Svend Brinkmann: Vi mangler en samtale om, at vores følelser ikke kun handler om os selv

Følelser er ikke længere private – noget man primært deler med sine nærmeste i intimsfæren – for tidens idealer om autenticitet og ekspressivitet muliggør og kræver måske endda, at man tager følelserne med sig på jobbet, i det offentlige rum og i medierne.

Denne udvikling er senest kritiseret af blandt andre Sørine Gotfredsen, der har udtalt på P1 (i programmet 'Damerne først') og siden TV 2, at det ikke er attraktivt, når mænd græder, og at det ikke må være et ideal for en mand at vise følelser på den måde.

Hertil må man svare, at formålet med at udtrykke følelser næppe bør være, om det er attraktivt for det modsatte køn, lige så vel som kvinders følelsesliv ikke er til for mandens skyld. Hvilket ramaskrig ville der ikke lyde, hvis mænd formastede sig til at udtale sig om, hvor attraktive kvinders følelser er?

Sørine Gotfredsen er da også blevet imødegået, eksempelvis af David Meyer i Jyllands-Posten, som mente, det var udtryk for "en destruktiv tankegang", der "gør skade på drenge og mænd".

Hvilket ramaskrig ville der ikke lyde, hvis mænd formastede sig til at udtale sig om, hvor attraktive kvinders følelser er?

Svend Brinkmann
Professor, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet

Når det er sagt, er det alligevel værd at se debatten lidt ovenfra og undersøge, om den kritik, som Sørine Gotfredsen og andre fremfører, indeholder andet end et reaktionært bøvs fra fortiden.

Svaret på det afhænger af, hvordan man opfatter følelser.

I moderne tid er vi kommet til at se på følelser som rent subjektive rørelser i individet. Ud fra den betragtning går vi alle rundt med følelser af glæde, vrede, sorg, jalousi og så videre, som enhver bør komme i kontakt med for at lære sig selv at kende, og et velfungerende samfund muliggør, at individerne kan udtrykke deres individualitet gennem følelseslivet.

David Meyers forsvar for den maskuline følsomhed hviler på denne psykologiske præmis: at det er sundt at være i kontakt med egne følelser, da de fortæller noget om, hvem man er – og at det er skadeligt at undertrykke dem.

Det, som imidlertid mangler i denne opfattelse af følelserne, er den komponent, der vedrører følelsernes forbindelse til verden.

Et ældre perspektiv, der går tilbage til Aristoteles i antikken og aktuelt for eksempel er repræsenteret ved filosoffen Martha Nussbaum, insisterer på, at følelser nødvendigvis defineres ud fra det, de er rettet mod uden for personen selv.

Man kan sammenligne følelseslivet med en slags radar, der scanner omgivelserne og hjælper personen til at forstå, hvad der er på spil i verden.

Følelser handler ikke bare om den person, der har dem.

Svend Brinkmann
Professor, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet

Vi har som levende væsener udviklet evnen til at føle frygt, fordi der kan opstå farlige situationer. Hvis frygten er berettiget, fortæller den os altså noget om verden, hvilket også betyder, at en følelse som frygt kan være uberettiget, fordi den kan "tage fejl".

Vi har blandt andet klinisk psykologi og psykoterapi for at hjælpe mennesker, der systematisk frygter det ufarlige, hvor disse reaktioner så kaldes fobier.

Følelser handler altså ikke bare om den person, der har dem, men vores individualiserede samfund har i alt for høj grad afkoblet følelserne fra verden.

Derfor glemmes det hurtigt, at følelser ikke bare skal mærkes og udtrykkes, men også dannes og kultiveres.

Den følelsesmæssige radar skal så at sige indstilles, så man kan bruge sit følelsesliv til at forstå, hvad der sker i verden og udtrykke over for andre, hvad der har værdi for en.

Jeg er derfor enig i Sørine Gotfredsens kritik så langt, at det ikke bare bør handle om at være i kontakt med sine følelser. Det bør i stedet handle om at komme i kontakt med det i verden, som følelserne handler om.

Uden forbindelsen til verden ender vi i det, sociologen Eva Illouz har kaldt en "emotionel kapitalisme", hvor følelser bliver en slags vare, der kan efterspørges på et marked (eksempelvis i jobannoncerne) og handles med i mellemmenneskelige relationer.

Uden forbindelsen til verden ender vi i en "emotionel kapitalisme", hvor følelser bliver en slags vare.

Svend Brinkmann
Professor, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet

Så bliver eksempelvis vrede til den enkeltes psykologiske problem, som man skal være i kontakt med og arbejde med, frem for at diskussionen kunne dreje sig om det, man er vred over (eksempelvis samfundsmæssige uretfærdigheder).

Gråden risikerer at blive del af en følelsesøkonomi, hvor mennesker, der måske ikke bryder sig om at græde offentligt, bliver set som hæmmede og forkerte.

Følelser er selvfølgelig psykologiske fænomener, men det betyder ikke, at de skal psykologiseres i en grad, så de ikke længere kan begribes som orienterede mod verden.

For mig er det ikke interessant, når debatten om følelser gøres til et spørgsmål om, hvorvidt mænd er "bløddyr", når de har let til tårer.

Personligt ville jeg nok hellere være et bløddyr end en robot uden følelser, hvis det var et enten-eller.

Det er det dog heldigvis ikke, og den dybere diskussion i hele denne offentlige diskussion om følelser handler fra mit perspektiv om, hvorvidt det er muligt at tale om følelser på en måde, der er rettet mod verden og ikke blot mod den, der føler noget.

Hvis følelser blot opfattes som et spejl, som individet kan se sig selv i og fortælle andre om, afkobles de fra den verden, de som udgangspunkt gerne skulle oplyse personen om.

I det spor bliver tidens følelsessnak hurtigt ren subjektivisme og individualisering – og her har Sørine Gotfredsen på sin vis en pointe.

Hvis følelser derimod opfattes som et vindue til verden, er det værd at dele dem i den udstrækning de muliggør en samtale om fællesmenneskelige anliggender knyttet til for eksempel tab og sorg, uretfærdighed og vrede, usikkerhed og angst.