Juraprofessor: Siriuspatruljen vogter ikke over dansk suverænitet i Grønland

Det er lang tid siden, men stadig relevant, fordi Norge, som blev uafhængigt i 1905, tidligere gjorde krav på dele af Østgrønland.

Danske diplomater sikrede mellem 1915-21, at en række lande opgav lignende krav. Som en del af salget af de Vestindiske Øer i 1917, skrev USA for eksempel under på, at de ikke ville gøre indvendinger imod, at den danske regering udvidede deres interesser til hele Grønland.

Frankrig, Italien og Japan anerkendte dansk suverænitet i 1920. Storbritannien anerkendte ligeledes det danske krav, men forbeholdt sig retten til at blive konsulteret, skulle Danmark beslutte at sælge øen.

Intet andet land kan gøre juridisk bindende krav på Grønland.

Jacques Hartmann
Professor i international lov, University of Dundee

Norge anerkendte imidlertid ikke kravet, og gjorde indsigelse da Danmark i 1921 formelt erklærede suverænitet over hele Grønland. Tvisten blev indbragt for en international domstol i 1931.

Ved domstolen anvendte både Danmark og Norge historiske argumenter. Norge lagde særlig vægt på diplomatiske udvekslinger mellem 1915-21, hvilket ifølge dem viste, at Danmark ikke selv troede, at de havde suverænitet over hele Grønland; hvilket formentligt var korrekt. Ironisk hævdede Danmark, at dansk suverænitet var etableret via Norge.

Terra nullius

Afgørelsen fra 1933 var på mange måder skelsættende. Før afgørelsen var det et anerkendt princip, at bosættelse og omfattende administrative handlinger var nødvendige for at etablere suverænitet over såkaldt 'terra nullius'; et koncept, der tidligere blev brugt til at retfærdiggøre annekteringen af territorium, som kolonimagter hævdede, ikke var underlagt nogen suveræn.

Domstolen i Haag anvendte imidlertid en mere fleksibel standard. Den konkluderede, at jo mere isoleret et territorium er, og jo færre indbyggere det har, desto mindre strenge krav er der til suverænitetshævdelse. På den baggrund fastslog domstolen, at Danmark havde haft suverænitet over hele Grønland siden 1300-tallet.

Det var selvom den danske bosættelse og administration var ikkeeksisterende i over 200 år – og derefter yderst begrænset.

Norge tabte sagen, fordi Danmark havde udøvet mere kontrol over Grønland end Norge, blandt andet ved at lovgive for hele øen – og fordi Norge ved sine egne diplomatiske handlinger havde anerkendt Danmarks krav.

Gentænk den eksisterende praksis

Den fleksible standard er siden anvendt i andre tvister. Derfor er der ingen tvivl om suverænitet. Intet andet land kan gøre juridisk bindende krav på Grønland, om end Storbritannien måske vil konsulteres inden et salg.

Suverænitet over Grønland er ubestridt, og det giver mulighed for at gentænke den eksisterende praksis.

Jacques Hartmann
Professor i international lov, University of Dundee

På trods af den klare dom er det en udbredt misforståelse, at Danmark vil kunne miste suverænitet, hvis danske soldater ikke patruljerer Nordøstgrønland. Denne holdning ignorerer, ligesom domstolen gjorde, hvorvidt Grønlands oprindelige indbyggere havde eller kan opretholde suverænitet.

Suverænitet over Grønland er ubestridt, og det giver mulighed for at gentænke den eksisterende praksis.

Andre arktiske lande, som Canada og Norge, håndterer kystnære opgaver som fiskerikontrol og redningsaktioner gennem civile institutioner, og Grønland kunne med fordel følge en lignende tilgang.

Dette ville ikke alene understøtte lokal selvbestemmelse, men også bidrage til afspænding i Arktis – uden at kompromittere suverænitetshævdelsen.

Som landsstyreformanden Múte B. Egede har påpeget, er der behov for en ny vej, der balancerer Grønlands interesser med rigsfællesskabet. At gentænke patruljering og suverænitetshævdelse er et naturligt skridt i denne retning.