Mike Fonseca: Gennem rigsfællesskabet kan vi opdage, at vi ikke bare er lille Danmark

Man bør og kan adressere to spørgsmål samtidigt. Nemlig, hvordan overvinder vi krisen, og hvad vores planer er, når krisen er klaret.

Skal vi først til at drøfte Kongerigets fremtid, når Trump træder tilbage, har vi spildt værdifuld tid. De allierede mødtes også på Jalta, et halvt år før Anden Verdenskrig var vundet. 

Hvis vi har en spændende ny fremtidsvision klar for enden af tunnellen, vil det styrke vor motivation for at holde ud i modgang. Pludselig vil det hele give mening. 

Vi vil indse, at vi står til at miste noget, som vi ikke kendte omfanget af, da krisen startede. 

Et nyt rigsfællesskab

Jeg vil derfor stille spørgsmålet, som jeg mener, alle vore tre lande skal stille sig: Hvordan ønsker vi, at Kongeriget version 2.0 skal se ud? 

Potentialet burde få det til at risle frydefuldt ned ad ryggen på de tre befolkninger. Med enkelte småfejl har vi nemlig allerede skabt et fælles kongerige, hvor få har for meget og færre for lidt. Vi har allerede platformen til en ny fælles model. 

Ser vi på den fremtid, som Sillicon Valley har på tegnebrættet, hvis vi ikke gør noget, kan jeg kun se en hverdag styret af apps, kryptovaluta, algoritmer og kunstig intelligens. 

Stadig mere urbaniserede befolkninger vil accelerere væk fra et naturligt analogt liv blandt mennesker til en evig jagt på nye digitale ressourcer.  

Jeg fornemmer, at mange grønlændere har en smerte over at være placeret i en civilisation, som ikke for alvor er deres egen.

Danskernes tilknytning til de nordatlantiske søsterlande burde give vore drømme et langt større udfaldsrum, end hvis vi var alene.

Mike Fonseca
MF, Nye Borgerlige

Danskerne har den samme smerte, blot i mindre grad. Vi er over tre-fire generationer blevet lokket til at vende det naturlige liv ryggen for at se ned på en skærm. 

Enhver dansker, som har været Grønland, kommer tilbage forandret for livet. Hun eller han har for første gang oplevet Guds frie uspolerede natur og mødt de mennesker, som naturen formede.

Det var hér langs kysten op til Sibirien, at Knud Rasmussen mødte de sidste frie mennesker på jorden på sin store slæderejse i første halvdel af 1920’erne.  

Vi hører hele tiden om udnyttelsen af Grønlands naturressourcer. Der tales en del om de sjældne jordarter, men jeg er langt gladere for at være i rigsfællesskab med et folk, hvis kultur bygger på intim kontakt til naturen og klimaet. 

En genfortolkning af vores lande

I sammenligning med dette er en årlig statsudgift på flere milliarder om året tindrede billigt. Efter hundred års velfærdscivilisation er danskernes forbindelse til moder jord blevet mere sjælden end sjældne jordarter.

Jeg har selv sydamerikanske rødder, men har gennem min opdragelse lært, at fællesskabet ligger i kulturen og sproget – ikke generne. Jeg føler, det ville være en kulturel katastrofe, hvis vi ikke havde færinger eller grønlændere i folketinget. 

Hvilket tab at miste et unikt fællesskab i Kongeriget, hvor blandt andet det færøske sprog ligner det, vi talte i Danmark for tusind år siden.  

Vi lever i en verden, som bliver stadig mere digitaliseret og overfladisk, og den største inspiration imod denne udvikling finder jeg i rigsfællesskabet. Sammen repræsenterer vi mange af de værdier, som resten af verden mangler. Vi har rødder i den ægte verden og fællesskabet. 

Danskernes tilknytning til de nordatlantiske søsterlande burde give vore drømme et langt større udfaldsrum, end hvis vi var alene. Det samme gælder Grønland og Færøerne.

Danmark var engang en kolonimagt, ja, men det må grønlændere og færinger komme over. Danmark var også en gang i krig med Sverige og mistede Skåne, Halland og Blekinge og Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940.

Vi er ikke som Trump, der vil eje Grønland eller Putin, som vil have Ukraine. Vi kræver ikke længere Skåne tilbage. Vi har lagt dette bag os. 

Det bedste af alle fællesskaber

Det er derfor, vi skal starte en dialog om rigsfællesskabet 2.0, mens politikerne arbejder på at holde Trump og Putin for døren. Vi skal ikke stille krav til hinanden, men blot fortælle, hvad vi hver især gerne vil og undersøge, hvordan vi kan hjælpe hinanden til at nå disse mål.

Det er en længere proces, end man umiddelbart antager. For måske er de fremtidsvisioner, hvert land opstiller, begrænset af manglende viden og vision om, hvad man i virkeligheden kan udrette. Der er behov for, at tre folk lufter og udvikler deres fremtidsdrømme. 

Jeg tror snarere, at vi er tre folk, som vil hinanden det bedste.

Mike Fonseca
MF, Nye Borgerlige

Det, jeg efterlyser, er national innovation og modernisering. Hvordan kan vi bruge hinanden til sammen at genfortolke vore lande ind i en ny verden. 

Måske skal danskerne lære, at vi ikke er “lille Danmark,” men at vi har ret og pligt til at tænke bredere og friere inden for en nyopdaget geografisk og kulturel ramme.  

Naturligvis kan det ende i en plan for afvikling af rigsfællesskabet. Men jeg tror snarere, at vi er tre folk, som vil hinanden det bedste og indser, at sammen kan vi få en langt bedre fremtid, end vi forestiller os. 

Danmark står heller ikke alene. Derfor er vi med i fællesskaber som de nordiske lande, Nato, FN og EU – og det bedste af dem alle: Kongeriget.