Kurt Strand: Takket være Trump er mediedækningen af Arktis kraftigt forøget. Det var på tide

Amerikansk interesse går et århundred tilbage

Da Donald Trump første gang offentligt ytrede interesse for Grønland i 2019, var det en overraskelse for de fleste.

I nogle medier blev den amerikanske præsidents daværende købstilbud – der jo sidenhen er ændret til trusler om invasion og økonomiske sanktioner – betragtet som lidt af en joke, måske fordi han reducerede det til at være “ikke andet end en stor ejendomshandel.”

Men egentlig var tilbuddet ikke spor overraskende, for USA havde allerede på det tidspunkt fokuseret på Grønlands betydning ad flere omgange. 

Første gang var i 1917, hvor salget af De Vestindiske Øer til netop USA resulterede i amerikansk anerkendelse af Danmarks suverænitet over Grønland.

Trods den jævnlige amerikanske interesse i Grønland har mediedækningen helt frem til i dag været tilfældig og sporadisk.  

Kurt Strand
Forfatter og mediekommentator

At det var nødvendigt med en sådan garanti skyldtes, at Danmark jo havde signaleret, at fjerntliggende områder sagtens kunne frasælges og desuden, at blandt andre polarforskeren Robert E. Peary havde argumenteret for at omdanne Grønland til at være en amerikansk flådebase.  

24 år senere, i 1941, var Grønland – som følge af den tyske besættelse af Danmark – alene hjemme, og USA fik den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, med på en aftale, der i løbet af Anden Verdenskrig resulterede i 17 amerikanske baser og landingsbaner.

I 1951 blev aftalen gjort permanent, og den førte blandt andet til anlæggelse af den på det tidspunkt gigantiske og strategisk vigtige Thulebase (i dag Pituffik Space Base red.).

Og i dag sikrer den fortsat vidtgående amerikanske beføjelser i Grønland, for som tidligere topdiplomat Jens Christensen udtrykte det i en radioudsendelse i 1995, så har Danmark reelt ”kun retten til at hejse Dannebrog i Thule.” 

Inden 1951-aftalen havde USA fremsat et konkret købstilbud, som blev afvist. Det samme skete, da præsident Eisenhower på et møde i Det Hvide Hus i 1960 forsøgte at få den daværende socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag med på en idé om at købe Grønland.

Med til mødet var også kong Frederik den Niende, som ifølge historikeren Bo Lidegaards Krag-biografi reagerede med ordene, “vi sælger ikke.” 

Klimaforandringerne skaber øget medieinteresse

Trods den jævnlige amerikanske interesse i Grønland – og dermed påmindelserne om, at dansk suverænitet over verdens største ø ikke er en given størrelse – har mediedækningen helt frem til i dag været tilfældig og sporadisk.

En forklaring kunne være, at det både er dyrt og besværligt at rejse til og i Grønland, men den holder bare ikke. For dækningen af Færøerne har ikke været meget bedre, og der holder prisniveau og logistikbesvær ikke som argument. 

En mere nærliggende forklaring på den begrænsede medieinteresse er sandsynligvis, at de fleste danskere – inklusive redaktører, journalister og andre mediefolk – først i de senere år har forstået betydningen af det, der foregår i og omkring Grønland og Færøerne. Især synlige klimaforandringer har været – og er – årsag til øget mediefokus. 

For tre år siden lavede jeg en optælling i databasen Infomedia, som viste nær en fordobling af dækningen i løbet af ti år.

En stor del af ansvaret for at vi fastholder båndene – og dermed et vigtigt link til hele det arktiske område – ligger i høj grad hos medierne.

Kurt Strand
Forfatter og mediekommentator

Blandt det voksende antal Arktis-artikler var en del om sikkerhedspolitiske konsekvenser af klimaforandringerne, sandsynligvis inspireret af et stunt i 2007, hvor Rusland tilplantede sit flag på havbunden ved Nordpolen for dermed at demonstrere sin interesse i området for hele verden. 

Medierne har et særligt ansvar 

Der er naturligvis al mulig grund til at glæde sig over den støt voksende dækning i danske medier, og selv om det vil være bekosteligt, bør det være en selvfølge for de offentligt ejede public service-medier, DR og TV2, at have faste korrespondenter i Nuuk og Tórshavn.

Ikke kun for at kunne berette om valgkampe, fiskerieventyr og kurrer på tråden til Washington. Men også for at give os alle sammen et kontinuerligt indblik i og forståelse for, hvad der foregår i det arktiske område. 

For hvad vi end mener om vores forhold til Grønland og Færøerne, kommer ingen uden om, at der er en række historiske og kulturelle bånd, som ikke – uanset graden af selvstændighed både det ene og det andet sted – bør forsvinde. 

En stor del af ansvaret for at vi fastholder båndene – og dermed et vigtigt link til hele det arktiske område – ligger i høj grad hos medierne. Flere er godt i gang og har fornuftigvis skruet op for dækningen, men mange fortsættelser følger, og dem skal medierne holde fast i. 

For hvis ikke de gør det, hvem gør så?