Skelettet af et spædbarn blev fundet i Camilla Stockmanns kvarter. Det fik hende til at ændre syn på fri abort

I år er det 50 år siden, at danske kvinder opnåede retten til abort. Derfor vil Etisk Råd nu undersøge, om grænsen på 12 uger stadig er tidssvarende. Det har genantændt abortdebatten, hvor borgerlige stemmer forvarer status quo, mens mere venstreorienterede debattører argumenterer for, at grænsen bør hæves.

I sin nye udgivelse, ’Når du strammer garnet’, giver Camilla Stockmann et vigtigt indblik i en underbelyst del af dansk kvindehistorie ved at rette spot på nogle af de barnemord, der blev begået før abortens frigivelse.

Stockmanns research starter, da skelettet af et dræbt spædbarn i 2018 bliver fundet i hendes kvarter på Frederiksberg, og hun finder ud af, at flere dræbte spædbørn engang blev efterladt der. Det får Stockmann til at optrevle beretninger om disse barnemord på Rigsarkivet.

Arbejdet med bogen har fået Stockmann til at ændre holdning til, hvor grænsen for abort bør gå. Hun mener i dag, at de folkevalgte bør sikre kvinder større selvbestemmelse over egen krop, og at retten til abort bør grundlovssikres. Hvorfor, og hvordan? Det har Altinget spurgt hende om.

Du finder ud af, at der i 1940’erne var 59 kvinder, der blev dømt for at slå deres nyfødte børn ihjel. Hvad har disse kvinder til fælles?

"Det var typisk kvinder fra underklassen, der var særligt socialpolitisk belastede. De havde ikke adgang til information om, hvordan man bliver gravid. De havde ikke adgang til prævention. Og de havde ikke mulighed for at få foretaget en abort, og fødslen af et barn var en social katastrofe for dem."

De beretninger, du finder på Rigsarkivet, giver et billede af, hvilken betydning uønskede graviditeter havde dengang. Hvilke konsekvenser havde det?

"Det havde enorme konsekvenser. Man så mange mislykkede forsøg på at fordrive fostre med sæbe, salte eller syre. Og der var markant forskel på, hvor store konsekvenserne for kvinder var, alt efter om de kom fra overklassen eller underklassen. Det var eksempelvis nemmere for kvinder fra de højere sociale lag at få en illegal abort."

Siden har vi både fået adgang til prævention, viden om graviditeter og ret til abort. Hvorfor er disse beretninger relevante for os i dag?

"Det er netop, fordi vi er vokset op i en tid med nem adgang til prævention og mulighed for abort, at det er vigtigt at dykke ned i, hvad det egentlig betyder, hvis man ikke har fri abort og selvbestemmelse over egen krop. Kun sådan kan vi forstå, hvad det er, vi har opnået."

P-pillen kom på markedet i 1966, og vi opnåede retten til abort indtil 12. svangerskabsuge i 1973. Synes du, vi har opnået de rettigheder, vi bør have?

"Det tænkte jeg, før jeg gik i gang med bogen. Jeg syntes, at grænsen på de 12. uger var passende, fordi jeg troede, den var baseret på faglige og rationelle argumenter. Det tror jeg også, der er mange andre, der tror. Men den ide baserer sig på medicinsk data fra 1960’erne. Og der er sket meget med den medicinske teknologi siden da, så de rationelle argumenter for de 12 uger holder ikke længere. Den viden har ændret mit syn på den fri abort. Nu er det gået op for mig, at det ikke engang holder at kalde det 'fri abort'."

De rationelle argumenter for de 12 uger holder ikke længere. Den viden har ændret mit syn på den fri abort.

Camilla Stockmann
Forfatter og journalist

Hvorfor kan vi ikke kalde det fri abort?

"Fordi vi har kun fri abort til 12. svangerskabsuge. Derefter har vi ikke friheden til at få en abort. Der er det op til et abortsamråd at vurdere, om du må få den."

Men har vi ikke i praksis selvbestemmelse og dermed fri abort, når vi har 12. uger til at beslutte os?

"Nej, for der findes kvinder, som er i meget tvivl, eller først opdager deres graviditet sent. Der er også eksempler på unge kvinder, som lever i voldelige parforhold, hvor at der er social tvang. Der kan være alle mulige grunde til, at en kvinde først kommer frem til den beslutning senere."

Vidner det ikke om et sundt og velfungerende system, at vi har abortsamråd med fagpersoner, som vurderer individuelle sager efter 12. uger – og giver dispensation i langt de fleste tilfælde?

"Jo, men spørgsmålet er, om vi i højere grad vil give kvinden myndighed til at tage beslutningen, eller om abortrådet skal have myndigheden over kvindens krop. Jeg synes, svaret er kvinden. Vi skal give kvinder større selvbestemmelse over egen krop. Det skal vi gøre ved at hæve grænsen for fri abort."

Hvor bør grænsen så gå i Danmark?

"Jeg vil ikke vurdere, præcis hvilken uge der er den rigtige. Det skal vi spørge fagfolkene om. Men de 12 uger er utidssvarende. Det er afgørende at forstå, at den grænse baserer sig på undersøgelser, der blev lavet i 60’erne, og som var begrundet i, hvad der var mest sikkert for kvinden, og at den medicinske udvikling i dag er milevidt fra, hvad den var dengang. Det kan være, vi skal lade os inspirere af nogle af de europæiske lande, som vi normalt sammenligner os med. I Sverige kan du eksempelvis få en abort indtil 18. svangerskabsuge. I Island er grænsen 22 uger og i Holland er grænsen 24 uger."