Juraprofessor: Hvis USA forlader Nato, kan det blive enden på deres tilstedeværelse i Grønland

Omfattende amerikansk adgang

Danmarks suverænitet over Grønland hviler på et solidt folkeretligt grundlag. Mellem 1915 og 1921 arbejdede danske diplomater systematisk for at imødegå potentielle krav fra andre lande.

Et vigtigt gennembrud kom i 1917 i forbindelse med salget af De Dansk-Vestindiske Øer til USA.

Som led i traktaten erklærede den amerikanske regering, at den ikke ville gøre indsigelse imod, at Danmark udvidede sine politiske og økonomiske interesser til hele Grønland; en erklæring, der blev opfattet som en formel anerkendelse af dansk suverænitet. 

Forsvarsaftalen fra 1951 indeholder ingen egentlig opsigelsesklausul, men fastslår, at den forbliver gældende, så længe Den Nordatlantiske Traktat er i kraft.

Jacques Hartmann
Professor i international law, University of Dundee

I 1920 fulgte Frankrig, Italien, Japan og Storbritannien med tilsvarende anerkendelser. Disse diplomatiske skridt blev endeligt konsolideret i 1933, hvor forgængeren til Den Internationale Domstol i Haag afgjorde den såkaldte Østgrønlandssag.

Sagen opstod, fordi Norge gjorde krav på dele af Grønland. Dommen faldt ud til Danmarks fordel og fastslog, at Danmark havde suverænitet over hele øen. 

På trods af dansk suverænitet har USA haft omfattende adgang til Grønland siden 1941. Under Anden Verdenskrig indgik den danske ambassadør i Washington en aftale med USA. Den danske regering var oprindeligt imod aftalen, men ratificerede alligevel i 1945.

Aftalen gav USA nærmest frie hænder til at etablere militære installationer, og amerikanerne oprettede i alt 17 baser på øen, herunder de vigtige anlæg i Narsarsuaq og Søndre Strømfjord. 

Efter krigen blev det amerikansk-danske forsvarssamarbejde formaliseret som led i oprettelsen af Nato. I 1951 indgik Danmark og USA en ny forsvarsaftale, som stadig er i kraft. Hvor USA tidligere havde næsten ubegrænset adgang, blev den militære tilstedeværelse nu begrænset til særlige forsvarsområder. 

Forsvarsaftalen fra 1951 er siden blevet ændret flere gange, ikke mindst som følge af Grønlands voksende selvstyre. En markant revision fandt sted i 2004 med Igaliku-aftalen, som denne gang også havde Grønland som part.

Her blev det formelt besluttet, at den amerikanske tilstedeværelse i Grønland skulle begrænses til Thulebasen – i dag Pituffik – i det nordlige Grønland.

Aftalen mindskede endnu en gang den amerikanske adgang til Grønland, hvilket igen skete efter gensidig akkord. De mange forsøg på at købe Grønland samt indgåelsen af aftaler herom bekræfter, at USA siden 1917 har anerkendt dansk suverænitet. 

Et folkeretligt princip

Trumps gentagne kritik og trusler om at trække USA ud af Nato rejser et fundamentalt spørgsmål: Hvad sker der med forsvarsaftalen fra 1951, hvis USA ikke længere er medlem af alliancen? 

Forsvarsaftalen fra 1951 indeholder ingen egentlig opsigelsesklausul, men fastslår, at den forbliver gældende, så længe Den Nordatlantiske Traktat er i kraft. Derudover bygger den i vid udstrækning på Nato-samarbejdet. Det kan derfor argumenteres, at aftalen forudsætter fortsat amerikansk medlemskab af Nato. 

De folkeretlige konsekvenser af et amerikansk Nato-exit forbliver i høj grad spekulative.

Jacques Hartmann
Professor i international law, University of Dundee

Folkeretten opererer med et princip, som giver mulighed for at opsige en aftale, hvis de oprindelige forudsætninger ændres radikalt. Princippet er kodificeret i Wienerkonventionen om traktatretten og anerkendt som folkeretlig sædvaneret. Det anvendes dog yderst restriktivt. 

Den eneste gang, princippet er blevet anerkendt af en international domstol, var efter opløsningen af det tidligere Jugoslavien. I den sammenhæng tillod EU-Domstolen Det Europæiske Fællesskab (nu EU) at opsige en samarbejdsaftale fra 1976.

Anvendelsen af princippet er dog blevet afvist i alle sager, hvor det er blevet fremført for Den Internationale Domstol i Haag – selv i en sag, hvor Ungarn havde indgået en aftale med Tjekkoslovakiet før landets opløsning.

Der findes dog konkrete eksempler på anvendelse af princippet. I 2001 trak USA sig ensidigt ud af en traktat om antiballistiske missiler med Rusland med henvisning til, at trusselsbilledet efter Den Kolde Krig havde ændret sig fundamentalt.

Sagen viser, at stater i praksis har anvendt princippet, når visse betingelser er opfyldt. Vigtigt i denne sammenhæng er, at der foreligger en grundlæggende ændring af de omstændigheder, der lå til grund for traktatens indgåelse. 

En mulighed for Danmark

I Grønlands tilfælde kunne Danmark hævde, at grundlaget for at tillade amerikansk tilstedeværelse i Grønland – nemlig bidraget til Natos kollektive forsvar – ikke længere er gyldigt, hvis USA træder ud af alliancen. Dermed kunne 1951-aftalens grundlag anses for bortfaldet. 

Eftersom mange aspekter af det folkeretlige princip om opsigelse af aftaler fortsat er usikre, forbliver de folkeretlige konsekvenser af et amerikansk Nato-exit i høj grad spekulative.

Ikke desto mindre kunne en amerikansk udtræden give Danmark (og Grønland) et plausibelt retligt grundlag for at søge aftalen opsagt og dermed bringe den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland til ophør.

Men jura er én ting – at overbevise USA om at forlade øen er noget ganske andet.