Arktisk kunstner: Ved den kulturelle frontlinje kæmper arktiske lokalsamfund for indflydelse og magt

Pan-ArcticVision er et Eurovision for de nordlige regioner, et initiativ til at styrke fællesskabet og den lokale magt, for at opbygge kontakt og dialog mellem mennesker, der deler levevilkår på tværs af landegrænser og geopolitiske skillelinjer.

Kultur er politik

Alle kender Eurovision, underholdningsprogrammet, der har hjemsøgt vores tv-skærme i over 50 år, med både musik, kostumer og stemmer af forskellig kvalitet. Alle uafhængige stater kan deltage, men netop dette er også et ufravigeligt krav: Kalaallit Nunaat (Grønland, red.) eller Føroyar (Færøerne, red.) vil aldrig kunne deltage under deres eget flag. Og selvom det hvert år lige så hårdt insisteres på, at Eurovision ikke er politik, er det selvfølgelig politik i bunden.

Hele pointen med Eurovision er politisk: Sangkonkurrencen er en del af Europas 'bløde diplomati,' designet til at styrke nationalstaterne og samtidig fremme europæisk fællesskab og integration, som af en eller anden mærkelig grund inkluderer Israel.

I Norden kæmper Grønland og Færøerne for at blive hørt, når udenrigspolitikken i Arktis skal defineres.

Amund Sjølie Sveen
Medarrangør, Pan-ArcticVision

Krigen i Ukraine har også ført til en slagmark i Eurovision, og Rusland er ikke velkommen. I år åndede alle lettet op, da Israel ikke vandt, men i 2019 blev tv-programmet sendt fra Tel Aviv, og flere deltagere viftede med palæstinensiske flag fra scenen.

Israels kulturminister udtalte, "You cannot mix politics at a cultural event," men ministeren tog selvfølgelig fejl: Kultur er politik, og den menneskelige stemme har altid et politisk potentiale.

Storpolitiske benspænd

Den første udgave af Pan-ArcticVision fandt sted i Vadsø i Nordnorge, og 12. oktober var Nuuk arena for dette års version af den grænseoverskridende arktiske begivenhed.

Under mottoet 'Sang, fællesskab og uafhængighed' var ni arktiske kunstnere fra ni arktiske samfund samlet for at fremføre ni arktiske sange. Deltagerne kom fra Alaska, det nordlige Canada, Island, det nordlige Skandinavien, det arktiske Rusland og selvfølgelig fra Kalaallit Nunaat og Føroyar. Og Nuuk satte sit præg på arrangementet, både hvad angår logistik, politik og kultur:

For sangerinden Ester Skála var det ikke muligt at rejse fra Tórshavn til Nuuk uden at overnatte i Danmark på vejen. Det er dyrt og kompliceret at rejse på tværs, selv inden for det samme kongerige. Rigsfællesskab betyder ikke nødvendigvis fællesskab gennem kommunikation.

Evgeny Goman fik den politiske side af rigsfællesskabet at føle. Han har boet det meste af sit liv i Murmansk i Rusland, men bor i dag med sin familie i eksil i Kirkenes i Nordnorge. Med opholdstilladelse i Schengen kan han rejse frit gennem Europa, herunder til Danmark. Men ikke til Nuuk.

Derfor skal han søge om lov, men det er ikke Nuuk, der afgør sagen. Det er København. Derfor var der heller ingen i Kalaallit Nunaat at henvende sig til, da behandlingen tog tid, og visummet lod vente på sig, kun den ansigtsløse danske Udlændingsstyrelsen (som ikke svarer på henvendelser).

Der kom endelig et visum, og heldigvis var de arktiske russere også repræsenteret på scenen – også selvom det kostede sved og en ny flybillet (det russiske Arktis udgør trods alt halvdelen, både i forhold til indbyggertal og territorium).

Den kulturelle frontlinje

Det var heller ikke primært nordisk kultur, der skabte det største engagement hos det lokale publikum i Katuaq Kulturcenter. Iva & Angu fra Nunavut i Canada fik flest bifald for deres vidunderlige strubesang.

Det er tydeligt for enhver, der vil se, at de kulturelle forbindelser vestpå, ud af Kongeriget og mod resten af ​​'Inuit Nunaat,' er umådeligt vigtige set fra rigsfællesskabets nordligste punkt.

Kultur er politik, og den menneskelige stemme har altid et politisk potentiale.

Amund Sjølie Sveen
Medarrangør, Pan-ArcticVision

Eurovision er en vision distribueret fra Europas magtcentrum. Eurovision er et projekt, der skal bekræfte verden, ikke udfordre den. Pan-ArcticVision 2024 er det modsatte: En international, grænseoverskridende fejring af nordlig kultur, magt og fællesskab – udsendt fra Nuuk; eksilrussisk sang med tekst om propaganda, nordfinsk countryrap, strubesang fra Nunavut, black metal på islandsk og politisk bevist pop fra Kalaallit Nunaat – alt sammen på deres eget sprog under deres eget flag.

Arrangementet udfordrer den danske og europæiske verdensorden. Er det måske derfor, ingen dansk presse eller medier har nævnt Pan-ArcticVision med et eneste ord?

Man kan sige meget om det arktiske område, men det er ikke specielt homogent. Fælles for alle nordlige områder er dog oplevelsen af ​​at være langt væk fra, hvor beslutninger træffes.

Hovedstaden er langt væk, uanset om du er i Nuuk, Tórshavn eller Iqaluit. Folk i de nordlige regioner kæmper dagligt for indflydelse på deres egen livssituation, og Pan-ArcticVision er en del af en kulturel frontlinje.

Den nordlige hverdag skal defineres og artikuleres fra nord. Næste år håber vi at se dig i Nunavut.