Seniorforsker: Kinas tilstedeværelse i Arktis bør ikke give os søvnløse nætter

Iøjnefaldende overlap

For et par måneder siden udsendte Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) sin årlige offentlige vurdering af truslerne mod Kongeriget Danmark. Som det er blevet kutyme, optager både Arktis og Kina en masse spalteplads – med nogle iøjnefaldende overlap undervejs.

Hvad der særligt springer i øjnene i den seneste FE-rapport er konstateringen med fede versaler på side 36: "Kina forbereder at være militært til stede i Arktis".

Overskriften er anbragt lige under Grønland på et stort kort over Arktis. At forberedelserne i form af ekspeditioner med forskningsskibe og isbrydere "overvejende foregår i den del af Det Arktiske Ocean, der ligger nord for Beringstrædet" – tusindvis af kilometer fra Grønland – virker næppe ligefrem afdramatiserende.

På pressemødet 11. februar i forbindelse med Natos lancering af sit nye arktiske sikkerhedsinitiativ forspildte generalsekretær Mark Rutte heller ikke lejligheden til at koble tiltaget direkte sammen med den "virkelige trussel" fra Kina i Arktis. Rutte, hvis lydhørhed over for den amerikanske præsident har givet ham tilnavnet "Trump-hviskeren", fremmanede endda truslen som svar på et spørgsmål om Kinas tilstedeværelse omkring Grønland.

Det er ikke Kinas tilstedeværelse i Arktis, der bør give os søvnløse nætter – og da slet ikke grønlænderne.

Andreas Bøje Forsby
Seniorforsker, Ph.d., Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Ingen grund til panik

Lad det være sagt med det samme: Der er alskens grunde til at være bekymret over Kinas voksende globale magt og indflydelse. Men det er ikke Kinas tilstedeværelse i Arktis, der bør give os søvnløse nætter – og da slet ikke grønlænderne.

For det første har Beijing for længst måttet renoncere på sine arktiske ambitioner, efter at den kinesiske regering ellers i 2018 bebudede en "Polar Silkevejsforgrening" og begyndte at omtale Kina som en "nær-arktisk stormagt".

I mellemtiden har de arktiske lande nemlig lagt sig i selen for at hindre kineserne i at opbygge nogen form for strategisk brohoved eller infrastrukturelle investeringer i regionen. På Fox News fortalte Løkke, hvordan han tidligere som statsminister personligt havde grebet ind for blandt andet at hindre kineserne i at opkøbe en aftjent flådestation i Grønnedal eller konstruere lufthavnsinfrastruktur i Nuuk og Ilulissat, alt sammen i Grønland.

For det andet fortoner kinesernes kommercielle interesser sig i Arktis. Det gælder ikke bare de svært tilgængelige naturressourcer i den arktiske undergrund og den voksende modvilje mod at give Kina mulighed for at styrke sit de-facto monopol over kritiske mineraler. Eksempelvis har Kina ikke længere nogen aktive investeringer i Grønlands minesektor.

Det gælder også den højt besungne maritime transportrute nord omkring Rusland (NSR), der potentielt vil kunne reducere afstanden for Kinas havbårne transport til Europa med omkring 25 procent.

Problemet er blot, at de usikre klimatiske forhold, den manglende støtteinfrastruktur og ikke mindst de geopolitiske risici hindrer NSR i for alvor at blive kommercielt attraktiv førend måske 2040'erne.

Kina-truslen har spillet en unødvendig fremtrædende rolle i den højspændte Grønlandskrise.

Andreas Bøje Forsby
Seniorforsker, Ph.d., Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Is i maven

Man kan til gengæld ikke afskrive truslen fra kinesiske atomdrevne og nukleart bevæbnede ubåde (SSBN), der i givet fald vil kunne bruge den arktiske iskappe til at skjule sig fra luftovervågning (satellitter, fly, droner).

Men i lyset af de anseelige udfordringer Kinas eneste SSBN ubåd (type 094 Jin-klasse) hidtil har haft med at opretholde en troværdig nuklear afskrækkelse fra Det Sydkinesiske Hav, skal vi ikke forvente, at kineserne vil kunne patruljere i Det Arktiske Ocean foreløbig (og allertidligst når en ny avanceret Tang-klasse ubåd bliver operationel i slutningen af årtiet). Den hastige udvikling af undervandsdroner kan under alle omstændigheder hurtigt ændre det strategiske afskrækkelsesspil i Arktis.

Tilbage står indtrykket af, at Kina-truslen har spillet en unødvendig fremtrædende rolle i den højspændte Grønlandskrise – og at vi selv fra dansk side har bidraget hertil. Indtil Løkke gik på Fox News.

At den suverænt største trussel mod Grønland og det danske Kongeriges territorielle integritet kommer fra amerikanerne gør selvfølgelig hele affæren endnu mere speget.

FE-rapporten nøjes med en lakonisk konstatering af "USA's stigende interesse for Grønland og dets betydning for USA's nationale sikkerhed."

Indledningsvis får rapporten dog samtidig slået fast, at "USA bruger nu sin økonomiske og teknologiske styrke som et magtmiddel, også overfor allierede og partnere" – en form for tvangsdiplomati, kineserne i øvrigt længe har praktiseret.

Hvis hele miseren har lært os noget, må det være, at de flydende trusselsbilleder og turbulente krisestunder kræver varsomhed, is i maven og et pragmatisk udsyn. I hvert fald så længe vagtmester Trump forfølger sine hemisfæriske indskydelser.