Advokat: Kriminolog forfalder til bodega-argumenter i sit angreb på Hummelgaard og retsstaten

Voldsomt, voldsommere, mest voldsomt

At ønske en minister fyret fra sit job er voldsomt. Justitsministeren behøver dog ikke at frygte for nuværende. Ifølge grundloven kræver hans fyring statsministerens mellemkomst eller et mistillidsvotum.

At argumentere for at vores udøvende og dømmende magt i en blanding af skjulte motiver og inkompetence foretager ”organiseret justitsmord” er voldsommere. 

Mest voldsomt er dog, at begge dele fremføres af en lektor, der qua sin baggrund foretager en akademisk legitimering af polariserende bodegaargumentation. Det sparsomme grundlag for bandbullerne gør det endnu værre. 

Gode grunde og betydningen af ti procent

Kort fortalt kan varetægtsfængsling idømmes:

• Hvis der er begrundet mistanke om, at den tiltalte enten flygter, begår ny kriminalitet af samme type eller ødelægger efterforskningen, for eksempel ved at påvirke vidner.
• Hvis den tiltalte har begået særlig grov eller en særlig type kriminalitet. Sådan har det været, siden det daværende retsplejeudvalgs betænkning fra 1974 om varetægt og anholdelse gav anledning til bestemmelserne i retsplejelovens § 762, der i det væsentligste er materielt videreført til i dag.

De synes som gode grunde, der da også har overlevet talrige opdateringer af lovgivningen – og skiftende justitsministre.

Kritikken fremføres af en lektor, der qua sin baggrund foretager en akademisk legitimering af polariserende bodegaargumentation.

Asbjørn Reissmann
Advokat

Justitsministerens accept af en fejlrate på ti procent problematiseres af David Sausdal.

Det er forkert at lægge betegnelsen fejlrate til grund. Der skal ikke herske tvivl om, at ti procent uskyldige varetægtsfængslede er ti for meget. Men som Sausdal selv nævner, findes der iblandt de ti procent varetægtsfængslinger, som ikke afsluttes med idømmelse af straf, legitime varetægtsfængslinger, hvor sagen bare ikke holdt juridisk, herunder frikendte skyldige.

Kalder på fakler, høtyve og fyresedler

De to forhold er årsagerne til David Sausdals kalden på fakler, høtyve og fyresedler.

Til yderligere understøttelse fremhæves, at 40 procent fængselscellerne i Danmark anvendes til varetægtsfængslede. Et (for) højt tal sammenlignet med andre lande. 

Han forklarer dog ikke, hvorfor 40 procent af fængselscellerne i Danmark anvendes til varetægtsfængslede. Der er antageligvis flere mulige forklaringer: Måske sidder varetægtsfængslede længere tid.

Ud fra de øvrige udtalelser bragt i DR's artikel er det meget sandsynligt – hvilket Peter Hummelgaard også er opmærksom på.

Justitsministeren henviser i interviewet med DR til en politisk aftale, som vil tilføre to milliarder kroner til domstolene, så lange sagsbehandlingstider kan nedbringes. Den aftale omtaler David Sausdal slet ikke.

Formålet med fyresedlen

Om ministeren ifølge David Sausdal i stedet skulle have instrueret domstolene i, hvordan de skulle dømme efter den eksisterende lovgivning, og derved forbryde sig imod princippet i grundlovens paragraf tre, eller på stående fod have varslet ændringer af (endnu) en af de fundamentale love i den danske retsstat, er svært at sige, for meningen med indlægget er mudret.

I sit indlæg efterlyser Sausdal øjensynligt en blanding af:

a: En forbedring af vilkårene for de varetægtsfængslede.

b: En ændring af begrundelserne for at idømme (fysisk)varetægtsfængsling, eller…

c: En ændring af vurderingen af begrundelserne for at idømme varetægtsfængsling.

Tilbage står, at vores justitsminister skal fyres, og retsstatens institutioner tilsmudses som følge af en kommentar, der faldt David Sausdal for brystet

Asbjørn Reissmann
Advokat

Problemet med sammenblandingen er, at de tre formål opnås på forskellig vis. Hvor (a) kræver flere ressourcer til forvaltningen (fængslerne), kræver (b) en ændring af loven, mens (c) forudsætter et nybrud med eksisterende praksis i form af en dom, der får betydning for senere sager af lignende karakter.

Derudover har David Sausdal øjensynligt ikke gjort sig tanker om, hvad de tre formodede ændringsønsker vil medføre, herunder om virkningen vil være, hvad der er i alles interesse: En reducering af de 40 procent varetægtsfængslede.

Flere ressourcer til fængslerne vil ikke medføre dette. Men der vil måske komme bedre forhold. 

Snævre regler vil ramme politiets efterforskning

En ændring af lovgivningen med indsnævrede betingelser vil måske reducere antallet af fysiske varetægtsfængslede, men på bekostning af politiets efterforskningsarbejde. En fodlænke kan her hjælpe noget af vejen. Men en fodlænke viser ikke, hvem den tiltalte har kontakt med.

For at undgå negativ påvirkning hos politiet må den ”skånsomme” løsning med fodlænke derfor suppleres med overvågning af den tiltaltes og eventuelt de pårørendes kommunikationskanaler med dertilhørende administrative omkostninger og juridiske problemstillinger, for eksempel i forhold til datahåndtering og databeskyttelse.  

Den sidste løsning baserer sig på en konkret afgørelse foretaget efter en konkret vurdering af de konkrete omstændigheder. Om en sådan afgørelse vil have den ønskede effekt, er ikke til at styre eller forudsige.

David Sausdal fejler således både i forhold til at begrunde sine voldsomme anklager behørigt og i forhold til at angive en bedre vej frem.

Tilbage står altså, at vores justitsminister skal fyres, og retsstatens institutioner tilsmudses som følge af en kommentar, der faldt David Sausdal for brystet.

Man skal skrive sine holdninger, som man vil. Det må dog antages, at ytringen er motiveret af et ønske om ændringer, som tilgodeser flest mulige for færrest mulige omkostninger og i øvrigt tilfredsstiller den generelle samfundsmoral. Sagkundskaben er vigtig i den afvejning, og selvom den til hver en tid skal gå politikerne på klingen, bør den være sit ansvar bevidst. Hvis også den begynder at råbe på bodegaen, bliver det for alvor op ad bakke.