Martin Breum: Sexmisbruget af børn i Grønland er halveret, men vælgerne kræver mere handling

ANALYSE: Et flertal i Nuuk har tvunget Grønlands politiske ledere til at søge ny hjælp i Danmark. Det er ydmygende, men vil det gøre en forskel?

Placeholder image
Foto: Mads Pihl - Visit Greenland
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det høje antal sexovergreb på børn i Grønland er et skræmmende, veldokumenteret problem. Og pludselig skete der noget, da DR for nylig viste dokumentaren ”Byen hvor børn forsvinder” om forholdene i byen Tasiilaq på Grønlands østkyst. Grønland har i de seneste dage været ramt af politisk tumult og følelsesmættet tv-dækning. Offentligheden − også i Danmark − har mødt ofre, skurke og helte gennem nogle få hektiske dage, men nu er støvet ved at lægge sig, og vi kan undersøge, om vi fik nuancerne med.

På det politiske plan oplevede den politiske top i Grønland, hvor ydmygende det er have et flertal imod sig. Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, fik pludselig mere end halvdelen af Inatsisartut, parlamentet, på nakken. Flertallet krævede, at Naalakkersuisut skulle bede om mere hjælp i Danmark til de udsatte børn i Grønland, og den regerende koalition bøjede sig; selv kaldte den det noget andet.

Svigtede de svageste
Her er ingredienser til en prægnant nyhed, inklusive politik på den større klinge: Dansk Folkeparti har tidligere foreslået, at Danmark burde genovertage magten over det sociale arbejde i Grønland, især af hensyn til børnene. DF’s præmis er, at de grønlandske myndigheder ikke magter opgaven, og at Grønlands sociale arbejde derfor bør sættes under statslig administration, præcis som var det en dansk kommune, der svigtede de svageste.

En dansk genovertagelse af magten over det sociale arbejde i Grønland ville være et brutalt judo-greb på den faste aftale om magtens deling mellem Danmark og Grønland, der er fastmuret i Lov om Grønlands Selvstyre fra 2009, og ingen på Christiansborg har været villige til at følge Dansk Folkeparti − men pludselig tvang et grønlandsk flertal altså Naalakkersuisut til at søge mere hjælp i Danmark. Det har givetvis gjort ondt på en del beslutningstagere i Nuuk; ikke fordi de ikke ønsker børnene det bedste, men fordi de ikke kan se, hvordan mere hjælp fra Danmark skulle hjælpe lige nu − og fordi det altid er ydmygende at gå med tiggerhatten i hånden; dobbelt ydmygende at få den påtvunget.

Katastrofefond til akutte sager
Sagen har skærende politiske undertoner. Kort efter bataljen i parlamentet offentliggjorde et af de grønlandske folketingsmedlemmer, tidligere børnetalsmand i Grønland Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit, flere forslag til forstærket indsats mod sex-misbruget. En katastrofefond til akutte sager, straks-domme til sexforbrydere, familiekostskole til nybagte forældre med videre. Det var velegnet til at fremprovokere spørgsmålet: Hvorfor gør ledelsen i Nuuk ikke bare, som Aaja Chemnitz foreslår?

Her hører det med, at Aaja Chemnitz Larsen deler parti med Asii Narup Chemnitz, borgmesteren i Sermersooq Kommune, som både omfatter Nuuk og den lille by Tasiilaq på østkysten, der er særligt i fokus. Asii Narup Chemnitz hører til de stærkeste af den regerende Siumut-koalitions modstandere. Hun har det primære ansvar for den tilsyneladende sønderbombede socialindsats i Tasiilaq, men det var, som om forslagene ikke gjaldt hende. Asii Chemnitz har på Facebook ihærdigt forsøgt at forklare offentligheden, at problemet er landsdækkende og langt større, end kommunerne kan klare alene.

Grønlands øverste politiske ledelse har sin del af ansvaret, siger hun − og det samme mente altså et flertal i Inatsisartut. For de politiske følsomme vil det endnu engang se ud, som om de veluddannede, dansk-kyndige i Nuuk forsøger at tvinge politikere som Martha Abelsen og landsstyreformand Kim Kielsen ud i tovene − politikere, der har deres rødder i Siumut og i den jævne, grønlandsk-talende vælgermasse; mange af dem bosat langt fra Nuuk.

Hul på bylden
Den aktuelle diskussion om de misbrugte børn blev som nævnt først vækket af DR-dokumentaren 'Byen hvor børn forsvinder', der også blev vist i Grønland. Den fokuserer på ofrene for seksuelt misbrug i Tasiilaq-området i Østgrønland, hvor cirka 3.000 mennesker bor. Den blotlægger, hvordan skolelærere, forældre og andre oplever en eklatant mangel på hjælp fra psykologer og terapeuter, almindelig sagsbehandling og respons fra kommunen. Selvmord, druk, seksuelt misbrug kører i ring − også blandt de helt unge.

Dokumentaren har fået en i forvejen voldsom frustration over de uløste sociale problemer til at eksplodere i Grønland. En video blev kastet på Facebook af Eqaluk Høegh, en ung embedsmand, der indtil da var ministersekretær hos Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut. Høegh kritiserede politikerne i Nuuk for at handle skødesløst og mangelfuldt, og så blev det for alvor en historie også i Danmark. Høegh er tidligere populær tv-vært i Nuuk, hans video var en opsigelse for åben skærm, og den gik lige i blodet på nyhedsmedierne.

Sexmisbruget halveret
Selv blev jeg interviewet til Radio 24/7. Jeg skulle fylde ud mellem radioværternes forargelse over sexmisbruget og glæde over, at Grønlands politiske ledere nu åbenbart blev pisket til at gøre noget. Morgenværterne gentog flere gange, at “43 procent af alle de voksne i Grønland over 50 har været udsat for seksuelle overgreb.”

Forbløffelsen er til at forstå; det er et vanvittigt højt tal. Men lytterne fik ikke at vide, at tallet senest optræder i en spritny rapport med et hovedbudskab, der nok er værd at tage med. Rapporten hedder 'Befolkningsundersøgelsen i Grønland 2018. Levevilkår, livsstil og helbred', og heldigvis har netmediet Polarfronten fra Det Grønlandske Selskab skabt lidt opmærksomhed om den. Her er uddrag fra Polarfronten:

Andelen af grønlændere, der har været udsat for seksuelle overgreb i opvæksten, er halveret i løbet af en generation. Ifølge professor Peter Bjerregaard er et fald i alkoholforbruget en af årsagerne.

“Nu har vi for første gang fået bekræftet, at det faktisk hænger sammen,” siger Peter Bjerregaard.

Mens 43 procent af generationen, der er født i Grønland i 1970’erne, fortæller, at de har været udsat for seksuelle overgreb i opvæksten, er tallet for generationen født i 1995 nede på 20 procent.

Ifølge Peter Bjerregaard kunne man allerede i Befolkningsundersøgelsen i Grønland 2014 ane tendensen. “I generationen fra 1990’erne melder godt en tredjedel, at de er vokset med alkoholproblemer og vold i hjemmet, og hver femte har været udsat for seksuelle overgreb.”

Af rapporten fremgår det, at 26 procent af de 18-29-årige i Grønland har været udsat for et eller flere seksuelle overgreb. Det har med sikkerhed dybtgående og ødelæggende effekt ikke bare på den enkelte, men på hele Grønlands udviklingsmuligheder, men der er altså over tid en markant faldende tendens. Midt i tragedien er der et eller andet, der virker. Den bratte nedgang i alkoholmisbruget synes at være en væsentlig faktor; mere detaljerede forklaringer har den ellers intense mediedækning af den aktuelle tumult ikke frembragt. (Peter Bjerregaard arbejder på Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, hvorfra en stor del af den faglige viden om sexmisbruget i Grønland stammer; en viden, som de grønlandske myndigheder deler på en særlig hjemmeside om problemet).

Danmark bidrager i forvejen
En anden undertekst fik vi som pressemeddelekse fra den politisk ansvarlige for den sociale indsats i Grønland, Martha Abelsen, Naalakkersuisoq − landsstyremedlem − for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet. Mange i Grønland er for tiden vrede på Martha Abelsen, men hendes erfaring er veldokumenteret. Hun har siden 1979 arbejdet i socialsektoren: Fra Kofoeds Skole til de øverst poster i den grønlandske socialsektor, og hun føler sig tydeligvis misforstået. Hun har ikke noget imod samarbejde med Danmark, siger hun − tværtimod:

“Socialstyrelsen har efter sin etablering haft et tæt samarbejde med Børne- og Socialministeriet og den danske Socialstyrelse. Baggrunden herfor er den danske satspuljeaftale på Social- og Indenrigsområdet 2017-2020, hvor der blev der afsat i alt ti millioner kroner i årene 2017-2020 til understøttelse af Selvstyrets indsats over for udsatte børn og unge i Grønland,” lyder det i Abelsens pressemeddelelse.

“På møderne i Rådet for Grønlands Retsvæsen har der i 2017 og 2018 været fokus på, hvordan Danmark kan bidrage til, at sager om seksuelle overgreb mod børn, vold og hvordan indsatsen over for ofre og krænkere kan styrkes. Naalakkersuisoq Martha Abelsen tilkendegav på sit møde med justitsministeren i december 2018, at Naalakkersuisut er meget glade for Justitsministeriets fokus på dette område og de konkrete tiltag, som bliver gjort,” lyder det.

Endelig får vi at vide, at Martha Abelsen i februar holdt møde med cirka 30 personer fra fonde og interesseorganisationer i København, der alle gerne vil hjælpe.

Forankret i grønlandsk kultur
Kritikken af ledelsens indsats har dog langtfra lagt sig, og Abelsen måtte få dage senere udsende endnu en pressemeddelelse, hvor hun kom lidt tættere på kernen i sit synspunkt. Hjælpen skal være “bæredygtig”, og det betyder i Martha Abelsens optik, at den skal være forankret i den grønlandske kultur:

“Naalakkersuisut er glade for den hjælp, som modtages fra Danmark, som styrker indsatserne på børne- og ungeområdet i Grønland. Samarbejdet er netop meget brugbart, da løsningerne på de sociale problemer skal findes i Grønland, med udgangspunkt i den grønlandske kultur og samfund. Naalakkersuisut er interesseret i at fortsætte den bæredygtige udvikling af socialområdet. Hjælpen fra Danmark har således karakter af hjælp til selvhjælp. De danske myndigheder har meget god forståelse for netop dette, hvilket bidrager til et godt samarbejde. Erfaringen er, at danske fagpersoner uden kendskab til grønlandske forhold kan løse nogle udfordringer på socialområdet på kort sigt, men når de forlader landet igen, så er problemerne ikke løst på længere sigt,” lyder det.

Her var Abelsen inde ved det svære stof: Hvad er det præcis for en hjælp fra Danmark, der vil gøre en forskel i Tasiilaq og andre små grønlandske byer og bygder, der kæmper med samme problemer − druk, selvmord, misbrug af børn? Hvor akut bør man handle? Hvilket tidsperspektiv er det rigtige, når børn lider og begår selvmord? Hvor skal man finde de fagligt kyndige, grønlandsktalende psykoterapeuter og psykologer, der har lyst til mere end et par dage i Tasiilaq? Antallet af udredninger, gæstebesøg af eksperter fra Danmark og nye handleplaner er vokset gennem en årrække. 

Ophidsede debat fortsætter
Peter Bjerregaard skitserer i Polarfronten præcist, hvor dybt problemet stikker:

“Mange af de sociale problemer har deres rod i folks opvækst, og det går så videre fra generation til generation. Og når noget er grundlagt 30-40 år tidligere, kan man jo ikke forvente, at en indsats vil ændre tingene her og nu. Man kan forsøge at give børn bedre vilkår i dag, men i den her sammenhæng kan vi først om 30 år se, om det har virket,” siger han.

1. juni på Grønlands Børnedag holdt Martha Abelsen tale i Tasiilaq. Hun nævnte ifølge referatet på nyhedsportalen Sermitsiaq.ag ikke specifikt de seksuelt misbrugte børn og heller ikke, at hun netop var blevet underlagt flertallets krav om at skaffe mere − uspecificeret − hjælp fra Danmark. Hun sikrede sig dermed i hvert fald ét resultat: Den ophidsede debat i Grønland vil fortsætte.

---------------------------

Martin Breum er journalist. Han skriver om Arktis blandt andet for Weekendavisen, Sermitsiaq (Gr)., EUobserver.com (Brux.) og ArcticToday.com (US). Hans seneste bog, 'Hvis Grønland river sig løs', udkom i 2018.

Omtalte personer

Martin Breum

Forfatter, journalist (med fokus på Arktis)
Journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1982)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser