Imran Rashid: Brinkmann undervurderer skærmenes psykologiske magt over vores børn

En skumfidus er ikke personaliseret

For selv om 90 procent er et dårligt tal, betyder det ikke, at tallet er nul. Det er muligt at kritisere alarmismen uden at ende i bagatellisering. Det er muligt at insistere på kompleksitet uden at bruge kompleksiteten som sovepude.

Og det er muligt at sige, at sociale medier ikke forklarer unges mistrivsel alene, samtidig med at man anerkender, at de udgør et massivt kommercialiseret miljøvilkår i børns liv.

Brinkmann henviser til forskning i den klassiske skumfidustest, hvor børns evne til behovsudsættelse måles i et kontrolleret forsøg. Pointen er, at børn over tid ikke nødvendigvis er blevet dårligere til at vente på belønning.

Digitale stimulanser virker anderledes. De forstærker helt almindelige psykologiske fænomener som anerkendelse, kedsomhed, vaner og frygt.

Imran Rashid
Speciallæge, iværksætter og forfatter

Det er en vigtig betragtning, fordi den udfordrer den simple fortælling om, at moderne børn bare er blevet svagere.

Men en skumfidus er ikke personaliseret.

Den kender ikke barnets venner, døgnrytme eller sårbarheder. Den ved ikke, hvornår barnet er ensomt, træt eller socialt usikkert. Den sender ikke notifikationer. Den ændrer ikke form fra sekund til sekund. Den lærer ikke af barnets reaktioner. Den sammenligner ikke barnet med andre. Den udnytter ikke frygten for at blive holdt udenfor.

Det gør sociale medier.

Derfor er forskellen mellem en laboratorietest og et levet digitalt liv ikke en lille metodisk detalje. Det er selve sagens kerne.

Digitale stimulanser er anderledes

I Ugeskrift for Læger har jeg tidligere defineret sociale medier, streaming, spil, porno og shoppingplatforme som digitale stimulanser. Pointen er ikke, at de er identiske med nikotin eller alkohol. Pointen er, at de hver især udnytter menneskets belønningssystem.

Fysiske stimulanser virker gennem forarbejdede biokemiske superstimuli som sukker, salt, fedt eller nikotin. De påvirker kroppen, og når tolerancegrænsen er nået, opstår der ofte en biologisk bremse. Ingen drikker fem liter spiritus, uden at kroppen reagerer voldsomt.

Digitale stimulanser virker anderledes. De forstærker helt almindelige psykologiske fænomener som anerkendelse, kedsomhed, vaner og frygten for at blive holdt udenfor. De er ikke biologisk begrænsede på samme måde.

Netop derfor er de så vanskelige at regulere. Når den digitale stimulans er vævet sømløst ind i venskaber, identitet og hverdagsliv, bliver det sværere at se, hvornår almindelig brug glider over i problematisk overforbrug.

Når voksne mister fokus

Det samme gælder koncentration.

Brinkmann har ret i, at man skal være forsigtig med påstanden om, at menneskets opmærksomhedsspænd er faldet til otte sekunder. Det tal har længe cirkuleret som en digital vandrehistorie og bør ikke bruges som evidens.

Men det betyder ikke, at opmærksomheden er uberørt af digitale miljøer.

Gloria Mark, professor ved University of California, Irvine, har i mange år undersøgt opmærksomhed i digitale arbejdsmiljøer. Hendes forskning peger på, at voksne i skærmarbejde i gennemsnit bliver ved én skærmaktivitet i omkring 47 sekunder. Tidligere lå tallet omkring 2,5 minutter.

En klogere skærmdebat bør hverken begynde med moralsk panik eller akademisk afvisning.

Imran Rashid
Speciallæge, iværksætter og forfatter

Det er ikke et bevis for, at koncentrationsevnen er kollapset. Men det er et stærkt tegn på, at vores faktiske opmærksomhedsadfærd er blevet mere fragmenteret. Og her bliver spørgsmålet til Brinkmann enkelt:

Hvis voksne med fuldt udviklet præfrontal cortex, mange års erfaring og professionel arbejdsidentitet har så svært ved at fastholde opmærksomheden i almindelige digitale arbejdsmiljøer, hvad forestiller vi os så, at børn og unge kan stille op i langt mere personaliserede, algoritmestyrede og kommercielle miljøer?

Børns hjerner er ikke færdigudviklede. Evnen til impulskontrol, behovsudsættelse og følelsesregulering modnes gradvist. Derfor er det ikke rimeligt at behandle barnets kamp mod platformene som et privat karakterprojekt.

Det svarer til at sætte barnet i modvind og bagefter måle, om det går lige.

Tre timers skærmtid er ikke en frikendelse

Brinkmann henviser også til, at unge piger i en dansk analyse tilsyneladende trives bedst ved omkring tre timers skærmtid, og at trivsel først falder derefter.

Det er en relevant nuance. Men det er ikke en frikendelse.

For det første måler en sådan analyse trivsel på gruppeniveau. Den fortæller ikke, om bestemte børn bliver skadet. For det andet er trivsel ikke det samme som klinisk risiko for angst og depression.

Man kan godt rapportere relativt høj trivsel i en given periode og samtidig befinde sig i et eksponeringsmønster, der øger risikoen for psykiske symptomer.

Den amerikanske Surgeon General, Vivek Murthy, advarede i 2023 om netop dette. Ifølge den officielle rådgivning i USA har børn og unge, der bruger mere end tre timer dagligt på sociale medier, dobbelt så høj risiko for mentale helbredsproblemer.

Det betyder ikke, at tre timer automatisk gør alle børn syge. Men det betyder, at tre timer ikke kan bruges som en betryggende grænse.

Skolen viser os konsekvenserne

Samtidig står vi med bekymrende skoledata.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 11,2 procent af eleverne i folkeskolens 9. klasser i skoleåret 2024/25 ikke bestod afgangsprøverne i både dansk og matematik. Blandt børn fra den fattigste tiendedel var andelen 28,2 procent.

Det beviser ikke, at sociale medier er årsagen. Men det bør få os til at spørge mere præcist: Hvad sker der, når børn, der i forvejen har færrest ressourcer omkring sig, også vokser op i et digitalt miljø, hvor deres opmærksomhed er blevet en kommerciel råvare?

OECDs analyser af PISA-data peger desuden på, at digitale distraktioner i skolen hænger sammen med lavere læringsresultater.

Derfor bør vi ikke spørge, om skærme alene forklarer mistrivslen. Det gør de ikke. Vi bør spørge, hvordan digitale miljøer påvirker de betingelser, som læring og trivsel afhænger af: søvn, ro, relationer, fordybelse, leg, sprog og evnen til at være i kedsomhed uden straks at blive reddet af stimulation.

Når stærke kommercielle interesser møder menneskelig sårbarhed, er det ikke nok at appellere til individets selvkontrol.  

Imran Rashid
Speciallæge, iværksætter og forfatter

Kompleksitet må ikke lamme os

Brinkmann har også ret i, at mistrivsel handler om langt mere end sociale medier. Den handler om fattigdom, mobning, familier i krise, lange ventelister i psykiatrien, pressede skoler og for få voksne omkring børnene.

Men netop derfor er skærmdebatten vigtig.

Sociale medier rammer ikke ned i neutrale børn. De rammer ned i børn med vidt forskellige hjem, søvnvaner og ressourcer. Et barn med trygge rammer møder ikke teknologien på samme måde som et barn, der i forvejen er ensomt, uroligt eller socialt udsat.

Derfor kan sociale medier både være én faktor blandt mange og samtidig en særlig kraftfuld forstærker af de problemer, vi allerede kender.

Vi behøver ikke gøre sociale medier til syndebuk. Men vi skal heller ikke gøre kompleksiteten til undskyldning for ikke at handle.

Vi har i årevis reguleret tobak, alkohol og gambling ud fra en enkel erkendelse: Når stærke kommercielle interesser møder menneskelig sårbarhed, er det ikke nok at appellere til individets selvkontrol.

Det samme princip bør gælde børns digitale liv. Ikke fordi sociale medier er det samme som cigaretter, men fordi begge dele rejser det samme spørgsmål: Hvor meget kommercielt pres vil vi acceptere rettet mod umodne hjerner, før vi holder op med at kalde det et individuelt valg?

En klogere skærmdebat bør hverken begynde med moralsk panik eller akademisk afvisning. Den bør begynde med et mere grundlæggende spørgsmål:

Hvilket miljø ønsker vi, at børn skal udvikle deres frihed i? For frihed er ikke bare adgang til alt. 

Frihed er også at have ro nok til at kunne vælge. 

Selv.