Redaktør: FH-toppen slipper uplettet gennem krisen, men fagbevægelsen er bagud på point

Advokatundersøgelse fælder dom over Lizette Risgaard, mens resten af topledelsen i FH tilsynelandende går fri. Nu er bolden givet op til formandsvalg til september. 

Ifølge fungerende FH-formand Morten Skov Christiansen har de sidste tre måneder været svære. Torsdag aften blev der sat et punktum, da han sammen med BUPL-formand Elisa Rimpler præsenterede advokatundersøgelsen af Lizette Risgaard.
Ifølge fungerende FH-formand Morten Skov Christiansen har de sidste tre måneder været svære. Torsdag aften blev der sat et punktum, da han sammen med BUPL-formand Elisa Rimpler præsenterede advokatundersøgelsen af Lizette Risgaard.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Marie Schønning Jensen

Lizette Risgaard har opført sig upassende og udvist dårlig dømmekraft i sin tid som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Sådan lød meldingen fra FH's topledelse torsdag aften, efter at hovedorganisationens forretningsudvalg og siden hovedbestyrelse havde holdt maratonmøder om den eksterne advokatundersøgelse af krænkelsesanklagerne mod den tidligere formand.

“Undersøgelsen bekræfter, at der har været flere episoder, hvor Lizette Risgaard har opført sig upassende. Det er jeg enormt ked af, at ofrene er blevet udsat for,” siger fungerende formand Morten Skov Christiansen i en pressemeddelelse

Ifølge Kromann Reuters undersøgelse kan det bevises, at Lizette Risgaard ved tre episoder har udsat en person for uønskede berøringer med seksuelle undertoner. I ingen af de tre tilfælde er der dog tale om personer, der har været i direkte ansættelsesforhold med Lizette Risgaard, og sagerne overtræder derfor hverken arbejdsmiljøloven eller ligebehandlingsloven.

“Advokaternes vurdering er dog, at den tidligere FH-formands adfærd er i strid med det adfærdskodeks, vi har i dag,” sagde BUPL-formand Elisa Rimpler, da hun sammen med Morten Skov Christiansen præsenterede advokatundersøgelsens konklusioner for pressen.

Det siger advokatundersøgelsen

Tre måneder efter at Lizette Risgaard trak sig som formand for FH, har advokatfirmaet Kromann Reumert præsenteret sin eksterne undersøgelse af de påståede krænkelsessager. Rapporten er fortrolig, men her er de væsentlige konklusioner fra det offentliggjorte resumé:

  • I fem episoder kan det bevises, at den tidligere formand har foretaget uønskede berøringer på bagdel eller ryg.
  • I tre af sagerne er der tale om uønskede berøringer med seksuelle undertoner, fordi berøringerne har været på et intimt sted.
  • Ingen af de tre ovenstående sager omhandler personer, der har været i et direkte ansættelsesforhold med Lizette Risgaard, og sagerne er foregået før FH’s adfærdskodeks blev indført i januar 2022.
  • Kromann Reumert har i alt undersøgt 25 episoder. Ved 20 af episoderne kan advokaterne ikke med sikkerhed fastslå, hvad der er sket. Det kan for eksempel være på grund af påstand mod påstand eller manglende vidner.
  • Ifølge undersøgelsen har FH-ledelsens håndtering af sagerne ikke været mangelfuld.

Topledelsen frifundet

Kromann Reumert har også undersøgt, om FH’s topledelse har håndteret sagerne tilfredsstillende, og her er der godt nyt til ledelsen. Ifølge Elisa Rimpler og Morten Skov Christiansen viser undersøgelsen, at FH's politiske og administrative ledelse har handlet på den viden, de har haft - og dermed reelt er frifundet.

"Der vil formentlig stadig være medier, som vil forsøge at finde sprækker i den forklaring. Men det er værd at huske, at udmeldingen fra FH er blåstemplet af en masse forskellige fagforbund. Så man kan sige, at ledelsen i hvert fald internt i fagbevægelsen er frikendt, og det er det, der tæller i forhold til den videre proces," siger Søren Elkrog Friis, magasinredaktør og tidligere arbejdsmarkedsredaktør på Altinget.

Dermed er vejen banet for det kommende formandsvalg, som finder sted på en ekstraordinær kongres 7. september. 

"Det er især vigtigt for fungerende formand Morten Skov Christiansen, som nu har grønt lys til at annoncere sit kandidatur – hvis det altså er det, han vil," siger Søren Elkrog Friis. 

Læs også

Hvilke konsekvenser har sagen haft for FH’s politiske arbejde? 

"FH har jo befundet sig i en slags magtvakuum på et ret uheldigt tidspunkt, hvor der ellers ligger ting på den politiske dagsorden, som er ret vigtige for fagbevægelsen – ikke mindst de forestående trepartsforhandlinger om et ekstraordinært lønløft i det offentlige. Det vil sikkert stadig tage tid at genvinde fodfæstet, men det her er første skridt til, at FH kan genvinde deres politiske slagstyrke," siger Søren Elkrog Friis.

FH vil undersøge kulturen

Fra FH’s side er der nu sat punktum for sagen om den tidligere formands upassende adfærd. Men forløbet har givet anledning til, at kulturen i organisationen skal undersøges yderligere, lød det på pressemødet.

“På baggrund af sagen vil vi se nærmere på FH’s interne kultur, både på politisk niveau, i den administrative ledelse og for medarbejderne. Det skal vi have hjælp til udefra,” sagde Morten Skov Christiansen på pressemødet. 

Elisa Rimpler tager også noget med sig fra de seneste tre måneder:

“Forhåbentlig bliver det tydeligt for alle, at man ikke skal finde sig i hvad som helst, og det er vigtigt, at man taler om det,” sagde BUPL-formanden på pressemødet.

Tidslinje: Sagen kort

27. april 2023: Berlingske og Ekstra Bladet udgiver sent torsdag aften en række artikler, hvori flere mænd beskylder daværende FH-formand Lizette Risgaard for grænseoverskridende opførsel og uønskede berøringer.

Tidligere på dagen er Lizette Risgaard kommet medierne i forkøbet og har skrevet et opslag på Facebook, hvor hun undskylder til de personer, der har oplevet upassende opførsel fra hende.

28. april: FH sætter gang i en ekstern advokatundersøgelse af de påståede krænkelser, samt hvordan FH har håndteret dem. Lizette Risgaard har ifølge næstformand Morten Skov Christiansen fortsat opbakning fra forretningsudvalget.

29. april: Lizette Risgaard går på “selvvalgt orlov”, efter at flere forbund har trukket støtten til hende. Morten Skov Christiansen indtræder som fungerende formand for FH.

30. april: Lizette Risgaard trækker sig nu som formand for FH efter et langt krisemøde i hovedorganisationen aftenen forinden.

3. maj: FH’s direktør og Lizette Risgaards højre hånd, Michael Jacobsen, bliver hjemsendt, indtil advokatundersøgelsen ligger klar. Peter Nisbeth, der indtil nu har været juridisk chef i FH, bliver fungerende direktør.

22. juni: Advokatundersøgelsens deadline udskydes til 3. august. Den skulle ellers have været klar før sommerferien, men Kromann Reumert kan ikke nå at blive færdig til tiden.

1. august: To dage før advokatundersøgelsen præsenteres for FH’s forretningsudvalg, tager Lizette Risgaard til genmæle i et interview med Finans. Nu benægter hun at have "gramset på nogen".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lizette Risgaard

Fhv. formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
kontorfunktionær (Handelsskole), lederuddannelse, MPA

Morten Skov Christiansen

Formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation
elektronik mekaniker (Frederiksberg Teknisk Skole 2003)

Elisa Rimpler

Formand, BUPL
pædagog (Esbjerg Seminarium 1999)

0:000:00