Frederik Vad har ret. Der eksisterer uden tvivl en "herskerattitude" blandt visse indvandrere

Udmeldingen har selvfølgelig mødt kritik og bliver udfordret af mange, især fra det kulturradikale miljø. Men Frederik Vad påpeger ikke et nyt problem, og kritikken er heller ikke ny.

Det, Frederik Vad gør, er at sætte fokus på et velkendt, men også enormt tabuiseret emne: En debat om, hvorvidt vi i Danmark dagligt på arbejdspladserne, i daginstitutionerne, i skolen og på universiteterne skal kæmpe for en mere religiøs, konservativ og klanopdelt model eller fastholde den liberale, demokratiske model.

Det, Frederik Vad gør, er at sætte fokus på et velkendt, men også enormt tabuiseret emne

Ali Aminali
Radiovært

Derfor er denne debat og kritikken ikke særlig ny.

Debatten om forskellighed, om kultursammenstød og kampen for magten over det liberale demokratiske samfund har længe været i gang.

Siden den store indvandringsbølge i 2015 er den kun eskaleret yderligere.

Lige siden jeg trådte ind i socialrådgiverfaget og begyndte at færdes i det socialt udsatte miljø, har jeg set, hvordan kultursammenstød, forskelle i dannelse, opdragelse og brugen af et fysisk dominerende sprog har fyldt meget i de udsatte områder.

Nu er disse problemstillinger eller drømme fra moskeerne, der handler om at ændre samfundet, bare sivet ud i det danske liberale demokrati.

Hvor det før kun fandtes i de udsatte områder, er Frederik Vad, danskerne og selv kultureliten begyndt at møde det i hverdagen – selvom sidstnævnte ikke vil erkende det. 

Alt fra social kontrol, tilbagestående holdninger til ligestilling, hadet til homoseksuelle, tanker om ægteskab med mere ses nu og opleves på egen krop.

Denne adfærd skyldes både manglende omsorg, rå bandekriminalitet og dårlig dannelse, men også religiøse gruppers magt og ønske om censur, særhensyn og ændring af fællesskabets værdier.

Men alt dette kommer ikke, fordi vi har fejlet. Tværtimod skyldes det delvist, at vi har haft succes med at nedbryde de lukkede parallelsamfund, der eksisterer i storbyerne.

Men denne succes har en mørk side, som kun eksisterer, fordi vi aldrig tog en kamp mod den manglende dannelse og de omsorgssvigt, de unge har oplevet – og den religiøse magt visse grupper har.

Det handler om, at et mindretal af indvandrere nu er blevet større og kræver deres plads i det demokratiske liberale samfund

Ali Aminali
Radiovært

Vi har ikke engang gidet at forske i kultursammenstød, for man skulle nødig give "højrefløjen ammunition".

Nu står vi med en ung generation af troende muslimer, der kræver særhensyn, forældre, der er imod seksualundervisning, og unge drenge, der på grund af manglende dannelse, kriminalitet eller forældresvigt udviser truende adfærd.

At det at håne islam kan resultere i vold, trusler eller endnu værre. At en konflikt mellem Israel og Hamas opsluger en så stor gruppe af minoritetsetniske danskere, at de kræver journalister fyret og universiteter offentligt vælger side.

At folkeskolelærer ikke tør undervise i Muhammedtegninger, at antisemitismen vokser, og at etnicitet og religion er vigtigere end det at være dansker.

Selvom det er en mindre gruppe i det store minoritetsetniske miljø, fylder de mere og udviser en dominansadfærd. En adfærd, der ikke handler om at have en dialog, men nærmere om at tryne det liberale demokratiske samfund til at have deres værdier. 

Men dette er ikke en kamp mellem godt og ondt. Det er ikke en kamp om at gøre Danmark til en shariastat eller ej.

Nej, dette handler om, at et mindretal af indvandrere nu er blevet større og kræver deres plads i det demokratiske liberale samfund. I den gruppe eksisterer en mindre gruppe, der fylder, kræver og udviser en domminansadfærd, der har rodfæstet sig i resten af gruppen, fordi vi aldrig har udfordret den.

Derfor ser vi disse problemer oftere, og derfor opstår værdikampen mellem det, jeg kalder parallel-doktrinet, og det som eksempelvis integrationseksperten Henrik Kokborg kalder parallelsamfundsattituden.

En større gruppe aktive, problemramte og stærkt religiøse minoritetsetniske borgere, der både tager kampen op i forhold til, hvordan det demokratiske liberale samfund skal se ud, men også på en måde råber om hjælp i forhold til de unge utryghedsskabende drenge, der har brug for dannelse, opdragelse og en støttende hånd.

For mig at se er der ingen tvivl om, at der eksisterer en herskerattitude blandt visse indvandrergrupper i det danske samfund.

Faktisk vil jeg mene, at denne herskerattitude og dominansadfærd længe har trives og i visse tilfælde har et formål.

Det, jeg er i tvivl om, er, om Socialdemokratiet med Frederik Vad og regeringen har tænkt sig at tage den kamp. En kamp om, hvordan vi værdi-, kultur- og uddannelsesmæssigt ændrer denne udvikling. 

Lad os være ærlige. Det bliver ikke nemt, for selvom Frederik Vad nu taler højt, kunne man være fræk og sige, at det netop er denne herskerattitude, der er grunden til, at koranloven er blevet en realitet.

Men ja, det er måske en anden debat til en anden gang.