Færøernes lagmand rækker hånden ud til EU-kommissionsformand

Et brev landede fornyelig i indbakken på EU-kommissionens formand Ursula von der Leyens skrivebord. Afsenderen var Færøernes lagmand Bárður á Steig Nielsen. Budskabet i brevet var en opfordring til tættere samarbejde mellem EU og Færøerne.
Færøerne ønsker at styrke og modernisere de bilaterale forbindelser med EU på en måde, der bedre kan sikre forbedringer af eksisterende aftaler samt åbne op for samarbejde på eksisterende og nye områder i Europa.
“Det er mit oprigtige håb, at vi kan arbejde sammen med Europa -Kommissionen for at fremme dette mål under din ledelse,” skriver Bárður á Steig Nielsen til Ursula von der Leyen og fortsætter:
“Jeg vil gerne foreslå, at vi bygger på det positive engagement, der for nylig har udviklet sig med Kommissionens tjenestegrene, med medlemsstaterne og gennem Europaparlamentet, ved at forpligte os til at etablere en dialog om styrkelse af vores bilaterale samarbejde. Jeg ser især behovet for at udvikle et tværgående politisk partnerskab for samarbejde om eksisterende og nye områder.
Dette bør give os mulighed for bedre at lette gennemgangen og moderniseringen af vores nuværende aftaler om handel og fiskeri samt give mulighed for mere fokuseret samarbejde på andre centrale områder, såsom uddannelse, kultur, energi og digitalisering."
Årsagen til at lagmanden har skrevet brev til kommissionsformanden er klar.
”Vi ønsker at styrke vores samarbejde med EU på flere områder. EU er en vigtig nabo for os og har altid været et pålideligt marked for færøsk eksport,” siger Færøernes lagmand Bárður á Steig Nielsen til Altinget.
Færøsk laks på middagsbordene
Færøernes økonomi buldrer derudaf i disse år med en BNP-vækst, der overgår den danske BNP-vækst. Det skyldes ikke mindst eksporten af fisk.
Færøske makreller og laks lander således på middagsbordene overalt i verden. Men det udelukker ikke tættere bånd mellem Færøerne og EU, mener lagmanden.
“I dag er der mange andre store markeder, som køber vores produkter, for eksempel USA, Rusland og Kina. Ikke desto mindre, er vi interesserede i at udvikle vores politiske og økonomiske samarbejde med EU. Det vil gavne både EU og Færøerne,” pointerer Bárður á Steig Nielsen.
Han slutter sit brev til kommissionsformand von der Leyen af med at invitere hende til Færøerne, “så vi kan starte denne nye dialog personligt”.
Færøerne valgte ikke at følge med Danmark ind i det daværende EF i 1973.
Indsigt

Aaja Chemnitz spørger Peter HummelgaardVil Politiet i Grønland se på, hvordan der kan skabes mere fleksible rammer for at passe på deres betjente?
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvad bliver konsekvenserne, hvis man fra dansk side vælger at opsige baseaftalen med USA?Besvaret
Aaja Chemnitz spørger Peter HummelgaardKan grønlændere i Danmark få adgang til et pas, hvor der står Kalaallit Nunaat/Grønland og Danmark?Besvaret
Nyhedsoverblik

SF vil "gå til kanten" af Grundloven for at hjælpe Grønland og Færøerne

Det er et grønlandsk ønske til den nye regering. Nu bakker Sjúrður Skaale også op om grundlovskommission

Grønlands nye folketingsmedlemmer sætter turbo på opbruddet i rigsfællesskabet

Lidegaard åbner for et selvstændigt Grønland: Klar til at gentænke rigsfællesskabet














