Retoriker: Grønlændere ved alt om at tage imod danskere. Det omvendte gør sig ikke gældende

På grund af rigsfællesskabets historie kender man i Grønland stort set alt til at tage imod nyankomne fra Danmark:

Nyansatte danske tilflyttere i Grønland får ofte stillet en bolig til rådighed, den lokale Pisiffik sælger importerede danske varer, og danskere kan uden problem tilgå alle dele af systemet på eget sprog og blive støttet af lokale, der oftest kender til i hvert fald det mest basale af den danske kultur.  

Vender vi scenariet om, ser det noget anderledes ud: Grønlændere – der som bekendt er danske statsborgere – mødes i alle lag af det danske samfund oftest med en rungende uvidenhed om Grønland og de mest basale kulturforskelle. 

I et ligestillet rigsfællesskab bør der som minimum være et basalt og opdateret kendskab til sprog, kultur og samfund begge veje.

Kristian Duch
Retoriker

Nysgerrigheden på den moderne grønlandske kultur bliver oftest erstattet af de nok så fortærskede fordomme, og på grund af dansk statsborgerskab skal man som grønlænder se langt efter muligheden for støtte til integration i det danske samfund og system.

Den indforståede forventning bliver derfor, at grønlændere helt automatisk lander i lufthavnen i Kastrup og retter ind efter det danske, fordi man i Grønland jo angiveligt kender alt til at bo i Danmark.  

Med den forventning har man fra dansk side selvfølgelig ingen grund til at bruge kræfter på at forsøge at forstå sine “grønlandske landsmænd,” som mange danskere i forvejen ikke bruger særlig meget tid på at tænke over i hverdagen.  

Men når Grønland og Danmark på papiret er ligeværdige parter, er den holdning selvfølgelig ikke optimal – den er jo åbenlyst ganske ensidet.

Behov for opdateret sprog - og kulturforståelse

Kulturforskellen og sprogbarrieren er lige så stor fra dansk til grønlandsk, som den er fra grønlandsk til dansk, og man kan fra dansk side ikke til evig tid gemme sig bag den gamle undskyldning, at “sådan har det altid været,” når grønlænderen – både i Grønland og i Danmark – er nødt til at forstå og tilpasse sig danskeren, uden at det altid bliver gengældt.  

I et ligestillet rigsfællesskab bør der som minimum være et basalt og opdateret kendskab til sprog, kultur og samfund begge veje, så vidensgrundlaget fra begge sider gør det muligt at skabe en bro imellem de to kulturer.  

Det er selvfølgelig ikke alle grønlændere, der taler flydende dansk fra barnsben eller kender til hvert et hjørne af Danmark, og derfor ville det også være for meget forlangt at kræve, at en dansker skal kunne det samme den anden vej.