Ngo: Grønland er frontlinjen i den globale kamp for oprindelige folks rettigheder

Opbakning til kalaallit inuit

USA's glohede interesse for Kalaallit Nunaat – og den udtalte ambition om at "få" landet på den ene eller anden måde – rystede ikke bare rigsfællesskabet. Internationalt blev opbakningen stadig tydeligere i dagene op til naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens møde med vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio midt i januar.

Mødet var bemærkelsesværdigt, da det fandt sted på baggrund af historisk alvorlige trusler.

Med både Motzfeldt og Rasmussen til stede havde det også en anden, principiel betydning: Det blev et konkret og synligt eksempel på selvbestemmelsesretten udfoldet direkte foran verdenspressen.

Den aktuelle amerikanske trussel om at overtage land med magt er ikke kun en sag om et kongerige i krise.

Malu Rosing og Helle Løvstø Severinsen
Hhv. arktisrådgiver og engagementsrådgiver, IWGIA

Vivian Motzfeldt deltog som repræsentant for Naalakkersuisut, regeringen i Kalaallit Nunaat, hvor omkring 90 procent af befolkningen er inuit. Dermed blev artikel 3 i FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder meget konkret benyttet, og det er forbilledligt at se rettighederne omsat til handling i en så afgørende stund. Artiklen fastslår: "Oprindelige folk har ret til selvbestemmelse. I kraft af denne ret fastsætter de frit deres politiske status og kan frit udøve deres økonomiske, sociale og kulturelle udvikling."

Fra det internationale samfund af oprindelige folks organisationer begyndte støtteerklæringerne at dukke op. Repræsentanter fra Wampis Nationen I Peru skrev for eksempel: "The Wampis Nation stands in solidarity with the Indigenous Peoples of the world, because an attack on one is an attack on all. This is especially true for the Inuit, who for decades have led the fight for collective Indigenous rights around the world, particularly for autonomy."

Også andre spillere i det internationale samfund bakkede op. Ikke mindst EU og syv af FN's specialrapportører udtrykte støtte til rigsfællesskabet.

Territorium, rettigheder og magt

Gennem historien er oprindelige folk verden over blevet tvangsflyttet, forvist fra deres land, samlet i reservater eller i værste fald forsøgt udryddet. I den samme periode har de kæmpet for selvbestemmelse – og den kamp har i stigende grad båret frugt.

Selvbestemmelse er uløseligt forbundet med jordrettigheder og territorialrettigheder. De grænser, der i dag løber som røde bånd på verdenskortet, er resultatet af magtkampe – og i langt de fleste tilfælde trukket uden hensyn til de folk, der beboede områderne før koloniseringen. De har splittet familier og folkeslag og udgør en kolonial arv, som fortsat er levende i dag. 

Den aktuelle amerikanske trussel om at overtage land med magt er derfor ikke kun en sag om et kongerige i krise. Det er en alt for velkendt situation for oprindelige folk globalt – med den afgørende forskel, at den denne gang udspiller sig i fuld offentlighed. Kampen for oprindelige folks selvbestemmelse finder ellers sjældent vej til overskrifterne.

Selvbestemmelse er uløseligt forbundet med jordrettigheder og territorialrettigheder.

Malu Rosing og Helle Løvstø Severinsen
Hhv. arktisrådgiver og engagementsrådgiver, IWGIA

Der findes dog markante eksempler på, at kampen lykkes. I Perus regnskov etablerede wampis-folket i november 2015 Wampisnationen, som dækker mere end 10.000 kvadratkilometer – et område svarende til Sjælland og Fyn tilsammen.

Der er mange andre eksempler i Latinamerika, og arbejdet for oprindelige folks selvstyrende territorier foregår mange steder på kloden. I Canada opnåede inuit i 2022 selvbestemmelse over Inuit Nunangat efter mange års arbejde. Det er et territorium, som er på størrelse med Kalaallit Nunaat.

Oprindelige folks rettigheder fylder måske ikke så meget for den ellers generelt internationalt orienterede læser. Men det er væsentligt at forstå deres betydning, da der findes næsten en halv milliard oprindelige folk globalt. De lever i vid udstrækning på den tilbageværende jord, som ikke er intensivt opdyrket eller industrialiseret. Samlet set dækker disse områder 28 procent af jordens overflade.

Deres ret til jord er sikret gennem førnævnte FN-erklæring fra 2007, som beskrevet i artikel 26:

"Oprindelige folk har ret til de landområder, territorier og ressourcer, de traditionelt har ejet, beboet eller brugt eller erhvervet på anden måde [...]"

Og lad det være de sidste ord i en tid, hvor rigsfællesskabet bliver kigget nøje efter i sømmene.