Debatten om børn skabt efter døden er et etisk minefelt
I modsætning til organtransplantation, som vi flittigt diskuterer herhjemme, er posthum donation af kønsceller en gråzone, der hurtigt kan udvikle sig til det vilde vesten, skriver Jacob Birkler.
Jacob Birkler
Lektor, filosof og forfatter, fhv. formand for Det Etiske Råd 2011-1623. februar 2019 er en ung 19-årig mand involveret i en skiulykke ved West Point nord for New York City. På sygehuset konstateres flere brud på rygsøjlen, og få dage senere bliver manden erklæret hjernedød.
Det står hurtigt klart, at den unge mand er organdonor, hvilket er et ønske, sundhedspersonalet hurtigt står klar til at imødekomme. Men de ulykkelige forældre ønsker samtidig at deponere mandens sæd med sigte på at bruge sæden på et senere tidspunkt, hvilket skal sikre den genetiske arvefølge.
Forældrenes vilje overvinder ønsket fra den afdøde mand, hvorefter sæden sikres og nedfryses i en lokal sædbank.
De etiske spørgsmål står i kø. Organdonation er i sig selv et dilemmakompleks – herunder spørgsmålet om informeret samtykke såvel som forældrenes ret til at omgøre sønnens vilje.
I denne sammenhæng skal det imidlertid ikke handle om, den måde døden skaber liv via den afdødes organer, men om den måde døden skaber liv via den afdødes kønsceller.
I dag har vi teknologien, der kan sikre sæd såvel som æg fra afdøde personer, hvilket kan skabe embryoner og dermed børn. Der fokuseres meget på organdonation efter døden, men der fokuseres meget lidt på børn skabt efter døden.
Posthum reproduktion rummer talrige etiske spørgsmål, som ikke er blevet adresseret politisk
Jacob Birkler
Faktum er imidlertid, at vi globalt har millioner af kønsceller liggende på køl, hvoraf en stor del stammer fra personer, som er afgået ved døden.
I Danmark er det blevet muligt, at benytte kønsceller efter donor er død. Det oplagte eksempel er det unge par, som allerede har fået et barn, men hvor manden bliver syg og deponerer sæden i banken.
Efter mandens død ønsker kvinden at få endnu et barn med den afdøde mand, hvilket er blevet bioteknisk og juridisk muligt i Danmark. Det som vi imidlertid ikke har taget højde for, er de mange andre muligheder for brug af kønsceller efter døden.
Som etisk markør vil vi sædvanligvis fokusere på selvbestemmelse, hvor det altid er personen selv, der må bestemme, hvad der skal ske med kroppens celler efter døden. Men hvor går grænsen for denne selvbestemmelse, og i hvilket omfang bør den kunne overdrages til andre?
Samtidig kan der spørges til de rammer, der bør gælde for brug af cellerne, hvilket både kan handle om reproduktive formål såvel som forskningsformål. Det oplagte spørgsmål er endvidere, hvor lang tid cellerne må opbevares før eventuel brug, og hvem der har råderet og brugsret over kønsceller?
I dag er det tilladt at deponere sin sæd i adskillige årtier, men bør sæden eksempelvis kunne bruges 50 år efter mandens død? Her kan vi forestille os, hvordan et oldebarn eksempelvis ønsker et barn med den for længst afdøde familiepatriark og så videre.
Dertil kommer, at langt de fleste slet ikke har taget stilling til brug af kønsceller efter døden, nøjagtig som mange endnu ikke har taget stilling til organdonation. Men hvordan håndterer vi brugen af kønsceller, som potentielt kan høstes fra de fleste mennesker efter døden?
Med ovennævnte eksempel har forældrene nu fået ret til brug af sønnens sædceller og via en rugemor, vil de potentielt kunne sikre det barnebarn, de aldrig fik i første omgang.
Det, som kan begrænse den enkeltes selvbestemmelsesret, handler om måden, den begrænser andres frihed. Her er det oplagt, at se på hensynet til de børn, som ikke er blevet spurgt.
Hvor langt rækker vores selvbestemmelse, når vi ønsker at få børn efter døden? Børn som vi aldrig kommer til at leve sammen med. Omvendt er hensynet til barnet en smule diffust, fordi alternativet er, at man slet ikke er blevet født.
På den måde er det svært at forholde sig til det ikke at være født, som alternativ til det liv man har fået. Samtidig fødes mange børn til et liv uden kontakt med deres biologiske ophav, hvilket kan ske gennem sæddonation, ægdonation, dobbeltdonation og adoption.
I disse tilfælde sker det, at barnet senere i livet forsøger at skabe kontakt, hvilket for nogle kan handle om identitet og selvforståelse. Men i de tilfælde, hvor barnet kommer til verden gennem en afdød far eller mor, vil den første nyhed i livet være nyheden om dine forældres død.
Vi kan registrere vores ønsker efter døden, når det gælder organdonation og obduktion, men ikke når det gælder brug af kønsceller
Jacob Birkler
Spørgsmålet er imidlertid, om det udgør en etisk relevant forskel for barnet, om der ligger et ønske fra den afdøde far om netop dette barn – ønskebarnet? Man kan også spørge, om faderens død udgør et mindre problem, hvis man får viden om, at din far er død for 20 år siden, og hvordan sørger man over noget, man aldrig har mødt?
Hvis man, som i eksemplet ovenfor, bliver sat i verden af bedsteforældre, hvordan kan vi i så fald sikre, at man bliver set som et barn i sin egen ret, og ikke et barn der skal fungere som mindesmærke eller symbolsk erstatning for den søn, vi netop har mistet?
Posthum reproduktion rummer talrige etiske spørgsmål, som ikke er blevet adresseret politisk. Eksempelvis kan vi registrere vores ønsker efter døden, når det gælder organdonation og obduktion, men ikke når det gælder brug af kønsceller.
I modsætning til organtransplantation, som vi flittigt diskuterer herhjemme, er posthum donation af kønsceller en gråzone, hvor der hurtigt opstår interesser og modstridende interesser især.
Inden denne gråzone bliver til et ’wild west’, vil jeg derfor foreslå, at området reguleres til sikring af de mange forældre og deres børn i særdeleshed.