Boguddrag: 'Fra bondedreng til vicestatsminister' af Bendt Bendtsen

UDDRAG: Efter aftale med Bendt Bendtsen og Forlaget mellemgaard bringer Altinget kapitlet 'Tilbage til Borgen' fra Bendt Bendtsens nye erindringsbog 'Fra bondedreng til vicestatsminister', der udkommer samme dag som valget til Europa-Parlamentet, 26. maj. 

Regeringen Anders Fogh Rasmussen I, 27. november 2001 (regeringen.dk)
Regeringen Anders Fogh Rasmussen I, 27. november 2001 (regeringen.dk)
Redaktionen

TILBAGE TIL BORGEN

Tiden frem mod folketingsvalget i 2001 gik hurtigt. Anders (Fogh Rasmussen, red.) og jeg besluttede, at vi skulle have en aftale om “Regeringens første 100 dage”. Vi holdt begge kortene tæt til kroppen for fortrolighedens skyld – ingen læk. Og det blev helt fortroligt, hvilket virkelig var styrken. Vi mødtes både på Divan 2 i Tivoli med notesbøgerne på bordet, samtidig med at der blev holdt møder i både Virum og på Østergaard på Fyn. Kirsten og Anne-Mette kunne så sludre om alt muligt andet, mens vi gik i maskinrummet for at smede. “Regeringens første 100 dage” lå klar, da vi gik ind i valgkampen i 2001.

På vej ind i valgkampen var partiet blevet stabiliseret, vi var begyndt at arbejde sammen i folketingsgruppen, og Hans Engell havde endegyldigt forladt dansk politik. Han gik direkte fra folketingsgruppen og så om og blev chefredaktør på Ekstra Bladet. Jeg ved ikke, om det var, fordi journalisterne på bladet ville please deres nye chefredaktør, men jeg fik godt nok nogle over nakken fra den avis efter Hans Engells tiltræden. Så meget, at Ugebrevet Mandag Morgen dokumenterede og skrev en artikel om, hvor kritisk Ekstra Bladet havde været over for min person før Engells tiltræden og så bagefter. Den havde virkelig fået gas med kritikken af min person, efter Engell kom til som chefredaktør. Det hørte mærkeligt nok hurtigt op oven på den artikel i Mandag Morgen. Sådan er verden så også.

Vi havde i lang tid før valget lagt en plan for, hvad vi ville gå til valg på. Vi var jo klart “lillebror” i forhold til Venstre, som var blevet store og brede. Vi kunne holde til at køre en markant valgkamp. Vi var fuldt bekendt med, at Danmark var blevet en nation, hvor skattenyderne var i overtal i forhold til skatteyderne. Derfor var vi også godt klar over, at ikke alle i Danmark ville være lige tilfredse med den vej, vi valgte. Ofte har man som nævnt måttet tale en sag frem i en årrække, før der kan skabes et flertal.

Vi gik til valg på, at skatten var for høj på folks løn, så den skulle ned. Vi gik derudover til valg på: Syge skal behandles straks, vi skal have en stram, men retfærdig udlændingepolitik, danske børn skal have krav på en bedre skolegang, det skal være sværere at blive dansk statsborger, mere frihed til erhvervslivet samt en række øvrige tiltag.

Den 20. november 2001 blev på alle måder en skelsættende dag. Jeg var alene på Fyn valgt for De Konservative, men nu var jeg politisk leder og partiformand. Væltede vi Nyrup, så var De Konservative i regering med Venstre og Anders Fogh Rasmussen.

Valget på Fyn gik over al forventning og alle drømme. Jeg fik 33.619 personlige stemmer på Fyn mod 10.663 ved valget i 1998. Det trak et ekstra konservativt mandat med ind på Christiansborg. Carina Christensen fra Middelfart-kredsen blev valgt med 694 personlige stemmer, mens Vivi Kier fulgte lige efter med 683. Det var altså 11 stemmer, som skilte Vivi i at komme ind.

Partiet sluttede på 9,4 % og 16 mandater, hvilket jeg var lykkelig for, da vi havde været nede på 5,4 %, da jeg tog over. Det var så mit første valg som partileder, men ikke det sidste.

Mens folketingsmedlemmerne nu pustede ud, så var vi i ledelsen kommet på ekstra arbejde. Brian (Mikkelsen, red.), Morten (Bangsgaard, red.) og jeg havde med Morten som tovholder haft gang i masser af ringbind gennem de seneste seks måneder. Morten var en fremragende taktiker. Vi havde samlet alt, hvad vi skulle bruge til at præge et regeringsgrundlag i konservativ retning. Vi havde en mappe på skolepolitik, en på arbejdsmarkedspolitik, en på retspolitik osv. Vi var godt forberedte, og forhandlerteamet blev Brian Mikkelsen og mig.

Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort var på den anden side af bordet, da Brian og jeg mødte op.

Brian er på samme måde som Claus Hjort noget af en ideolog, og det betød, at der virkelig blev lagt arm ved hver eneste dags møde. Men vi bevægede os støt og roligt frem over banen, og bl.a. på uddannelsesområdet på folkeskolen fik vi stik hjem. Der, hvor der var uenighed, var på skatteområdet. Venstre var egentlig ikke interesseret i at sætte skatten ned. Vi fik at vide gentagne gange, at det kunne ikke komme på tale. Men Anders forstod til sidst, at vi ikke kunne indgå et regeringsgrundlag, uden at vi fik skatten på dagsordenen.

Jeg behøver ikke at gå tilbage til de gamle papirer, men kan for resten af mit liv huske sætningerne: “Forudsat det fornødne råderum er til stede, skal skatten på arbejde nedsættes.”

Det blev to linjer, som pressen trak frem igen og igen og igen over de næste år. Der havde ikke været skattelettelser i mere end 30 år, og ingen troede, at de nogensinde kom.

Efter ca. 1 uge var vi færdige, og det blev på den tid det mest omfattende regeringsgrundlag nogensinde. Vi var enige om, at regeringsgrundlaget var “biblen”, og det, som stod i regeringsgrundlaget, skulle gennemføres, og såfremt der kom noget nyt, skulle begge parter være enige, ellers blev der ikke udfærdiget nogen lovgivning på området.

Hertil kom “Regeringens første 100 dage”, som Anders og jeg havde arbejdet med gennem et halvt års tid op til valget.

Vi ville vise, at nu kom der en regering, som ville regere, og vi var klar, og drejebogen var skrevet. Det kom til at gå rigtig godt.

Om vi så kom til, Anders og jeg, på grund af vore fortræffeligheder, eller vi kun kom til, fordi befolkningen fravalgte Nyrup, Auken, Jelved og co., ja, det finder man jo aldrig ud af. Men Danmark havde fået en borgerlig regering, nu ville vi vise sammenhold og styrke og flytte Danmark.

Da jeg på aftenen, hvor vi havde færdiggjort regeringsgrundlaget, kom hjem til Kirsten på Østergaard, havde jeg svært ved at udtrykke, hvor stort det hele var, og hvilken opgave vi nu gik i gang med. Danmark skulle være borgerligt og ikke socialistisk.

Da vi var færdige med regeringsgrundlaget, skulle vi være enige om ministerholdet. I forhold til partiets størrelse var jeg godt tilfreds med at få seks konservative ministre.

Læs også

Jeg blev vicestatsminister, økonomi- og erhvervsminister, Lene Espersen (moster skrap, som nogle kaldte hende) justitsminister, Brian Mikkelsen kulturminister, Per Stig Møller udenrigsminister, Flemming Hansen trafikminister og Henriette Kjær socialminister.

Der er veto på begge sider af bordet, når vi besætter ministerposter. Men det gik smertefrit.

Da ministerlisten var færdig, skulle alle tjekkes i Justitsministeriet/PET for at se, om der var nogen, som ikke kunne blive minister. Det var der ikke. Herefter kunne statsministeren meddele Hendes Majestæt Dronningen, at han var klar til at danne regering.

Jeg ringede rundt til de kommende konservative ministre. Det var nogle fantastiske telefonopkald. For enhver politiker er det det mest ultimative, man kan opnå. Det blev en glad aften. Nogle sad også og ventede på et opkald, som ikke kom. Der er altid flere talenter, end der er ministerposter.

En, som der ikke blev plads til, var faktisk min gode ven Helge Adam Møller. Altid totalt loyal, og han havde været en fremragende gruppeformand og fremragende ordfører. Havde jeg haft en plads mere, havde han også været på holdet, men det var der ikke. Jeg tænkte på at ringe og beklage, men det ville være for voldsom en nedtur, selv om jeg vidste, at han ventede ved telefonen. Vi havde også brug for Helge Adam i gruppen, og han kunne holde sammen på resten, der ikke nåede ministertaburetterne. Helge ville være loyal til sidste mand.

Den 27. november om morgenen mødtes de nye ministre i Statsministeriet, og der blev serveret et lille glas. Herefter blev vi kørt til dronningen, hvor vi blev udnævnt. I bilen på vej til dronningen tænkte jeg på, hvor hurtigt det var gået, og hvilket arbejde som nu lå foran os. Jeg var også klar over, at bilen hurtigt kunne køre den modsatte vej.

Jeg havde foretaget en af de største satsninger i mit liv. Politisk leder og partiformand og nu snart vicestatsminister, økonomi- og erhvervsminister med et kæmpe ansvarsområde. Sikkerhed i ansættelsen var i samme størrelsesorden som en træner i superligaen.

Titlen havde jeg ikke tænkt på. Man skal ikke tænke på, hvad man skal være her i livet, men på hvad vil man gøre her i livet. Nu var håndtaget der til at gøre det, man ville med sit liv.

Erhvervsministeriet var blevet stort – rigtigt stort. Nogle mente også for stort. Ud over erhverv omfattede det også boliger, energi, økonomi og søfart. Og så var jeg lige minister for nordiske anliggender samtidig.

Jeg var godt klar over, det var en stor mundfuld, men jeg måtte bevise over for mine tvivlere og skriverkarlene på Borgen, at det kunne jeg nok håndtere, selv om jeg ikke var uddannet akademiker. Alt kunne nås ved hårdt arbejde.

Erhvervsministeriet blev hovedkvarter for det nye Økonomi- og Erhvervsministerium. Det var første stop på turen rundt til ministeroverdragelsen. Efter Ole Stavads overdragelse var jeg i Økonomiministeriet, hvor Marianne Jelved overgav ministeriet sammen med en tobakspung indeholdende et eksemplar af Højskolesangbogen. Herefter Boligministeriet inden dagen var omme.

Det var Mariannes departementschef, Michael Dithmer, som blev ansvarlig departementschef for det store nye superministerium. Mange var bekymrede, men det gik meget bedre end forventet.

Som ny minister risikerer man hurtigt at komme på mellemhånd i ministrenes spørgetid i Folketinget, idet de afgående ministre kender de verserende sager bedre end den ny minister. Og jeg kan hilse og sige, at der er ingen fredningstid.

Det kom mig dog til fin hjælp, at de i de første måneder i den socialdemokratiske pressetjeneste havde glemt at tage mailadressen ud til den forhenværende erhvervsminister Stavads computer på ministerkontoret. Så alle socialdemokratiske tirsdagsspørgsmål fik jeg i kopi de første måneder på min mail. Det var jo en fantastisk service. Det fortalte jeg dog ikke min departementschef, men han var overrasket over, hvor fint det gik i spørgetiden.

Det var en kæmpemaskine, jeg havde overtaget, men der var utrolig mange dygtige folk i huset inden for de forskellige områder. Indlæringskurven var stejl, men det gik hurtigt fremad. Jeg følte hurtigt, at jeg var på omgangshøjde med de gamle ministre i salen. Og så er det en fordel, at du altid har behandlet dine modstandere ordentligt. Så bliver du ofte behandlet på samme måde.

De første dage i et ministerium er ekstremt travle dage. Ministeriet har kørt i tomgang under hele valgkampen. Så har der været forhandlinger om regeringsgrundlag, og så skal regeringen udnævnes. Ret beset har et ministerium ligget stille i mere end en måned.

Det betyder, at der ligger rigtig mange sager til afgørelse, og som venter på ministerens underskrift.

Jeg sad de første dage på mit kontor og underskrev bunker af sager. De bar stakke ind, og de bar stakke ud. De fleste var uden problemer.

På andendagen lå der en sag, der hed: oplægning af skoleskibet Danmark. Jeg skulle blot sætte min underskrift på, så var sagen klar: Skoleskibet Danmark skulle ikke længere fungere som søfartsskole. Der var selvfølgelig vedlagt papirer, som underbyggede nedlæggelsen af institutionen, idet Skoleskibet Danmark var den søfartsskole, hvor færrest unge fortsatte i de maritime erhverv fra skolen. Og der var overkapacitet på søfartsskolerne i Danmark.

Jeg satte et stort minus på tværs af siden med min kuglepen. Og videre til næste sag.

Bunker blev båret ind og ud, og pludselig stod departementschefen i døren ind til mit store kontor – nærmest som Sir Humphrey i Yes, Minister.

Han entrede nu ministerkontoret med sagen om Skoleskibet Danmark. Han var jo en høflig mand, vi havde kun kendt hinanden i få dage, og han sagde: “Jeg kan se, at ministeren ikke har underskrevet sagen. Har ministeren læst sagen?” Klart underforstået: Du er da vist galt på den, gode minister. Jeg replicerede: “Ja, Michael. Jeg har læst sagen, og jeg ved jo, du har været departementschef for en radikal minister (Jelved) i 10 år. Nu er der kommet en konservativ, og der er tre ting her i livet, som vi konservative ikke kan eller vil ændre på. Det er Den Kongelige Livgarde, Søværnets Tambourkorps og Skoleskibet Danmark. Derfor.”

Departementschefen fortsatte med, “at så må ministeren finde en anden søfartsskole, som kan nedlægges”. Jeg måtte så fortælle ham, at nu gik han ud og fandt en søfartsskole, vi kunne nedlægge, men jeg ville lige fortælle ham med det samme, at det ikke blev Søfartsskolen i Marstal eller Svendborg, for de lå inden for min valgkreds (amtskreds)! Han blev nok lidt rystet, hvilket han dog ikke gav udtryk for. Vi nedlagde Søfartsskolen på Fanø. Derfor elsker de ikke Bendt Bendtsen på Fanø den dag i dag. Øboer er ikke sådan at spøge med, det ved jeg fra Ærø.

Det kunne godt være, jeg havde haft travlt tidligere, men det var ikke at regne for noget i sammenligning med det, jeg nu blev en del af. Ud over at passe Det Konservative Folkeparti, folketingsgruppen og det konservative bagland i form af amtsformænd og kredsformænd så var jeg automatisk medlem af regeringens økonomiudvalg og regeringens koordinationsudvalg, samtidig med at jeg skulle passe butikken og være udadvendt.

Jeg havde overtaget Marianne Jelveds pressechef, Peter Arnfeldt, på hendes anbefaling. Hende kunne jeg godt stole på. Peter Arnfeldt skulle vise sig at være Slotsholmens bedste damage controller. Det skulle jeg senere få brug for.

Ud over egne lovforslag, jævnfør vores regeringsgrundlag, havde jeg masser af lovforslag i salen, som skulle forhandles med Folketingets partier. Hertil kom en masse implementeringer af lovgivning fra EU, som kom i en lind strøm. Alt omkring det indre marked (fælles regler for den interne konkurrence mellem landene i EU) m.v. Hertil kom der en masse møder med organisationer, besøg på virksomheder m.v.

Jeg havde ofte fire-fem ugentlige aftenmøder, og når andre ministre tog hjem, havde vi forhandlinger om kommende finanslov m.v. Også i ferier og på fridage. Jeg har tilbragt rigtig mange lørdag-søndage i forbindelse med udspil, finanslov, velfærdskommission m.v.

Oven i det ville partiet også gerne se giraffen til møder ude i landet – også i weekenden.

En normal arbejdsdag startede ved, at mit vækkeur ringede 06.30. Ministerbilen holdt nedenunder ved lejligheden kl. 07.30, og den var så ved kontoret 07.45. Jeg havde turen ind til ministeriet til at scanne dagens friske aviser og måske et kvarter på kontoret til det samme. Mine møder startede kl. 08.00 i ministeriet. Jeg ved, at sådan foregik det ikke alle de andre steder, men det var nødvendigt på grund af ministeriets størrelse at starte tidligt for at kunne nå dagens dagsorden (og det var jo så min egen skyld, da jeg selv havde taget så meget ind).

Så over til gruppemøde i det konservative gruppelokale kl. 11.00 og forbi folketingssalen til afstemninger eller forhandlinger. Tilbage i ministeriet og møder/forhandlinger/ briefinger resten af dagen. Så var det ud og spise og tale kl. 19.00 ved en af de utallige organisationer. Det er vigtigt at tage sig tid til at komme, når de beder om det, og så er det ligegyldigt, om det er Rederiforeningen, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Finansforbundet, Brændselshandlerforeningen, eller hvem der nu var på dagsordenen.

Nogle gange kunne jeg godt misunde kulturministeren, når han tog til superligakamp – det er jo mit arbejde, som Brian sagde. Eller en tur i Det Kgl. Teater eller operaen. Det er jo også arbejde for en kulturminister. Manden havde jo ret!

Når man så var færdig i Finansforbundet eller Rederiforeningen kl. 22.30, gik turen til min lejlighed på Sdr. Fasanvej i ministerbilen. Ministeriet havde ofte været i lejligheden og læsset papirerne af til næste dags møder sammen med et par underskriftsmapper, eller også havde chaufføren under mit møde været i ministeriet for at hente sagerne. Der var nu nogle timers arbejde foran mig . Så af med slipset, og sagerne kom på bordet.

Nu kan man ikke læse alt. Vi havde en god arbejdsmetode i, at der lå et referat på hver sag, som fyldte max en A4-side. Så kunne der være et yderligere referat fra eks. Finansministeriet på 7-8 sider, og sagen fyldte så 75 sider. Det er ikke meningen, at man skal læse 75 sider, men man har muligheden for at dykke ned i den ordinære tekst via referatet, hvis man har behov for det. Så videre til næste sag, og til slut underskriftsmapperne, som blev kørt igennem. Jeg arbejdede altid på at slutte min læsning senest kl. 01.30.

Så børste tænder og på hovedet i seng, så man kunne nå at få sovet mindst fire en halv time og helst fem. Så op og ned i bilen, og næste dag kørte på samme måde.

Der er en årsag til, at partiledere, som er ministre samtidig, ofte kommer til at se noget ældre ud på kort tid. Man er på 24-7 og ofte under pres hele dagen. Men nu er det jo heller ikke en livsstilling at være minister.

Jeg havde heldigvis den forståelse hos Kirsten, at det var et kapitel i vores liv. Vi vidste ikke, om det tog fire måneder eller fire år. Mit liv fortsatte på denne måde i næsten syv år.

Ser jeg i dag på de billeder, jeg har hængende på mit hjemmekontor i Allesø fra VK-regeringerne I, II og III, så er der lige godt seks år imellem første og sidste foto af VK III. Ser man på Anders og mig, ser vi ud til, at der ikke er gået seks år, men nærmere ti-femten år.


Anders og jeg havde et tillidsfuldt og fortroligt samarbejde gennem årene. Var vi ikke enige, holdt vi det for os selv. Her ses vi sammen på Folketingets åbningsdag 2005 (Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix).

Nu var det ikke noget, jeg ikke var bevidst om. Jeg har set statsministre og topministre ændre sig ekstremt meget på få år. Ens krop når simpelthen ikke at restituere det, den skal, i disse år. Det kan godt være, at der er god pension i jobbet, men lyset brænder i begge ender. Og det er ikke gratis på ens livsbarometer. Så må man blot huske på, at det er ikke antallet af år i dit liv, men antallet af liv i dine år, som tæller.

Jeg har altid haft det sådan, at er der noget i din tilværelse, som du ikke er tilfreds med, så må og skal du ændre det. Det er kun dig selv, som bestemmer over dit eget liv. Jeg har aldrig beklaget mig over arbejdsbyrderne. Er de for voldsomme, må du blot sadle om til noget andet. Så ingen tudekiks, fordi man lever et hårdt liv. Jeg har den holdning, at der er en mening med, at vi er her.

I mine år som erhvervsminister var det mig magtpåliggende at skabe verdens bedste erhvervsklima, så vores erhvervsliv kunne blomstre og tjene penge. Ingen velfærd, uden Danmark tjener penge.

Det var også vigtigt for mig at have en tæt kontakt til toppen af mange gode danske virksomheder, ligesom det var vigtigt at komme ud i de små og mellemstore virksomheder. At komme derud, hvor ejerlederne har fingrene i mulden.

Jeg spøgte ofte med de andre konservative ministre, at de blot brugte statens penge i deres ministerier, mens jeg skulle sørge for, at der var nogen, som betalte noget skat, så de kunne fortsætte med at bruge penge.

Bendt Bendtsen: 'Fra bondedreng til vicestatsminister', 378 sider, Forlaget mellemgaard, udkommer 26. maj 2019

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bendt Bendtsen

Formand, Synergi, fhv. minister og partiformand (K)
HH-enkeltfag i regnskab og driftsøkonomi (Tietgenskolen i Odense 1988), politibetjent (Politiskolen 1978)

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Morten Bangsgaard

Kommentator, medlem, Tænketanken Prospekt, Bibelselskabets bestyrelse, Københavns Stiftsråd, næstformand, Center for Familieudvikling
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 1999), Executive Bestyrelsesuddannelse (CBS 2016), stud.theol.

0:000:00