Sagen om Lizette Risgaard viser, at det er tabu at være mandligt offer for krænkelser

Dette indlæg blev bragt, inden Lizette Risgaard meddelte, at hun vil gå på selvvalgt orlov, imens advokatundersøgelsen pågår.

Fredag morgen breakede Berlingske en opsigtsvækkende historie om, at den øverste leder i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, igennem en årrække har ageret krænkende og upassende overfor yngre mænd i organisationen.

Personligt var jeg overrasket over adfærden fra Risgaard, men jeg kan forstå, at adfærden har været alment kendt i fagbevægelsens kredse – den del vender jeg tilbage til.

Der er flere interessante nedslagspunkter i afdækningen af Lizette Risgaards adfærd igennem de forgangne år, hvoraf flere af episoderne finder sted efter anden bølge af #metoo. Fagforeningslederen kan derfor ikke påstå, at det var en anden tid, og at hun ikke tænkte over de ulige magtforhold.

Sagen her adskiller sig på få områder fra tidligere sager. Her er 5 ting, vi kan lære af sagen om lederen fra Fagbevægelsens Hovedorganisation:

Håndteringen sejler

Allerede nu efter de første pressemøder i sagen står det klart, at håndteringen af sagen sejler helt og aldeles. Naturligvis kan Lizette Risgaard ikke blive siddende som leder, så længe, der pågår en undersøgelse af hendes adfærd. Hvordan havde FH forestillet sig, at hun skulle lede organisationen? Skal de stadig klappe ad hendes tale 1. maj – altså på mandag?

Allerede nu efter de første pressemøder i sagen står det klart, at håndteringen af sagen sejler helt og aldeles.

Camilla Søe

Skal hun fortsat være at træffe i kantinen over frokostbuffeten? Der vil være tale om eklatant ledelsessvigt, hvis ikke man sadler om på den beslutning omgående. Det er samtidig svært at se, hvordan fagforeningerne skal kunne varetage medlemmernes interesser, hvis de udviser så ubehjælpeligt dårlig dømmekraft i sager som disse.

Kvinder krænker også

Når sagen er opsigtsvækkende, skyldes det i høj grad, at der denne gang er tale om en kvinde, som er under anklage. Foruden omtalen af Cecilie Becks forhold til en ung fotopraktikant for år tilbage hos TV 2 og den dybt krænkende ledelsesstil fra den daværende Beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard har der ikke været mange afsløringer om kvindelige krænkere.

Når vi har set flest historier med mandlige krænkere, skyldes det med al sandsynlighed, at mænd har domineret toppen af dansk politik og den danske mediebranche, som indiskutabelt er de to brancher, som har fået mest opmærksomhed i denne debat.

For at gøre dig selv til genstand for en #metoo-sag, kræver det, at du er i besiddelse af magt, som du misbruger. Derfor er det ikke overraskende, at mænd har domineret overskrifterne, når det kommer til afsløringer om grænseoverskridende adfærd.

Det er tabubelagt at være mandligt offer for krænkelser

Jeg havde for et års tid siden fornøjelsen af at holde oplæg om #metoo og #enblandtos (en kampagne mod seksuelle krænkelser startet af blandt andre Camilla Søe, red.) for en VL-gruppe. Der var en klar overrepræsentation af mandlige ledere, der lyttede nysgerrigt og nikkede undervejs.

Da jeg understregede, at mænd også udsættes for krænkelser, slog en enkelt af virksomhedslederne ved navn Lars en høj latter op og sagde: "Hvis en af mine ansatte kom til mig og sagde, at han var blevet krænket af en kvinde, ville jeg ikke kunne tage det seriøst."

Da jeg understregede, at mænd også udsættes for krænkelser, slog en enkelt af virksomhedslederne ved navn Lars en høj latter op.

Camilla Søe

Det er svært at forestille sig, at man har lyst til at gå til sin leder med oplevelser om grænseoverskridende adfærd, hvis man på forhånd ved, at man vil blive hånet og latterligt – alt sammen fordi man er en mand og dermed anset som det stærke køn. Jeg tror desværre ikke, at den holdning begrænser sig til at være gældende for VL-Lars.

En sjælden gang i mellem dukker mediehistorier op om mænd, der er blevet udsat for voldtægt, og kommentarsporene er direkte ulækre og smækfyldt med victim blaiming. Vi har altså en kønsmæssig udfordring – både på ledelsesniveau og samfundsniveau.

Nogen må have vidst noget

I Berlingske-afdækningen fremgår det, at flere ledere er blevet gjort opmærksom på den adfærd, som Risgaard har udvist i løbet af de forgangne år. Det er mig ubegribeligt, at man ikke griber ind overfor de krænkelser, som ansatte har været udsat for. Som leder har man et skærpet ansvar for at sikre sig, at der er beskyttelse af dem, som er svagere stillet i hierarkiet.

Det ansvar har indtil flere ledende skikkelser svigtet.

Som leder har man et skærpet ansvar for at sikre sig, at der er beskyttelse af dem, som er svagere stillet i hierarkiet.

Camilla Søe

De krænkede mænds anonymitet i Berlingske-artiklen understreger også, at det ikke har været et ønske for nogen af dem at stå frem – de har ganske enkelt set det som sidste udvej, fordi andre kommandoveje har vist sig at ende blindt. Ledelser kan undgå, at deres beskidte vasketøj luftes offentligt, men det kræver, at de udviser den handlekraft og ansvarlighed, som den flotte titel og høje løn tilskriver.

Ungdommen går forrest

Endnu engang er det ungdomsorganisationer, der må gå forrest i oprydningen. Vi så det med Unge Moderater i weekenden, ligesom at det var tilfældet i krænkelsessagerne med Frank Jensen, hvor DSU råbte op og med Cecilia Lonning-Skovgaard på Københavns Rådhus, hvor et kun 15-årigt medlem krævede hendes afgang – den efterfølgende rapport har vist, hvorfor det var den helt rigtige beslutning.

Systematisk grænseoverskridende adfærd blev altså først stoppet, da helt unge medlemmer af ungdomspartierne stillede sig allerforrest på planken og krævede lederens afgang. Det er simpelthen ikke godt nok, at vi skal nå derud, hvor så unge mennesker ser sig nødsaget til selv med sværdet i hånd at gå ind i magtopgøret.

De kommende uger bliver interessante at følge. Én ting er sikkert: FH er kommet rigtigt skidt fra start.