Juaaka Lyberth: Militær tilstedeværelse er ikke en genvej til nyt liv i grønlandske bygder

Jeg deler ikke håbet

Debatten har længe handlet om, hvordan Narsarsuaq kan udvikle et bæredygtigt erhvervsliv uden lufthavnen. Den diskussion er stadig uafklaret.

Meldingen om, at USA muligvis overvejer at genåbne sin gamle militærbase, har ifølge DR skabt et spinkelt håb om, at det kan redde det tilbageværende civilsamfund. Det håb deler jeg ikke.

At tro, at en amerikansk militærbase kan fungere som redning for et civilsamfund, er efter min vurdering en fejlslutning.

Man behøver blot at se på Pituffik Space Base i Thule. Her findes intet civilsamfund, og adgang kræver tilladelse fra USA.

Grønland bør fokusere på, hvordan samfundet som helhed kan få gevinst af den øgede danske og formentlige amerikanske militære tilstedeværelse.

Juaaka Lyberth
Forfatter

Tidligere var det et konkret problem, da al civil lufttrafik til og fra Qaanaaq gik via den amerikanske base.

Rejsende måtte hver gang søge om tilladelse til blot at være i transit. Først da Qaanaaq fik sin egen lufthavn, blev dette problem løst.

I Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) – hvor den tidligere amerikanske base Bluie West 8 lå– har civil og militær aktivitet historisk kunnet eksistere side om side.

Det skyldtes især, at stedet i 1960'erne var en nødvendig mellemlanding for flytrafik mellem Danmark/Skandinavien og USA.

Basen blev dengang opdelt i en civil og en militær del, og i 1992 blev hele området overdraget til Grønlands Hjemmestyre.

Kangerlussuaq fungerede som Grønlands internationale lufthavn frem til 2024, hvor Nuuk Lufthavn overtog rollen.

Usikre tider

I dag er den militære tilstedeværelse igen stigende. Den danske stat har afsat betydelige midler til oprustning i Arktis frem mod 2030, og USA har udtrykt interesse for øget militær aktivitet – også i Kangerlussuaq.

Med denne udvikling er det svært at forestille sig, at et civilsamfund i Kangerlussuaq kan genopstå i samme form som tidligere.

Der kan muligvis opstå en rolle som transitsted for turister, men det er svært at spå om i disse usikre tider, hvor forhandlinger sker i lukkede rum.

I stedet for at håbe, at flere amerikanske militære baser måske kan redde et par bygder med meget få indbyggere, bør Grønland fokusere på, hvordan samfundet som helhed kan få gevinst af den øgede danske og formentlige amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland.

Det åbne spørgsmål er nemlig, hvordan den militære oprustning i Grønland og Arktis vil påvirke det samlede grønlandske civilsamfund.