelsmæssige relationer for resten af verden – herunder med EU, USA, men også med Kina.
I debatten slog den grønlandske regeringsleder, Múte B. Egede, fast, at grønlænderne ønsker at forblive grønlandske og hverken vil være danske eller amerikanske. Det var en afvisning af Trumps ønske om at indlemme Grønland i de Amerikas Forenede Stater – og dermed få fuld kontrol med Grønland.
Historisk udredning
Hvordan ligeværdighed og respekt i alle forhold ser ud mellem Grønland og Danmark, kom vi ikke nærmere i debatten.
Den danske regering er fortsat tilbageholdende med at sige undskyld til de kvinder, som uden deres, eller deres forældres, samtykke fik sat en spiral op.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen brugte formuleringen, at det, der skete, var "uundskyldeligt", hvilket betyder en handling, der ikke kan accepteres eller undskyldes for.
Det er nok det nærmeste, den danske regering på nuværende tidspunkt kan komme på at sige af undskyld overfor de kvinder, der har lagt sag an mod staten. Om der skal siges undskyld eller ej, vil den danske regering vente med, indtil eksperterne har lavet den historiske udredning af spiralskandalen.
Forsoning i rigsfællesskabet
Spørgsmålet er nu om den danske regering vil eller kan bruge den kommende historiske udredning som anledning til at lave en sandheds- eller forsoningskommission mellem Grønland og Danmark.
En forsoning mellem Grønland og Danmark vil skabe et bedre og mere ligeværdigt grundlag og styrke båndene.
Juaaka Lyberth
Forfatter og kommunalbestyrelsesmedlem i Nuuk for Inuit Ataqatigiit (IA)
En forsoning mellem Grønland og Danmark vil skabe et bedre og mere ligeværdigt grundlag og styrke båndene mellem de to lande i rigsfællesskabet.
Da Aleqa Hammond blev valg til formand for Naalakersuisut i 2013, var det blandt andet på ønske om, at der blev nedsat en grønlandsk-dansk forsoningskommission.
Hvis Helle Thorning-Schmidt i sin tid havde været mere lydhør, havde vi ikke stået i den anspændte situation, som vi ser i dag, uanset hvem der er præsident i USA.
Men takket være Trump og hans ønske om at få fuld kontrol over Grønland, blev forholdet mellem Grønland og Danmark polariseret, hvilket foreløbig er kulmineret i den historiske direkte TV-debat tværs over Atlanterhavet, hvor grønlandske og danske holdninger til rigsfællesskabets fremtid blev præciseret og debatteret.
Grønlandske ønsker blev præciseret, og der blev udtrykt forståelse fra dansk side. Og så håber jeg, at den brede danske befolkning fik en nuanceret indsigt og forståelse for Grønlands aktuelle ønsker.
Artiklen var skrevet af
Juaaka Lyberth
Forfatter og kommunalbestyrelsesmedlem i Nuuk for Inuit Ataqatigiit (IA)
Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen
Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister

Helle Thorning-Schmidt
Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
Múte Bourup Egede
Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Råstoffer, medlem af Inatsisartut (Inuit Ataqatigiit), formand for Inuit Ataqatigiit (IA), fhv. landsstyreformand, Naalakkersuisut
















