Kronik om biodiversitet: Kongeriget skal droppe snævre territoriale interesser

Af Christian Prip
Senioranalytiker, Fridtjof Nansens Institut

Vi er er i en global biodiversitetskrise på land og i havet, og forskning peger på, at vi er i gang med den sjette masseudryddelse. Arterne uddør 100-1000 gange hurtigere, end hvad der er normalt for livet på Jorden. Ud over det uoprettelige tab, som arters uddøen er i sig selv, betyder tabet af arter også, at økosystemerne bliver ustabile og i sidste ende kan kollapse med alvorlige konsekvenser for os mennesker, der er afhængige af naturens tjenester.

Klimakrisen løber stadig med langt den største opmærksomhed, men den globale biodiversitetskrise er kommet højere op på dagsordenen både internationalt og i Danmark. Miljøminister Lea Wermelin (S) taler engageret om biodiversitet og vigtigheden af det kommmende globale topmøde i Kina under FN's Biodiversitetskonvention, hvor der skal vedtages nye globale biodiversitetsmål for det kommende tiår.

Hvad der stadig er ukendt for de fleste er, at FN er i gang med en forhandlingproces om endnu en global biodiversitetstraktat, som skal omfatte den halvdel af Jordens overflade, som Biodiversiteskonventionen ikke dækker. Det er de åbne havområder uden for landenes råderet – to tredjedele af verdens samlede havområder.

Behovet for traktaten
Der er mange gode grunde til en sådan traktat, som vil blive et tillæg til FN's Havretskonvention.

I århundreder har man udnyttet ressourcerne i havet ubegrænset og brugt det til losseplads. Havet sletter alle spor, troede man, og de store åbne oceaner var meget langt væk. Det er de ikke mere.

I århundreder har man udnyttet ressourcerne i havet ubegrænset og brugt det til losseplads. Havet sletter alle spor, troede man, og de store åbne oceaner var meget langt væk. Det er de ikke mere.

Christian Prip
Senioranalytiker, Fridtjof Nansens Institut

Nu er det ikke kun havene tættest ved kysterne, som lider af overfiskning, forurening og effekterne af klimaændringer, men også de åbne havområder.

Når disse ikke er under nogen staters råderet, men til fri udnyttelse for alle, er det kun gennnem forpligtende internationale aftaler, at de kan sikres en bæredygtig forvaltning.

FN's Havretskonvention har kun meget brede bestemmelser om beskyttelse af havmiljøet og ingen, der specifikt handler om biodiversitet.

Et stort skridt mod verdensmål 14
Traktaten skal give mulighed for, at der kan udlægges beskyttede havområder og indføre et globalt system for miljøkonsekvensvurderinger for aktiviteter, der kan skade biodiversiteten. Med traktaten vil man også indføre regler for udnyttelse af de marine genetiske ressourcer, der findes i havområderne, og for hvordan udbyttet fra dem skal fordeles på en ligelig og retfærdig måde.

Der er store forventninger til at udnytte havenes mikroorganismer til blandt andet nye lægemidler og fødevarer. Traktaten vil være et stort skridt mod at opfylde FN-bæredygtighedsmål 14 om at beskytte livet i havet.

Der var planlagt et sidste møde i forhandlingsprocessen i marts 2020, men som andre FN-forhandlingsmøder er det udsat på grund af coronakrisen. På grund af mange udestående spørgsmål i forhandlingerne vil det næste FN-møde næppe blive det sidste. Det giver tid til at få skabt den opmærksomhed og reflektion om processen, som hidtil har manglet i Danmark.

Betydning for Danmark
Vil en sådan trakat have betydning for Danmark? De nærmeste havområder, som ikke hører under vores egen eller andre landes råderet, ligger jo langt væk. Ja, for Danmark er en gammel søfartsnation, der i stor grad gør brug af verdenshavene.

Men endnu vigtigere er, at Danmark som i andre FN-forhandlinger agerer på hele Kongerigets og dermed også på Færøernes og Grønlands vegne. Grønland støder op til det Arktiske Ocean med en central del omkring Nordpolen på størrelse med Middelhavet uden for kyststaternes råderet.

Det er Udenrigsministeriet, som er Kongerigets ansvarlige for forhandlingerne i FN, men det ville være synd at sige, at man dér har gjort meget for at skabe bred opmærksomhed og diskussion om dem. Det er anderledes i Norge, hvor udenrigsministeren har nedsat en referencegruppe med både grønne organisationer, erhvervsorganisationer og forskere til at rådgive sig om de norske holdninger i forhandlingerne.