Alt for få ngo’er er vågnet op til den skærpede konkurrence om indflydelse

Resultatet er blevet, at organisationer og andre eksterne aktører, som forsøger at påvirke vores lovgivere, i dag skal kæmpe langt mere om indflydelsen, end man skulle dengang. Man er gået fra korporatisme til liberalisme.

Organisationerne er stadig der, hvor langt de fleste lobbyister kommer fra.

I dag er der også kommet en lang række private aktører. Virksomheder som ikke længere overlader den politiske påvirkning til deres organisation, men som nu selv forsøger at påvirke lovgiver.

Private bureauer, som hyres ind til enkelte opgaver, og som ofte – ansporet af økonomiske incitamenter – opererer langt mere offensivt end organisationerne. 

Hertil skal lægges, at kampen om lovgivers opmærksomhed også generelt er stigende. Regeringen haster stadig flere vigtige beslutninger igennem med ringe muligheder for debat. Presset fra medier med konstante deadlines stiger løbende samtidigt med forventningen om konstant tilstedeværelse på sociale medier.

De store erhvervsorganisationer er vågnet op til denne øgede konkurrence om lovgivers opmærksomhed. Mange af dem har derfor også markant professionaliseret deres interessevaretagelse over de seneste år.

Mange ngo’er og fagforeninger sidder stadig fast i den måde, man altid har gjort tingene på. 

Benny Damsgaard

Man har erkendt, at tiden er forbi, hvor man fik indflydelse ved pænt at sende høringssvar og, hvis det var en ekstraordinær sag, ringe til vennerne i de borgerlige partier. Nu er fokus på målrettet påvirkning af alle relevante beslutningstagere og en langt mere apolitisk tilgang, hvor man arbejder langt bredere.

Det er dog langt fra alle organisationer, som er vågnet op til den nye virkelighed. Især mange ngo’er og fagforeninger sidder stadig fast i den måde, man altid har gjort tingene på. Her er høringssvar stadig det primære værktøj til påvirkning, og hvis man forsøger at påvirke lovgiver, så ringer man til vennerne på især venstrefløjen.

Også selvom man ville kunne fremme sin sag langt bedre ved at arbejde bredere.

På samme måde virker det også som om, at mange NGO’er stadig mere ser sig selv som et politisk parti på konstant kampagne end som en interesseorganisation, hvis formål, i hvert fald på papiret, der er at påvirke beslutningstagere bredt.

En højlydt demonstration på Slotspladsen er uden tvivl velegnet til at motivere og rekruttere medlemmer, men det er sjældent velegnet som grundlag for at etablere en bred politisk dialog.

Alligevel ser man med jævne mellemrum ngo’ere som f.eks. Mellemfolkeligt Samvirke stå på Slotspladsen og højlydt kritisere de politikere, som de samtidigt gerne vil have lytter til deres synspunkter.

Det kan være, at Mellemfolkeligt Samvirke har det godt med sig selv, når de pakker bannerne sammen og går hjem fra Slotspladsen, men særlig meget indflydelse har de ikke fået ud af det.

Benny Damsgaard

Det kan være, at Mellemfolkeligt Samvirke har det godt med sig selv, når de pakker bannerne sammen og går hjem fra Slotspladsen, men særlig meget indflydelse har de ikke fået ud af det.

Sidst men ikke mindst kommer man ikke udenom, at indflydelse i dag kræver dygtige medarbejder. Politisk indflydelse som lobbyist kræver netværk, politisk næse og erfaring. Der er ikke mange der har de kompetencer, og derfor dygtige lobbyister efterspurgte og relativt højtlønnede. 

Det betyder også, at hvis du som f.eks. ngo eller fagforening vil klare dig i konkurrencen med de store erhvervsorganisationer og de private bureauer, er du nødt til at ansætte dygtige folk. Du kan ikke overlade din politiske interessevaretagelse til velmenende aktivister eller valgte. Det kunne man måske for tyve år siden. Den tid er forbi.