Socialdemokratiet har kapret mere end 100.000 vælgere fra Venstre og DF

VÆLGERVANDRINGER: Godt 63.000 vælgere har i løbet af valgperioden skiftet DF ud med Socialdemokratiet, viser ny analyse.

Mette Frederiksen (S) ser ud til at have held med at trække stemmer over midten fra DF og Venstre.
Mette Frederiksen (S) ser ud til at have held med at trække stemmer over midten fra DF og Venstre. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Rød bloks solide føring i meningsmålingerne skyldes først og fremmest Socialdemokratiets evne til at tiltrække vælgere fra Dansk Folkeparti og Venstre.

Det viser en ny analyse af valgperiodens vælgervandringer, som professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har lavet for Altinget.

Ifølge analysen har Socialdemokratiet siden valget i 2015 og til nu hentet godt 101.000 vælgere fra Venstre og Dansk Folkeparti.

S er broen
Mere end 63.000 er hentet fra DF, mens knap 38.000 er hoppet over fra Venstre. Til gengæld har over 46.000 vælgere bevæget sig fra Socialdemokratiet og videre ud på venstrefløjen til SF.

Også Enhedslisten og Radikale opsamler titusindvis af tidligere S-vælgere.

”Socialdemokratiets bevægelse mod blå blok i udlændingepolitikken er den vigtigste del af forklaringen," siger Kasper Møller Hansen og uddyber: 

"Springet fra Dansk Folkeparti og over til Socialdemokratiet har aldrig været kortere. Men hver gang Socialdemokratiet bevæger sig, taber de også lidt på bagperronen – det er derfor, de i meningsmålingerne stadig kun ligger cirka på valgresultatet fra 2015.”

Alternativet mister til EL
Dykker man ned i tallene, er Alternativet den store taber i en rød blok, der ellers har fået mange flere vælgere siden 2015-valget.

Alternativets tidligere vælgere går i en bue uden om Socialdemokratiet. I stedet går de i stor stil til Enhedslisten og dernæst til SF og Radikale. I alt har Alternativet mistet mere end 46.000 vælgere til de tre partier siden valget i 2015, viser analysen.

”Alternativet opstod på et tidspunkt, hvor SF var i eksistentiel krise, og der var oprør i rød blok. Nu er der ro på hos de andre partier, mens uroen selv har været på besøg hos Alternativet med en række personsager,” siger Kasper Møller Hansen.

Læs hele artiklen, og dyk ned i alle partiernes vælgervandringer på Altinget: christiansborg (kræver abonnement).

Dokumentation

Om analysen

Analysen er foretaget for Altinget af Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Den er baseret på 9.847 interviews foretaget af Kantar Gallup og 4.179 interviews foretaget af Norstat i perioden 1/2-19 til 10/5-19. I alt er det 14.026 interviews med i analysen ("ved ikke" mv. fraregnet). Der er p.t. i alt 4.220.186 vælgere.

Artiklen må citeres frit efter reglerne om god presseskik og med tydelig angivelse af Altinget som kilde.

Procenterne er på baggrund af alle stemmeberettigede. 0,1 procent svarer til en vælgerudveksling på omtrent 4.220 stemmer.

Vandringerne er vægtet op mod valgresultatet ved folketingsvalget i 2015 og Altingets kvalitetsvægtede snit af målinger fra februar. Endvidere er der taget højde for forekomst af sofavælgere ved folketingsvalget i 2015 (SI 2015), førstegangsvælgere nu (IS nu), sofavælgere nu (SI nu) og sidstegangsvælgere ved 2015, hvilket dækker over den andel af vælgere, som enten er døde eller udvandret siden valget i 2015 (IS død).


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Fungerende statsminister, MF, partiformand (S), kongelig undersøger
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)